Fra 2. – 6. august 2022 indtager Vildskud Festival for uafhængig scenekunst København med fire scener fordelt i hele byen. For tyvende år i træk hylder Vildskud den scenekunstneriske kreativitet i en tid, hvor hyldest i den grad er tiltrængt.
Årets forestillinger
Astrid og Lotte præsenterer What Fires Together Wires Together. Med udgangspunkt i psykologen Donald Hebbs teori fra 1949; “What fires together wires together”, tages du med ud i spændingsfeltet mellem dans/bevægelse og naturvidenskab.
Teater Mannequin præsenterer Vild Med Mig. Velkommen til et univers i kærlighedens navn. Vi inviterer dig ind i en intim, musikalsk og glimtende undersøgelse af selvbilleder, kærlighed og higen efter at blive set, hørt og rørt.
WHERE IS THE RABBITHOLE præsenterer RE-BIRTH. To erfarne genfødselsguider vil tage dig med på rejsen i dybet og remodulere dit DNA i en sanselig oplevelse.
Kopfkino præsenterer GO GO YO-YOKU. Tre unge mennesker, som bor sammen i en treværelses lejlighed, skammer sig på hver deres måde over at være et menneske i proces. De forsøger desperat at finde sig selv, men når sandheden føles skamfuld, er det lettere at ty til den hvide løgn.
SPRÆNG danseteater præsenterer Det levende rum. Sat uden for samfundet opdager de, at de er overladt til dem selv, at der ingen begrænsninger og konsekvenser er, ved at følge deres menneskelige drifter. Sproget forsvinder, og fysikken tager over. Velkommen til den store driftsfest.
KILL YOUR DARLINGS præsenterer Mand Ligger Som Man Har Redt. Hierarki, skyld, tabu, magt og maskulinitet bliver sat på en spids i et rum, hvor alt er velkomment. Både de sarte og følsomme momenter, samt vold, druk og alt derimellem.
Junos Disciple præsenterer Frygten For Ikke At Leve. Kan vi leve et helt liv, og aldrig blive bange? Kan vi give afkald på frygten, uden at give afkald på os selv? Hvor smal er linjen mellem drøm og mareridt? I et drømmeunivers bliver mennesket undersøgt uden frygt.
Der er mere
Vildskud Festival inviterer i år til åbningsceremoni tirsdag d. 2. august kl. 16:00 på TEATERhuset med fejring af vækstlaget og festivalen for at belyse de sårbare emner, ny dansk dramatik og fremtidens teater – samt lidt godt til ganen.
Vækstlaget er fremtiden og har meget på hjerte. Lad os fejre at det nu løber af stablen for tyvende gang!
Se program og spillesteder for Vildskud Festival her.