Med Simon Stephens Maria har Odense Teater skabt en fantastisk forestilling om især ensomhed, men også om gamle menneskers smukke skuldre, kapitalen i det 21. århundrede og et halvt dusin andre ting.
Nicolei Fabers iscenesættelse af Simon Stephens Maria på Odense Teater er nok den bedste forestilling, jeg har set i år. Historien kunne det ellers let lyde lidt undervældende. Fx går det meste af første akt med, at Maria, der er 18 år og gravid i sjette måned, forsøger at finde én, der kan være der for hende, når hun skal føde.
En modløs verden
Landskabet, Maria bevæger sig i, er en forfalden havneby post-Brexit. Det illustreres effektivt med Jonas Fly Filberts scenografi i rå beton og ankelhøjt vand på gulvet, hvor rummene – hvad end de er kirke, diskotek eller hospital – skabes med forskellige kombinationer af cementblokke.
Der er er en stemning af, at tingene bare bliver værre og værre. Jobbene er fornedrende og prekære, cheferne er smålige tyranner, menneskene er ensomme på en måde, de ikke engang kan indrømme. Kort sagt: den type verden, Mike Leigh laver socialrealistiske film om.
Et humanistisk og solidarisk blik
Stephens har i Maria netop samme blik for karakterer og situationer som Mike Leigh. Det er et humanistisk og solidarisk blik, der altid har øje for, hvordan menneskerne prøver at være der for hinanden til trods for de tarvelige omstændigheder.
Et godt eksempel på det er, når Freja Klint Sandbergs Maria opsøger sin far, spillet af Mikkel Bay Mortensen, i hans pause fra arbejdet i et supermarked.
Vi mærker hans bekymring for hende under vreden, da han overfuser hende for at være gået fem kilometer for at se ham. Vi mærker forlegenheden over ikke at kunne være der for hende, når hun skal føde, fordi han ikke kan bytte sin vagt. Vi mærker ydmygelsen over ikke at kunne sige fra overfor Kristoffer Helmuths Mr. Santiago, der emsigt tæller sekunderne, til hans pause er slut.
Gamle menneskers smukke skuldre
Når forestillingen er så god, som den er, så er først og fremmest på grund af Freja Klint Sandbergs imponerende forvaltning af den eponyme rolle som Maria. I løbet af forestillingens omtrent to timer er der ikke et minut, hvor hun ikke er på.
I mange af scenerne er der en dynamik, der minder mere om en forklædt monolog end en egentlig dramatisk scene, når Maria speedsnakker om alt fra gamle menneskers smukke skuldre over kapitalen i det 21. århundrede til emotionelt imbecile mænd, der svarer i knugede enstavelsesord.
Ikke en manic pixie dream girl
Nogle af de karaktertræk, Stephens giver Maria i sit manus, som det speedsnakkende, det emotionelt labile, den lave impulskontrol, det quirky, kunne minde om den temmeligt irriterende trope manic pixie dream girl. Det bliver Sandbergs Maria bare aldrig. Hun er morsom, omsorgsfuld, rasende, drømmende, naiv, nysgerrig, desperat, neurotisk knevrende og barnligt begejstret. Ofte alt sammen i én og samme scene. Selv når hun bevæger sig fra grin til gråd og tilbage igen indenfor den samme replik, er hendes Maria både psykologisk plausibel og bevægende.
Også holdet omkring Sandberg fortjener ros. Alle skuespillerne spiller et utal af roller, som kan skelnes fra hinanden uden meget andet end subtile skift i mimik, gestik og diktion. Samtidig formår de alle at skabe karakterer, som føles vedkommende. Især Githa Lehrmanns rolle som bedstemoren er både deadpan sjov og overraskende rørende.
Det er sjældent, at jeg har lyst til at se en forestilling to gange, men jeg er sikker på, at jeg skal se Maria igen.
Tekst: Simon Stephens. Iscenesættelse og oversættelse: Nicolei Faber. Scenografi og kostumer: Jonas Fly Filbert. Lys: Simon Holmgreen. Lyd: Rasmus Juncker.
Medvirkende: Freja Klint Sandberg, Amalie Drud Abildgaard, Klaus T. Søndergaard, Mikkel Bay Mortensen, Kristoffer Helmuth, Githa Lehrmann.
Spiller på Odense Teater 3. – 29. marts 2022.