★★★★☆☆ Ugens Rapport – et brag af en 70’er-fest komplet med tømmermænd

Det Kongelige Teater hæver bajeren for inkarnationen af 70’ernes frisind, magasinet Ugens Rapport. Festen er lidt for lang og udramatisk, men byder på et herligt cast, der trykker speederen i bund, et visuelt kongenialt tidsbillede og en iscenesættelse, der også får tømmermændene efter festen med.  

“I need the high to keep me from losing my mind,” synger Dr. Hook og indrammer med ordene historien om Ugens Rapport, der egentlig er historien om dets chefredaktør Kurt Thyboe. For nok var magasinet et destillat af 70’ernes tidsånd, men det var Kurt, der i sin megalomane fordanskning af New Journalism var bladets hjerte. Det var ham, der samlede den cocktail af typer på redaktionen om sig, der gjorde Ugens Rapport til et af årtiets mest læste.  

It’s one step from the jungle to the zoo

”Hit it,” brøler Kurt i Mads Rømer Brolin-Tanis charmerende, irriterende og stærkt overbevisende personifikation. Bandet i bokseringen – der sender en diffus homage til Kurts evner som boksekommentator – sætter festen i gang.

Bandet er muligvis også en reference til datidens kvindekamp/nutidens #metoo. I hvert fald består det udelukkende af kvinder, der dog – bortset fra en – ikke gør noget særligt væsen af sig. Denne ene er Johanne Louise Schmidt, der ud over at synge også spiller Kurts kone Marianne, der passer hus, berusede ansatte og en astmasyg søn med det ene krav, at festen aldrig slutter.

Sønnens sygdom hviler allerede fra startens tunge åndedrag som en stadigt større skygge over parret, der aldrig synes i sync med hinanden. Fint og forstemmende spillet af dem begge inde i det hurlumhejhus af ballade, der konstant står omkring Kurt og hans projekt.

”It’s one step from the jungle to the zoo,” sætter festen i gang og introducerer med Dr. Hooks ord redaktionen og historiens præmis om overskridende journalistik, der ikke kan hegnes inde. Torben fra Billedbladet er den nye dreng i klassen, der sammen med os måber over de fordrukne excentrikere, der fylkes omkring Kurt, mens han prædiker sit New Journalism-evangelium på sin karakteristiske blanding af dansk og amerikansk. Mindblowing skal det være. Art, pictures og ikke mindst stories.

Den næste gode story

Kurt er i det for fortællingerne. De nøgne piger er for ham bare en del af tiden. Blikfang. Andreas Garfields manuskript placerer Kurt som den klassisk danske helt, der med svulstige taler trodser overmagten aka bladhusets bestyrelse. Han står for kunsten, bestyrelsen for kronerne (og fisserne).

Da magasinets oplag dykker, kæmper Kurt for journalistikken, den næste gode story, der kan vende skuden. Bestyrelsen bestiller analyser og satser i stedet på blondiner med store bryster. De gode græd og de onde lo, og det er et helt indlysende greb på en tekst om den danskhed, der mest findes i film og bøger.

Ugens Rapport rammer den fiktive fællesidentitet på kornet, men forestillingen lider under at være en time for lang ligesom teksten satser mere på ramasjang end en gennemført dramatisk konflikt. Derimod har jeg ikke set et mere kongenialt tidsbillede af 70’erne siden Core Acts HEIDI – en rejse til helvede med Simon Spies fra 2014.

Palle Steen Christensens visuelle univers rammer den samme sitrende nerve af lyst, lir og overskridelse, som 70’erne var så fuld af. Sjovt og frisættende, men ikke uden omkostninger for de fleste. Thomas Bendixens iscenesættelse balancerer på samme gennemførte vis det festlige med bagsiderne af løssluppenhedens medalje.

Mikkel Arndt er hysterisk morsom

Er historien klichefyldt, er karaktererne det ikke mindre. Men hvad gør det, når de samtidig er forestillingens clou? Der er dækket op til fest, og både fest og tømmermænd får vi med Mads Rømer Brolin-Tanis sprudlende Kurt, der langsomt snøres ind i sine manisk gentagne tirader. Med Kenneth M. Christensen pumpende heman-reporter Wulff, der kaster rundt med Sigurd Holmen le Dous forsigtigper i sejlersko, Torben (gæt, hvem der ler sidst). Med Jonathan Bergholdt Jørgensen, Casper Frederik Dyhr Crump og Morten Christensen som hhv. opportunist, selvmedlidende drukmås og boheme.

Stine Schrøder Jensen løfter sin svære rolle som ene høne i kurven med en positur og pondus, der er Emma i Rottehullet værdig, men Bittens tekster kommer selvfølgelig ikke i bladet, lige meget hvor meget hun er one of the boys. Sjovest af alle er Mikkel Arndt som Viffert, redaktionens mest frygtløse gonzo-artist. Ingen udfordring er ham for vanvittig, og inden det går ham grueligt galt på Midt om natten-måden, fyrer han blandt andre skønne øjeblikke den mest grotesk opkørte kokainrus af. Det er hysterisk morsomt – er der mon ikke snart nogen, der giver den mand en hel farce at give gas i.

Det bliver et ja tak til 70’er-nostalgien herfra. Mest for skuespillerne, men også med respekt for iscenesættelsens nuancering, der nok har fokus på mændenes hedonisme, men ikke overser kvindernes marginalisering og den potentielle afstumpethed i en tid, der var fuld af frisind – for nogle.

Se forestillingstrailer her.