Del

Betty Nansen Teatret søger en forestillings- og produktionsleder til at indgå i teatrets produktionsafdeling. Vi søger et engageret teatermenneske, som har lyst til at arbejde i et legende hus med høje ambitioner for teatret som levende kollektiv kunstart. 

Forestillings- og produktionslederen er en nyoprettet, fast stilling og vil fungere som hhv. forestillings- og produktionsleder på udvalgte projekter. 

Som produktionsleder vil man være ansvarlig for det enkelte produktionshold og for produktionens gennemførelse som helhed. Det er produktionslederens ansvar, at alle kender til formålet, betingelserne og rammerne for projektets gennemførelse og at koordinere samarbejdet mellem de enkelte afdelinger, samt medvirke praktisk på gulvet.

Som forestillingsleder vil man være ansvarlig for planlægning og vil afvikle de daglige prøver og forestillinger med tæt kontakt til det kunstneriske hold samt have ansvar for og praktisk arbejde med rekvisitter.

Som udgangspunkt vil man fungere enten som produktions- eller forestillingsleder på de enkelte projekter. Balancen mellem produktionsledelse og forestillingsledelse vil være skiftende fra sæson til sæson jf. teatrets repertoire og øvrige aktiviteter. Teatret har allerede en fastansat produktionsleder og en forestillingsleder, som bliver nærmeste kolleger.

Ansvarsområder

På projekter, events og forestillinger vil man have følgende primære ansvarsområder:

  • Produktions- og prøveplanlægning. Herunder planlægning for eksterne teknikere.
  • Ledelse af skitse, model og projekteringsproces.
  • Ledelse af produktionsmøder.
  • Intern kommunikation på projekterne herunder kommunikation med det kunstneriske hold.
  • Overholdelse af produktionsbudgetter udarbejdet af teatres produktionsleder.
  • Ansvar for og praktisk afvikling af audition, workshops, prøver, forestillinger og events. Herunder ansvar for at afvikling foregår på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde og på overenskomstmæssige vilkår.
  • Udarbejdelse af forestillingsrapporter, APV m.m.
  • Anskaffelse af rekvisitter og effekter, som skal benyttes i forestillinger og events. 
  • Godkendelser hos myndigheder.

Forestillings- og produktionslederen referer i det daglige til teatrets produktionsleder og samarbejder med produktionslederen om følgende opgaver:

  • Planlægning og budgetlægning -opfølgning af de enkelte projekter, events.
  • Indkøb af teknisk udstyr.
  • Drift af teatrets bygninger.
  • Kommunikation med myndigheder.

Forventninger

Vi forventer, at ansøger:

  • Har dokumenteret erfaring som forestillings- eller produktionsleder på et eller flere teatre.
  • Har erfaring med projektledelse og økonomistyring.
  • Har faglig sceneteknisk viden.
  • Har praktisk erfaring med afvikling af små og store teaterforestillinger – og lyst til at være på gulvet.
  • Har fokus på og viden om arbejdsmiljø og sikkerhed for medarbejdere og publikum.
  • Har lyst til at arbejde i et hus, der udvikler unikke produktionsprocesser tilpasset det enkelte projekt.
  • Er god til at kommunikere og evner at bevare overblikket og overskud til at se de enkelte mennesker i en hverdag med mange forskellige opgaver.  

Vi tilbyder:

  • En plads i et kunstnerisk arbejdsfællesskab med højt til loftet og mod til at gå nye veje.
  • En arbejdsplads med fokus på trivsel, work/life balance og arbejdsmiljø samt gode kolleger, som brænder både for deres eget fag og for teatret som kunstart.
  • Mulighed for at forme egen stilling i samarbejde med ledelsen herunder tid og ressourcer til at deltage i relevant efteruddannelse.

Stillingen er en fuldtidsstilling. Løn og ansættelsesvilkår fastsættes efter TL-overenskomsten.

Sådan søger du:

Stillingen søges elektronisk ved at maile til job@bettynansen.dk. Din ansøgning kan betragtes som modtaget, når du har modtaget et autosvar. Vedlæg kopi af CV, evt. eksamensbeviser og meget gerne referencer fra tidligere arbejdspladser, som vi må kontakte i forbindelse med ansøgningsprocessen.

Ansøgningsfrist er søndag d. 29. maj kl. 12. 

Vi forventer at afholde samtaler i uge 22 og forestiller os tiltrædelse 1. august 2022.

Kort om Betty: 

Betty Nansen Teatret er et teater under Det Københavnske Teatersamarbejde med 2 teaterhuse og 4 scener på Frederiksberg. 

Teatret har følgende profil:

Nye eksperimenterende fortælleformer og kunstneriske alliancer, nyskreven dramatik og klassikere læst på nye måder.

Teatret skaber forestillinger på tværs af kunstarter og giver tid til samskabelse i alle faser. Alle produktioner udvikles i unikke procesdesigns, som blandt andet består af en række workshops forud for prøveforløbet.

Læs mere om Betty her.

Vil du vide mere om stillingen:

Kontakt Produktionsleder, Anders Sylvest på tlf.  28 68 40 64 eller anders@bettynansen.dk