★★★★☆☆ 3 urner i stuen – magisk fortælling om svær barndom

Sydhavn Teater har med 3 urner i stuen lavet en vild, mild og gakket ungdomsforestilling om et barn, der skal bære alt for meget. Det lyder trist, men mødet mellem teatrets ekspressive spillestil og tekstens turboenergi skaber scenekunstnerisk magi.

Det er en virkelig trist historie, Sydhavn Teater disker op med denne gang. Så hvordan kan det mon være, at jeg forlader teatret med smil i både mave og mundvig? Måske fordi teksten er så veloplagt? Måske fordi teatrets særegne stil forløser den så stilrent? Måske fordi der under det triste løber en forløsning, der ikke er resigneret accept? Nok en god blanding af det hele.

Farmanden, mortypen og stedmordyret

Først stikker et intenst stirrende hoved op af den store urne midt på scenen. Så et til. De er begge kvinden, der fortæller, og barnet, det handler om. ”Det er ikke en historie om mig, men nedskrivning af fakta,” insisterer de, mens de samtidig afviser at kigge tilbage for at forstå nutiden. For hvordan kan man det, ”når fortiden var en skiderik”. Slam bam. Replikkerne smælder ud af mundenes geværløb og rikochetterer i atter nye retninger som et dække over tristesse og magtesløshed. For nok er Gaia Victoria Muñoz Rosbergs bramfri, humoristiske, klingrende krystaltekst lagt i munden på den voksne datter, der afklaret erindrer, men det er hendes yngre jeg, det forsømte barn, vi følger.

Først er der farmanden, der kommer fra et andet land, som de sammen flytter til, selvom mortypen ikke helt er taget i ed. Siden kommer stedmoderdyret til og en ulykkelig pagt indgås mellem hende og datteren, da farmand bliver syg og pengene små. En pagt, der trækker spor langt ind i fremtiden. En mudret alliance mellem en umoden voksen og et barn, der må bære alt for meget. Ikke at farmanden og mortypen udviser mere modenhed. De har leget far, mor og børn og glemmer ganske at sørge for elementære ting som mad, skolegang og opholdstilladelse. ”Hvorfor tog hun mig ikke med?” spørger datteren tonløst, da mortypen flyver hjem efter et besøg, der kortvarigt får datteren til at glemme at være følelsesløs.

Ekspressiv sydhavnsstil

Det er jo ikke sådan, at vi ikke har hørt fortællingen om umodne voksne og børn, der er forældre for deres forældre, før. Men i mødet mellem tekst og iscenesættelse sker der noget magisk. Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard, der sidst stod på scenen sammen i en original og stærkt aktualiseret udgave af Ditte Menneskebarn, får denne gang kondenseret deres karakteristiske ekspressive sydhavnsstil, så den finder ind til en inderlighed, der klæder dem begge som spillere, og som rammer fortællingens nerve helt rent.

Her bliver de sigende blikke, de poserende kroppe, de fysiske krumspring og de gjaldende udbrud kombineret med øjeblikke af tysthed og en sotto voce, man sjældent hører på netop denne scene. Den hjerteskærende ensomhed får lov at fylde, men blandes fint med det latterfremkaldende, når teenagernes kulturbestemte skam over den første menstruation gysende skriges ud eller den første Benson Hedges skal ryges nonchalant uden at kvæles i hoste. Den første forelskelse tindrer lige så uskyldigt, som kynismens skjold holdes determineret op i en iscenesættelse, der dynamisk og præcist veksler mellem det vilde og det stille.

3 urner i stuen er en vild, mild og gakket ungdomsforestilling. Den er muligvis lavet til voksne, men jeg vil da håbe, at den ud over sin meget korte spilletid også får et liv på skoler eller andre steder, hvor teenagere kunne møde scenekunst, der – trods afsæt i et andet tiår – taler direkte til dem.