Del

Michael Moritzen har ifølge en ven skabt sig, siden han var 4 år gammel, men det bliver trods alt kun til et 40-års jubilæum som professionel skuespiller i år. Det fejrer han blandt andet med den publikumsinddragende forestilling Jeg, Malvolio Teatret ved Sorte Hest. ISCENE mødte Michael Moritzen til en snak om de 40 år i scenekunstens tjeneste.

”Nu skal du ikke tage dig selv så skide alvorligt”.

Sådan sagde Michael Moritzens far Henning Moritzen til ham, da sønnen gjorde sig kvaler ved at takke ja til rollen som admiral i Pinafore med begrundelsen, at det jo var Jørgen Reenbergs rolle.  

”Det primære, jeg har fået med hjemmefra, er humoren, en form for mangel på selvhøjtidelighed, som en af de væsentligste ting, der binder scenekunstnere sammen på tværs af alle landegrænser. Det skaber fornemmelsen af, at vi alle kender til noget, som gør, at vi føler os i familie med hinanden. Jeg ligner min far, men familieskabet til branchen er det, jeg er gladest for at have arvet,” svarer Michael Moritzen på spørgsmålet om, hvad han har taget med sig fra barndomshjemmet.

”Jeg var selvfølgelig meget inspireret af min far og min stedmor Lise Ringheim, men hjemmet hos min mor, der var kontordame fra 9-16, var lige så vigtigt. På den ene side blev jeg præget af det vildtvoksende og fantasibefordrende teatermiljø og på den anden side var det mere ro, regelmæssighed og renlighed,” ler han og understreger, at det stærke venskab, som efterhånden opstod mellem hans mor og stedmor også betød meget for hans barndom.

Michael Moritzen 40års jubilæum
Michael Moritzen. Foto: Robin Skjoldborg.

Et kærlighedsøjeblik

Michael Moritzen var allerede som helt lille dybt fascineret af scenekunsten, omend han ikke altid kunne skelne mellem fiktion og virkelighed. Således hilste han højt ”Goddag, onkel Kjeld,” da han så sin gudfar Kjeld Petersen på scenen. ”Det var afsindigt pinligt, men ødelagde ikke min lyst til at komme i teatret, jeg tiggede altid om at komme med,” fortæller han.

Et særligt øjeblik mellem far og søn lyser op og var med til at udpege Michael Moritzens egen vej til scenen: ”En jul fik jeg et dukketeater af min far. Han havde slukket alt lyset i sit arbejdsværelse og så stod det der og lyste med kulisserne til Fyrtøjet. Det var magisk. Et prægningsøjeblik for mit arbejdsliv og et kærlighedsøjeblik med min far. Nu havde vi teatret sammen, og fra da af var dukketeatret udgangspunkt for hele min forestillingsverden. Selv som større dreng blev jeg ved at skrive til det og fik tilmed fri fra skole for at tage ud og optræde med det. Det var sikkert møganstrengende for omgivelserne”.

I 1970’erne overvejede Michael Moritzen – inspireret af tidens fokus på det sociale – at blive socialrådgiver, men efter en rejse til Paris efter gymnasiet blev kursen korrigeret. ”Det var jo et bombardement af kultur i et land som Frankrig, hvor jeg blandt andet stødte på Théâtre du Soleil, som jeg har fulgt siden. Og dér vidste jeg bare, at teatret også kan være en meget social begivenhed,” fortæller han.

Man forstår jo ikke ting, før man selv har prøvet dem

I første omgang var det ikke skuespillet, der trak. Michael Moritzen ville være instruktør og kom ind i første forsøg i 1976. Der viste sig dog hurtigt en kløft mellem en meget løs undervisningsform og elevernes higen efter viden, og allerede et halvt år inde i uddannelsen forlod hele Michael Moritzens hold skolen.

”Vi gjorde oprør mod undervisningen, lidt som de studerende også i dag efterlyser faglighed. Vi var så heldige, at den fantastiske kulturminister Niels Matthiasen lyttede til os. Han tog simpelthen penge fra skolen og brugte dem på et halvt års kursus til os med undervisere efter eget valg under den forudsætning, at vi vendte tilbage til skolen bagefter. Det gjorde vi,” fortæller Michael Moritzen og peger på, at oplevelsen i høj grad har formet hans og resten af holdets videre vej som entreprenører i deres eget arbejdsliv:

”Vi var elleve mennesker, der havde kæmpet som løver for at komme ind på skolen. Vi synes, det var fantastisk at være sammen, men vi mærkede også behovet for at få skærpet fagligheden. Vi følte os svigtet, det var ikke sjovt for nogen af os, men det skulle til. Otte af os elleve har siden været teaterdirektører, og vi lærte noget om at tage ansvar og kæmpe for at få det bedste ud af livet i dette på mange måder besynderlige fag”.

