Danseforestillingen Nasty vil med sin detaljerede og grænsesøgende koreografi engagere publikum følelsesmæssigt. På den måde kan et rum for ligestillingsdebat opstå, mener den berømte, finske koreograf Susanna Leinonen. For behøver kvinder se sig selv som ofre for mandens begærlige blik?
“En dansekommentar til #MeToo” – sådan hedder det i beskrivelsen af Susanna Leinonens roste forestilling Nasty, formentlig udtænkt af en kløgtig PR-medarbejder. For MeToo er stadig, efter bevægelsen brød ud i 2017, på alles læber. Og hashtaggets attraktionsværdi forstår kunsten naturligvis også at udnytte. Man skal dog ikke tale længe med Susanna Leinonen for at føle sig sikker på, at hun med Nasty har skabt en performance med lige dele sved og hjerteblod.
“Nasty er en reflektion over, om kvinder egentlig behøver være et passivt objekt for mænds begær og om de krav, kvinder stiller til sig selv. Hvordan får kvinder de samme muligheder og den samme behandling som mænd i forskellige sektorer i samfundet? Det er Nastys grundspørgsmål,” som den finske koreograf stiller retorisk, da ISCENE fanger hende kort før Danmarkspremieren på forestillingen, som har været under opsejling siden 2016.
Nasty er den berømte koreografs 18. værk, og siden premieren i 2018 har det turneret i ti lande. “Fuldkommen fantastisk – utvivlsomt et af de fineste bidrag til debatten om kvinders ret til selvbestemmelse,” skrev det finske web-magasin Demokraatti om forestillingen, hvor fem ekstremt veltrænede kvindelige dansere med detaljerede bevægelser søger at definere fysiske og psykiske grænser for, hvad kvinder skal finde sig i.
Inspireret af Trump
Susanna Leinonen, som siden sit kompagnis fødsel i 2001 har produceret en forestilling om året, er netop kendt for den høje grad af præcision og detaljer i sine koreografier. I Nasty er den hårdt trænede kvindekrop en maskine, som strækker og bøjer sig for at nå sit fulde potentiale. Hvad gør det ved kvindekroppen – og kvindens oplevelse af sig selv – konstant at blive beskuet og bedømt, spørger Leinonen i performancen. Idéen til den opstod under det amerikanske præsidentvalg i 2016, fortæller hun.
“Jeg var lamslået over den nedladenhed og aggresion, Donald Trump omtalte Hillary Clinton med. Jeg troede, der var sket større fremskridt i forhold til ligestilling. Det fik mig til at tænke over, hvordan den slags hadtale påvirker kvinder, og hvorfor vi stadig – i 2020’erne – skal lytte til sådan noget,” siger hun til ISCENE.
Nasty blev født ud af de refleksioner, og forestillingens koreografi er netop inspireret af ordets forskellige betydningsnuancer: ond, ulækker, akavet. Disse adjektiver beskriver for Leinonen en kvinde, som ved, hvad hun vil have, og som ikke underlægger sig andres – især mænds – krav og begær. Det viser sig ved en række bevægelser, som er konfronterende snarere end yndige, og som viser kvindekroppen i al dens kompleksitet. Selv beskriver hun Nastys æstetiske udtryk som ”meget fysisk” og med elementer af klassisk ballet-teknik.
”Bevægelserne forener modsætninger som ”stærk” og ”sensitiv” og ”stort” og ”præcist”. Da jeg lavede koreografien, var jeg inspireret af idéen om, at en kvinde forventes at kunne mestre alting – derfor ledte jeg efter et meget bredspektret bevægelsesudtryk. Bevægelserne udfordrer også beskueren, fordi de lægger op til refleksion over med hvilket blik han ser på danserne,” siger Leinonen.
Dans er følelser
Performancens vigtigste budskab er, at kvinder selv har ret til at bestemme, hvilken effekt mænds blik skal have på dem, slår Leinonen fast. Dans er – ligesom andre kunstformer – en måde at kommentere på samfundet og den verden, vi lever i. På den måde er Nasty en reflektion over, hvad det vil sige at være en moderne kvinde i et samfund, der ikke er kønsligestillet, uddyber Leinonen. Da hun fik idéen til Nasty, begyndte hun at tænke over den chikane, hun selv har været udsat for som danser i tidens løb, fortæller den 50-årige koreograf.
”Da jeg var ung, talte man aldrig om den slags oplevelser i det professionelle miljø. Seksuel chikane var noget, som bare blev accepteret. Derfor har MeToo-bevægelsen spillet så vigtig en rolle i forbindelse med at få de her problemer frem i lyset,” siger hun. Den eneste måde at opnå udvikling inden for ligestilling er aktivt at vise og fremstille problemerne, mener Leinonen. Det er ikke hendes ambition at servere færdige svar for publikum men tværtimod at give dem friheden til at fortolke det, de ser, på deres egen måde. Fordi dans appelerer til publikum på en emotionel måde, åbnes et rum for refleksion, siger koreografen.
”De føler og mærker det, de ser på scenen, og på den måde åbner meningen med værket sig for dem. Fordi dansen er så bundet op på følelser, kan man ikke ignorere dens vigtighed som en debatskabende kunstform. For mig handler dans også om de mørke sider af tilværelsen og hvordan, man omgås dem. Og siden kvinder stadig oplever nedværdigelse på daglig basis, tror jeg, at ligestilling og køn vil blive ved at interesse koreografer i lang tid,” slutter Leinonen af.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Nasty
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Finlands Kulturinstitut i Danmark med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
