Teater Glimt fortæller i 100-året for hans modtagelse af Nobelprisen Niels Bohrs historie gennem paradokser, gags og artisteri. Forestillingen stiller skarpt på videnskabens paradokser og vilde ideer i et visuelt dragende samspil mellem artister og scenografi.
Først står de i silhuet foran det lysende udspændte lærred. Så kommer de mod os. Bristefærdige af fortællingen. Ordene snubler ud og blander sig. Hvem skal fortælle. Ham med mikrofonen naturligvis. Og så er vi i gang med historien om fysikeren Niels Bohr, der fik Nobelprisen for 100 år siden og hvis teorier spillede en væsentlig rolle for opfindelsen af atombomben.
Paradokserne kommer til live
Det er tungt stof, Glimt har kastet sig over. Det er svært at forstå atomfysikken, fyldt med paradokser som den er. Og som Bohr nok også var som karakter, skiftevis legesyg og dybt fokuseret. Det er da også netop i paradokserne og videnskabens vilde ideer, forestillingen tager afsæt. I teksten, der i enkelte passager kræver ret spidse ører, men i andre fiffigt spiller på modstillingerne, til vi bliver rundtossede.
Men især kommer paradokserne til live i samspillet mellem ordene og kroppene i et show, der med glimt i øjet tryller Bohrs karakteristiske pibe frem her, der og alle steder. Hvor tyngdeloven udfordres af balancekunst og af Elise Bjerkelund Reines overjordisk smidige krop, der både på jorden og i luften organisk former sig i stadigt mere overraskende positioner – måske dom forskeren undersøger og overraskes af sit stof.
Kvantespringets idé
Vi bringes med hast gennem fysikkens historie fra grækernes tid til Bohrs. Som krumtap i fortællingen ligger Bohs livslange kontrovers med kollegaen Albert Einstein. Kan kun det, der kan måles, være fysik? Einstein mente ja, Bohr nej. Forestillingen er (naturligvis) på Bohrs side. Den fortæller sin sandhed, for vi kommer aldrig til at forstå det hele.
Et glimt af forståelse får vi dog i den mest magiske del af fysiktimen med Margherita Mischitellis tur med sit store Cyr hjul. Som hun drejer rundt og rundt og bliver et med hjulet, aner vi atomets bevægelse og kvantespringets idé med elektronernes uforudsigelige baneskift.
Senere i Bohrs liv indtræffer en privat tragedie, da hans søn dør i en bådulykke. Uendeligt smukt formidlet i Jakob Schnack Krogs krog selvkomponerede sang. Professionelt er atombomben en tragedie. Den visualiseres stærkt som en lysende, rund skønhed, hvor røgen først siver, så fosser fra, inden den langsomt imploderer og trækker alt liv med sig.
God cocktail af fortælleelementer
Bohr bruger resten af livet på at arbejde for fred. Han troede ikke, at bomben skulle bruges til andet end at skræmme med. Eller gjorde han? Endnu et paradoks er det, når ambition og nysgerrighed spærrer for selvindsigt og politisk analyse. Fint aspekt at have med, selvom selve tekstsekvensen bliver noget for lang.
Bohr forener det tænksomme med det pudsigt sjove og helt spektakulære. Alle elementer, der kan genfindes i titelkarakterens liv og virke. Det er som sagt lidt rigelig tekst, men det dramaturgiske fokus på paradokser er skarpt, og samspillet mellem scenografi, dialog, gags og artistiske numre en godt tænkt og ikke mindst udført cocktail af fortælleelementer, det både kalder på smilet, suget i maven og refleksionen over et helt særligt liv.
Se forestillingstrailer her.
Iscenesættelse: Lars Lindegaard Gregersen. Dramaturg og co-iscenesættelse: Jesper Pedersen. Komponist: Camilla Bang. Lysdesign: Michael Breiner. Videodesign: Søren Knud.
Medvirkende: Mo Chara, Elise Bjerkelund Reine, Margherita Mischitelli og Jakob Schnack Krog.
Spiller på Teater ZeBU 26. marts – 2. april 2022.
