★★★★☆☆ Projekt Frygt – vi har ikke glemt, hvordan man griner

Har du styr på dine forsikringer? Det har vidunderligt komiske Lise Lauenblad ikke i Projekt Frygt, og så begynder anklagerne ellers at rulle. Teatret st. tv står bag et urimeligt morsomt gæstespil på Folketeatret.

Kun fantaster frygter i disse tider ingenting. Prisen på energi er mangedoblet, krig lurer i horisonten, en ny pandemi kan bryde ud når som helst. Har vi glemt, hvordan man griner, her i pessimismens tidsalder? Ingenlunde. Jo mørkere bagtæppe, des større komisk potentiale. Og skæg på et næsten urimeligt niveau er netop Projekt Frygt, Teatret st. tv’s gæstespil på Folketeatret.

Tag nu bare åbningsdialogen om forsikringstyper. Tørt emne, men Marianne Søndergaard kigger velsignende forarget rundt i salen. Ikke blot på sin lalleglade makker på scenen, Lise Lauenblad, men også på alle os andre. “Har I ikke en livsforsikring? Det skal I altså have!” Og så tager fanden ellers ved hende, mens basgangen fra Lou Reeds Walk on the Wild Side høres i baggrunden.

Lauenblads yngre, blåøjede karakter får læst og påskrevet om alle de forsikringer, hun umuligt kan leve uden med alle de farer, der er i verden. Komikken er både balstyrisk og underspillet: Mens Søndergaard belærer, får hun skridt for skridt tvunget Lauenblad ned på gulvet, indtil hun må overgive sig for både brandtalen og overfaldet. Vi griner ustyrligt.

Publikum dåner

De to skuespillere befinder sig på et rundt, hvidt underlag i en helt nøgen scenografi. En manege? Med stor omskiftelighed i tonen hopper de fra ét tableau til et andet. Til lyden af støvede trommer og i lyset fra to hvide spots laver Lise Lauenblad med charmerende dialekt standup om fugledød og frygtcentre i hjernen. Pludselig slår hun over i scener fra en zombiefilm, badet i rødt lys. Råber om råd i øjnene. Og tilbage igen til rolig forelæsning.

Marianne Søndergaard bidrager på sin side til festlighederne med et angstangreb i en hvid sæk og ved at spytte brun kage ud af munden, mens Lauenblad fortæller om kroppens reaktion på frygt. Herunder dens rektale mekanismer. Flere gæster i publikum er tæt ved at dåne.

Forrygende komik

Ikke mindst Lauenblad har flere helt forrygende øjeblikke. De blomstrede pyjamasser, begge skuespiller er klædt i, understøtter særligt hendes ranglede karakter. Det lange, lyse hår er trukket om bag ørerne, øjnene er vidtåbne, vægten skifter fra ét ben til det andet, og armene flagrer gestikulerende rundt.

Flere gange snubler hun næsten over sig selv, mens hun jonglerer mellem yogastillinger, amokdans og zombiehorror. Det er enormt effektfuldt, og roser bør i den forbindelse sendes i retning af instruktør Line Paulsen, der har indfanget balancen mellem Søndergaards frygtsomhed og Lauenblads gævhed. Nej, vi har ikke glemt, hvordan man griner.

Forglemmelig musik

Enkelte indvendinger kan jeg måske godt finde frem midt i latteren. Der bliver sunget en håndfuld sange undervejs, alle med skrabet lyd af blokakkorder på klaver eller let guitar. Men Sune Skuldbøl Vraas kompositioner virker mere som adspredelse end fortætning af teksten, og ingen af de to skuespillere er sikre sangere. Det ender forglemmeligt.

Komikken fungerer også langt bedre end de mere dramatiske tableauer, som bliver for opremsende: lister over, hvad de hver især frygter, eller hvor mange kommunalt og statsligt ansatte, der passer på os i hverdagen. Her fornemmer man ikke helt samme nærhed og tekstlige dybde, som når gækken slås løs.

Det gør den heldigvis i størstedelen af den time, Projekt Frygt varer, og tak for det!