Michael Moritzen sprang selv fra instruktøruddannelsen og kom i stedet ind som skuespillerelev på den daværende Skuespillerskole ved Aarhus Teater, som han dimitterede fra i 1981. ”Det var også i første forsøg, og mange har tænkt, at jeg kom ind pga. mit navn. Det tror jeg ikke, men man bliver nok målt på en anden måde, når man har en kendt skuespillers navn. Det har fordele og ulemper. For mig har det været en ulempe at vide så meget om branchen, altså alt det jeg har hørt hjemme ved spisebordet. For der er forskel på viden og erfaring. Man forstår jo ikke ting, før man selv har prøvet dem. Man bliver på en måde aldrig færdigudviklet som skuespiller, og selvom det egentlig ikke bliver nemmere med årene, er det jo en pointe i sig selv, at man ikke skal fiksere sig selv i klicheer. Det lærte jeg da af Statens Teaterskole,” ler han.

Michael Moritzen 40års jubilæum
Michael Moritzen i Jeg, Malvolio på Teatret ved Sorte Hest. Foto: Bjarne Stæhr.

Det hele er skægt at prøve

Michael Moritzen bildte sig selv ind, at han ville have erfaring som skuespiller for at bruge det som instruktør, men erkender, at det nok var et figenblad for at tillade sig selv at gå i sin fars fodspor. Og selvom skuespillet har fyldt meget i karrieren, har instruktion, undervisning, artikler, bøger, fagligt arbejde i Skuespillerforbundet og i Skuespillerforeningen og en kort periode som teaterdirektør også været en del af et spraglet arbejdsliv.

”Jeg er nok svær at sætte i bås. I Danmark er vi ikke vilde med mennesker, der laver forskellige ting, men jeg synes, det hele er skægt at prøve. Det får mig til at føle mig levende, men jeg må erkende, at jeg også er blevet gladere og gladere for at være skuespiller. Jeg holder af fordybelsen i at lære en rolle, som jeg tidligere mest så som noget, der bare skulle overstås. Det er en gammel myte, at mange skuespillere er ordblinde, men da jeg koketterede med det, skød min søster mig straks ned med et; ‘Du er ikke en skid ordblind og du bliver ikke en større skuespiller af at sige det’,” griner Michael Moritzen, og peger samtidig på, at vejen til det at blive skuespiller er meget individuel.

”Der findes ikke én trylleformular. Stanislavski (Konstantin, russisk instruktør og teoretiker, red.) er god, men ikke religion for mig. Noget kan vi være enige om, men det, der hjælper én gennem natten, er det, der gælder. For mig var det vigtigt at opdage, at jeg kan være sjov. Som ung brugte jeg meget tid på at vise, at jeg var et meget følsomt menneske. Men det er jo mest et privat projekt, så mine skægge roller på Grønnegårds Teatret blev et gennembrud til mig selv,” fortæller han.  

Entreprenør på godt og ondt

Grønnegårds Teatret kom ind i billedet kort efter teaterskolen, hvor Michael Moritzen oplevede en afsindig dejlig tid sammen med et hold af unge skuespillerelever fra Odense Teater, hvor de overmodigt spillede og instruerede hinanden i Don Ranudo med Michael Moritzen i titelrollen. Hans solodebut som instruktør kom på Betty Nansen Teatret under Morten Grunwald med collagen I Abells verden, der spillede på Balkonscenen som et apropos til dramatikerens Anne Sophie Hedvig, der spillede på hovedscenen.

”Det blev en stor succes og ikke mindst vigtig for mig. Det første skridt som instruktør og som entreprenør,” fortæller Michael Moritzen og begræder i samme åndedrag udviklingen i det københavnske teaterliv i de seneste mange år:

”Det virkeligt ulykkelige er, at der i dag findes mange dygtige både unge og ældre skuespillere, som mangler et sted at gå hen med deres ideer. Den åbne scene findes ikke, og betingelserne er svære de steder, hvor du kan komme ind. Man skal opfinde og ordne det hele selv. Mit drømmescenario ville være en model a la Filminstituttet, hvor to konsulenter ad gangen fordeler midler til hele branchen i en begrænset periode, og som kan drages til ansvar for deres beslutninger. Statens Kunstfond bliver i mine øjne styret meget af trends og tendenser, og de kommer og går som bekendt. Vi lever hele tiden med det problem, at midterlaget ikke kommer videre”.

Michael Moritzen 40års jubilæum
Michael Moritzen i Jeg, Malvolio på Teatret ved Sorte Hest. Foto Bjarne Stæhr.

