★★★★☆☆ Odysseen – hyperaktuel og kritisk fortolkning af heltekvad

Det Kongelige Teater åbner en tætbelagt premiereuge i Skuespilhuset med en fokuseret og billedstærk dramatisering af Odysseen, der aktualiseres gennem problematisering af heltebegrebet.

Trommeslagene hagler taktfast gennem rummet, stiger og falder i intensitet for så at nå crescendo, mens lyset går ned. De seks personer tager krigshjelmene af og slår med det samme forestillingens præmis fast: Historien skrives af de sejrende, og gerningsmænd bliver helte, når de digter deres sange. Så først i erkendelsen af egen udåd finder denne Odysseus vejen hjem. Kun ved at forholde os kritisk til heltekvad, kan vi begribe krigens gru.

Der er mørkt i hestens bug

Det er ambitiøst at komprimere det digre antikke epos Odysseen til scenen, men det lykkes godt for instruktør Anja Behrens, der selv har monteret teksten af flere moderne genskrivninger. Det giver en fokuseret forestilling, hvor kendte passager om kyklopen, heksen Kirke og ikke mindst den trojanske hest fylder, mens meget andet er valgt fra.

Der er mørkt i hestens bud, hvor Odysseus og hans mænd som bekendt gemte sig og dermed snød sig ind i den belejrede by Troja. Mørket er reelt, men også moralsk og mentalt. De græske helte, der vandt ved Troja, var jo samtidig massemordere, der dræbte kvinder og børn i en blodrus, som aldrig kan vaskes af.

Den nærliggende aktuelle kobling skamrides ikke. Krigens umenneskelighed er gældende til alle tider. At udpege den ved at problematisere de sejrendes heltekvad er derimod sjældent forekommende, når først krigstrommerne lyder. Blot for dette skarpvinklede greb har forestillingen akut og vægtig relevans.  

Et favntag mellem overgreb og hengivelse

Jeg var ikke voldsomt begejstret for Anja Behrens og scenograf Nathalie Mellbyes seneste forsøg med antikt materiale, Symposion (2019/20). Jeg fandt den både visuelt og spillemæssigt rodet. Odysseen har trods flere af de samme virkemidler en helt anden stringens. Den er visuelt betagende i sine iskolde stålramme, der langsomt fyldes med røg, blod, vand og kroppe, der vrider sig i lyst og afmagt. Den får på alle tangenter i fin symbiose med David Hildebrandts lydunivers af slag, kriblen, blæsetoner og sirener.

Det er betagende, når kyklopens øje reflekterer projektøren, der rammer Odysseus, for siden at blive til trommeskindet, der blindes af blod. Det er klaustrofobisk, når Odysseus holder vejret under vand, hvorefter hans fortryllede mandskab som liderlige grise vælter ham ud af karret og flår bukserne af ham. Det er ren magi, da Odysseus umiddelbart efter kaster sig i armene på Kirke. Alvin Olid Bursøe og Karen-Lise Mynster åbner et dragende tvetydigt rum i et favntag, der veksler mellem overgreb og hengivelse. Grimhedens og skønhedens æstetik forenes i denne overrumplende scene.

Det er blodig alvor

Odysseus er Ingen og dermed samtidig alle. Rollen spilles derfor også på skift af de fem spillere, dog med samme intense alvor. Fra Karin Heinemeiers livsfarlige list hos kyklopen over Nanna Skaarup Voss’ anklagende rædsel i hestens bug til Benjamin Kitters afsluttende færd gennem dødsriget.

For det er jo blodig alvor. Det er eksistensen, der er på spil. Odysseus er nysgerrig på verden, men forestillingen former sig alligevel mere som en bodsgang formet af syndefaldet ved Troja.

”Jeg kan ikke lyve længere. Ikke længere flygte fra min straf. Vi dræbte dem alle,” lyder det til slut. Den insisterende alvor gør det ikke nødvendigvis nemt at være tilskuer, men den konsistente, eksistentielle grundtone hædrer både forlægget og adresserer den nutid, forestillingen taler direkte ind i på tværs af tusinder af år.