Del

Vanitas

17. - 26. jun 2022

Den Frie Udstillingsbygning

Jules Fischer har i samarbejde med TOASTER og Den Frie Udstillingsbygning begået et nyt visuelt værk som hyldest til queer- og transfællesskabet og til alle andre, der søger efter forandring for at blive hele. Titlen Vanitas refererer til forgængelighed i en nyfortolkning af barokke stillebenmalerier. Til gengæld er der intet, der visner og rådner i mørke her. Som en levende collage fyldt med dans, dufte, følelser, ord, musik og sang hyldes det nonbinære og transformative.

Vanitas foregår i kælderetagen, hvor et stillads er stillet op i hesteskoform. Publikum kan i princippet bevæge sig rundt, men vælger at sætte sig på gulvet eller at stå langs væggene over for stilladset. Det er et rum, man kan vente sig lidt af hvert fra, fornemmer man. Lyset kommer fra fire, hvide faste spots i loftet, så intet henligger i mørke. En madrigal fra barokken af Carlo Gesualdo fylder rummet fra en fjern fortid, hvor mænd og kvinder klinger som mennesker, og ikke som køn. 

Fire performere poserer omkring en kasse foran os. Vi ser dem, de ser os, grænserne er flydende. Vi hører ordene ”don’t be afraid”. Det ligner harmoni i et stilleben af noget, der kan visne hen, men kun for at nyt kan opstå. Gruppen går hver til sit og kommer tilbage løsrevne og søgende. Én bevæger prøvende kroppen til popmusik, mens en anden stryger en hånd over hoved og ansigt flere gange. Tekster som ”Baby it’s liquid”, ”Open your eyes” og ”run, run run” fortæller om flydende identiteter, transformationer og smerte. 

Intet er for evigt

Flertydige narrativer udfolder sig i rummet på én gang i konstante afsøgninger af nye relationer og bevægelser, der gentages for så at dø ud igen. Når solbrillerne kommer på, kan performerne stirre længe ind i publikums øjne med nye perspektiver. Stemninger og sindstilstande understreges af lydcollager af skiftende musik og tekst, mixet af Jules Fischer ved en lydpult under stilladset. 

Ani Bigum Kampe lægger sig stille som i en puppe midt i 2. publikumsrække omgivet af sin flok, som er publikum. På skift ligger performerne afmægtige på stilladset som efter en ”knock out” i en boksering, men når vingerne atter foldes ud, er det til et transformeret selv. Kai Merke snurrer og snurrer euforisk og Andreas Haglund kaster kroppen forover og ryster armene igen og igen.

Julienne Dokos transformation går fra at mærke egen styrke gennem karatearme til at være en selvsikker fugl fønix på bjerget iført en kort, kraftig jakke med lange, nittebelagte ærmer. Kostumedesigner Camilla Linds mange lag af brugt tøj er beskrevet som ”erfaringslag, der vækker andre kroppe og tider til live for igen at forgå”. Der er bamsestøvler, lange sportsstrømper, korsageligenende toppe, nederdele og blå shorts. Afstemt æstetisk, men helt individuelle. 

Vanitas. Jules Fischer. Foto: Loui Ladegaard
Vanitas, Jules Fischer, Toaster. Foto: Loui Ladegaard

Ambivalensen i transformationen

De fire udtryksfulde performere rummer til sammen hele paletten som stemmecoach, komponist, koreografer og dansere. De har været med i Jules Fischers skabelse af værket, der som tidligere værker udtrykker en søgen efter at blive hel i en verden dikteret af konformitet og binære dagsordener. Værket kan derfor ses som Jules Fischers egen transition som transperson og nonbinær og skaber dermed et rum, som ikke mindst et queer publikum kan spejle sig i.  

Ambivalensen er til stede i alle bevægelser og relationer på scenen, så vi som publikum mærker rastløsheden i søgen efter intimitet og autentisk meningsfuldhed. Ani Bigum Kampe synger sin udgave af Ocean Vuongs digt: ”I swear, you will wake” ledsaget af kor fra de øvrige. Der danses, synges og tales i både samlede og modsatrettede optrin. Dufte af cedertræ, basilikum, bivoks og patchouli breder sig og pirrer sanser og minder.

Forgængelighed og livscyklus er centralt i værkets mange gentagelser, der både går i ring og af og til løber panden mod en mur. Som livet selv lover det hverken logik eller forløsning. Håb opstår i glimt, og digtet fortsætter: ”Don’t worry. The most beautiful part of your body is where it’s headed”. Ani Bigum Kampe synger liggende, mens de andre omringer hende og sangen afsluttes i et gruppekram, et tilhørsforhold, et ståsted. ”I hope you make it home,” siger verset. 

Det barokke i det nutidige

Jules Fischer arbejder i feltet koreografi og billedkunst med en stor interesse for barokken og det transformative. I 2021 vistes fx operaperformancen Dryppende Stof. De modige performere skaber ikke værker for at please, men insisterer på også at inkludere det skæve, det grimme og det smertefulde. Derfor er værkerne vigtige for at fejre diversiteten og mangfoldigheden af perspektiver, oplevelser, udtryk og meningsfuldheder. 

Præmissen for de mange samtidige optrin er, at publikum ser med forskellige perspektiver, som det ofte tilstræbes af kunstneren. Der kan opstå et stilleben i et hjørne eller et intenst møde på tomandshånd i et andet, mens publikum i midten ser en styrthjelm komme ind i billedet. Publikum kan flytte sig, men gør det ikke.

De decentrale perspektiver af rumligheder, fordybelse, intimitet, poesi og underfundigt barokke bæres stærkt af performerne selv uden medfortolkende lysdesigns. De mange transitioner, kropsligt, visuelt og musikalsk fremhæver værkets collagefornemmelse og det transformative, såsom fritonal sang oven i barokmusik og musik, der afbrydes abrupt ved slutningen. Alt, hvad der lugter af konformiteter, ændrer kurs og holder sig frit flydende i et binært univers. 

Koncept og koreografi: Jules Fischer. Konsulenter: Kai Merke, Andreas Haglund, Julienne Doko og Ani Bigum Kampe. Videodesignere: Jules Fischer og William Andreas Wivel. Fotograf: Loui Ladegaard. Kostumedesigner: Camilla Lind. Komponist: Matilde Böcher. Lyddesigner: Jules Fischer. Teknisk support: Hannibal Andersen. Producent: Toaster. Co-producenter: Jules Fischer og Den Frie Udstillingsbygning.

Medvirkende: Andreas Haglund, Ani Bigum Kampe, Julienne Doko og Kai Merke.

Kan opleves i Den Frie Udstillingsbygning 17. - 26. juni 2022.