Populært lige nu

Små storbyteatre – kommunalpolitikerne fastholder et bredt teaterliv i København

11 københavnske teatre får status som små storbyteatre i perioden 2025-2028. To andre teatre får støttemidler fra en anden pulje, et teater tages helt...

Teatergrad – Hvad så nu? Hvad gør I uden bevilling?

I denne uge mistede Teatergrad status og den medfølgende støtte som lille storbyteater i København. Teatrets to ledere, Pelle Nordhøj Kann og Christine Worre...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Maria – psykologisk plausibel og bevægende præstation

Med Simon Stephens Maria har Odense Teater skabt en fantastisk forestilling om især ensomhed, men også om gamle menneskers smukke skuldre, kapitalen i det 21. århundrede og et halvt dusin andre ting. 

Nicolei Fabers iscenesættelse af Simon Stephens Maria på Odense Teater er nok den bedste forestilling, jeg har set i år. Historien kunne det ellers let lyde lidt undervældende. Fx går det meste af første akt med, at Maria, der er 18 år og gravid i sjette måned, forsøger at finde én, der kan være der for hende, når hun skal føde.

En modløs verden

Landskabet, Maria bevæger sig i, er en forfalden havneby post-Brexit. Det illustreres effektivt med Jonas Fly Filberts scenografi i rå beton og ankelhøjt vand på gulvet, hvor rummene – hvad end de er kirke, diskotek eller hospital – skabes med forskellige kombinationer af cementblokke.

Maria, Odense Teater. Foto: Emilia Therese
Maria, Odense Teater. Foto: Emilia Therese

Der er er en stemning af, at tingene bare bliver værre og værre. Jobbene er fornedrende og prekære, cheferne er smålige tyranner, menneskene er ensomme på en måde, de ikke engang kan indrømme. Kort sagt: den type verden, Mike Leigh laver socialrealistiske film om.

Et humanistisk og solidarisk blik

Stephens har i Maria netop samme blik for karakterer og situationer som Mike Leigh. Det er et humanistisk og solidarisk blik, der altid har øje for, hvordan menneskerne prøver at være der for hinanden til trods for de tarvelige omstændigheder. 

Et godt eksempel på det er, når Freja Klint Sandbergs Maria opsøger sin far, spillet af Mikkel Bay Mortensen, i hans pause fra arbejdet i et supermarked.

Maria, Odense Teater. Foto: Emilia Therese
Maria, Odense Teater. Foto: Emilia Therese

Vi mærker hans bekymring for hende under vreden, da han overfuser hende for at være gået fem kilometer for at se ham. Vi mærker forlegenheden over ikke at kunne være der for hende, når hun skal føde, fordi han ikke kan bytte sin vagt. Vi mærker ydmygelsen over ikke at kunne sige fra overfor Kristoffer Helmuths Mr. Santiago, der emsigt tæller sekunderne, til hans pause er slut.

Gamle menneskers smukke skuldre

Når forestillingen er så god, som den er, så er først og fremmest på grund af Freja Klint Sandbergs imponerende forvaltning af den eponyme rolle som Maria. I løbet af forestillingens omtrent to timer er der ikke et minut, hvor hun ikke er på.

Maria, Odense Teater. Foto: Emilia Therese
Maria, Odense Teater. Foto: Emilia Therese

I mange af scenerne er der en dynamik, der minder mere om en forklædt monolog end en egentlig dramatisk scene, når Maria speedsnakker om alt fra gamle menneskers smukke skuldre over kapitalen i det 21. århundrede til emotionelt imbecile mænd, der svarer i knugede enstavelsesord. 

Ikke en manic pixie dream girl

Nogle af de karaktertræk, Stephens giver Maria i sit manus, som det speedsnakkende, det emotionelt labile, den lave impulskontrol, det quirky, kunne minde om den temmeligt irriterende trope manic pixie dream girl. Det bliver Sandbergs Maria bare aldrig. Hun er morsom, omsorgsfuld, rasende, drømmende, naiv, nysgerrig, desperat, neurotisk knevrende og barnligt begejstret. Ofte alt sammen i én og samme scene. Selv når hun bevæger sig fra grin til gråd og tilbage igen indenfor den samme replik, er hendes Maria både psykologisk plausibel og bevægende.

Maria, Odense Teater. Foto: Emilia Therese
Maria, Odense Teater. Foto: Emilia Therese

Også holdet omkring Sandberg fortjener ros. Alle skuespillerne spiller et utal af roller, som kan skelnes fra hinanden uden meget andet end subtile skift i mimik, gestik og diktion. Samtidig formår de alle at skabe karakterer, som føles vedkommende. Især Githa Lehrmanns rolle som bedstemoren er både deadpan sjov og overraskende rørende.

Det er sjældent, at jeg har lyst til at se en forestilling to gange, men jeg er sikker på, at jeg skal se Maria igen.

Tekst: Simon Stephens. Iscenesættelse og oversættelse: Nicolei Faber. Scenografi og kostumer: Jonas Fly Filbert. Lys: Simon Holmgreen. Lyd: Rasmus Juncker.

Medvirkende: Freja Klint Sandberg, Amalie Drud Abildgaard, Klaus T. Søndergaard, Mikkel Bay Mortensen, Kristoffer Helmuth, Githa Lehrmann.

Spiller på Odense Teater 3. – 29. marts 2022.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce

Nikolaj Mineka: Applaus bidrager til at flytte fokus væk fra mediernes ansvar

"Kun ved at stå sammen og holde fokus kan vi skabe den forandring, der er nødvendig for at vende denne uheldige udvikling". Sådan skriver...