Den fjerde væg kan I bare glemme

Netop nu er Michael Moritzen dog selv aktuel med monologen Jeg, Malvolio, som er udskudt fra sidste år og egentlig slet ikke tænkt som en jubilæumsforestilling. ”Sandt at sige har jeg ikke opereret med jubilæet, for erklærede jubilæumsforestillinger går altid ad helvede til, og som en af mine venner plejer at sige: Du har skabt dig, siden du var fire år – altså meget længere end 40 år,” smiler Michael Moritzen.

Han har valgt Jeg, Malvolio, fordi hans mangeårige ven og samarbejdspartner Lene Vasegaard foreslog, at de skulle videreudvikle det samarbejde, de havde i forbindelse med H. C. Andersen-forestillingen Jeg vil også kysses. ”Man skal altid tænke sig rigtig godt om, før man kaster sig ud i en monolog. Man ved jo så inderligt godt, at der kun er ét menneske på scenen. Det var et tilfælde, at jeg fandt stykket, men jeg har altid ønsket at spille Malvolio. Det er et stykke, der på papiret er en monolog, men i virkeligheden er en samtale med publikum om hvad, vi egentlig griner af i teatret. For mig falder den helt aktuelt ind i tidens krænkelsesdiskussion. Jeg er indædt modstander af tidens dødsstød til skuespillerfaget, hvor man kun kan spille det, man selv er. For mig er det interessant at arbejde med fx en Shakespeare-karakter, at finde en sprække ind til det, der tilsyneladende er på en måde, og så finde ud af, at det måske er helt anderledes”.

Michael Moritzens har ellers mest arbejdet med publikum som den fjerde væg, men Jeg, Malvolio består i høj grad af improvisationer i direkte dialog med publikum. ”Den fjerde væg kan I bare glemme, for jeg er her i rummet med jer. Forestillingen er en lang udfordring af tilskuerrollen, af den alerthed, som tilskuere bør have på det, der faktisk foregår på scenen,” fortæller Michael Moritzen, der også selv blev udfordret af stykkets dramatiker:

”Det er ikke længere så usædvanligt at lege med publikumsrollen, men Tim Crouch, der har skrevet og selv spiller Jeg, Malvolio var tidligt ude og udvikler fortsat på teksten ud fra de reaktioner, han får fra publikum. Så fjorten dage før premieren fik jeg en ny udgave, og selv om det var mange ord, jeg måtte ændre, kunne jeg mærke, at det var helt rigtigt”.  

Du er en rigtig ensembleskuespiller

Michael Moritzen tror ikke på drømmeroller: ”Det er som regel der, hvor man ikke forventer noget, at drømmene findes. Det er i overraskelsen, det bliver sjovest,” fastslår han og tillader sig så alligevel at drømme lidt: ”Hvis jeg skulle have ønsket noget mere af mit teaterliv, er det ikke flere hovedroller, men at være en del af et ensemble. Det var en stor glæde for mig at være under Preben Harris på Folketeateret, og der er en stor værdi, som man ikke nødvendigvis ser, i det at være i et ensemble. Man kan få skuldrene ned, man får måske andre roller tilbudt, end man ellers ville have fået, og man skal ikke hele tiden sælge sig selv. En sød regissør sagde engang til mig: Du er en rigtig ensembleskuespiller. Det er den flotteste kompliment, jeg nogensinde har fået”.

Michael Moritzens regner med at fortsætte mange år endnu. ”Der blev lidt småt mellem jobbene under corona, men bim bam bum, så kom der pludseligt en masse jobs,” fortæller han, der i det kommende stykke tid skal prøve en ny rolle som revyinstruktør i Hjørring. Tre tv-serier, en film, oplæsninger ved en klassisk koncert, en reading i forbindelse med en kunstudstilling og et par teaterroller er også i kalenderen, og Michael Moritzen runder vores samtale af med et fyndigt: ”Det morer mig stadig, og jeg har energi og lyst til det”.

Michael Moritzen, født 1954. Uddannet instruktør fra den daværende Statens Teaterskole i 1978 og som skuespiller fra Aarhus Teater i 1981. Michael Moritzen har siden instrueret og medvirket i en række teaterproduktioner og har også haft roller i film og tv-serier. Han var leder på skuespillinjen på Statens Teaterskole i 1999-2000 og teaterchef for Folketeatret i 2001-02. I 2011 udsendte han samtalebogen Respekt - Elleve samtaler om at være skuespiller. Michael Moritzen spiller frem til 19. marts Tim Crouch’ Jeg, Malvolio på Teatret ved Sorte Hest.