★★★☆☆☆ Hamlet – klassiker på den klassiske måde

Hamletscenen har inviteret Hamlet South African Company til Kronborg på årets Shakespearefestival. De kommer med en maritim inspireret udgave af Hamlet, der forløses i traditionel stil og næppe vil stå tilbage som en af festivalens skelsættende hovedforestillinger.

Nogle gange ønsker man, at Hamlets mor og onkel-stedfar blot ville lade ham rejse tilbage til Wittenberg og studere, så man ikke atter skal gennemleve den fulde tragedie i en uoplagt forestilling. Sådan er det ikke helt med den sydafrikanske version, der spiller på årets Shakespeareforestilling på Kronborg. Men ligefrem inspirerende er opsætningen heller ikke.

Maritimt metalag

Makkerparret bag Hamlet South African Company, Marcel Meyer, der spiller titelrollen, og instruktør og scenograf Frederick William Abrahamse har ladet sig inspirere af en tidlig dokumenteret opførelse af Hamlet. I 1607 blev den nemlig opført af mandskabet på skibet Red Dragon ud for Sydafrikas østkyst. Den historiske begivenhed er tænkt som et metalag om forestillingen, der fordobler dramaets indbyggede metalag, hvor en skuespillertrup på Hamlets foranledning mimer hans version af farens død og dermed bekræfter hans mistanke onklens andet i den.

Truppen får ikke meget ud af dette ekstra søfartslag. Det bliver – af gode grunde, da sømænd i 1700-tallet overvejende var mænd – en opførelse med kun mandlige spillere, dvs. en traditionel Shakespeareopførelse, som den oprindelig var. Det taler ind i vor tids gender bender, men uden en for mig aflæselig pointe. Pointen skal vel også nærmere findes i metagrebet, der reflekterer Hamlets eget spil. Er han gal? Er han ikke? Spiller han skuespil eller mener han hvert ord, han siger?

Som en isoleret ø

Den kobling ligger lige for i iscenesættelsens dramaturgi, der – som det også ofte er set før – indleder med dele af skuespilscenen. Rammen er sat til et spil i spillet i spillet, men ideen følges ikke op og sømandslaget forbliver derfor blot netop det – en ramme. En ramme, der udfoldes scenografisk med vand omkring scenen, sejl som baggrund og et lydspor, der knager og duver – uden rigtig at bringes i spil.

Som en isoleret ø ligger scenen i den storslåede ramme med Kronborg knejsende bag og en rosa-blå himmel med drivende skyer over. Skibet er et fængsel, som Danmark jo udråbes til at være i Shakespeares tekst. Men det forbliver ved den type 1:1-associationer, der ikke giver teksten mere dybde eller tager den nye steder hen.

Gedigent, men traditionelt 

Det samme gælder spillestilen og iscenesættelsen. Det er gedigent, men også meget traditionelt. Marcel Meyer har i titelrollen godt fat i det gales uforudsigelighed, men hans karakter ejer ikke meget af den tvivl, der for alvor kan martre rollen og give den sprængfarlige nuancer. Omkring ham er Michael Richard stout som Kong Claudius – ingen angst for konsekvens spores i ham, mens Lungile Lallie får flere facetter ind i sin Dronning Gertrud. Tailyn Ramsany gør en udmærket, konspirationstænkende Polonius, Jeremy Richard og Matthew Baldwin dækker sikkert de fleste øvrige roller og er sammen et yndigt-uhyggeligt par som Rosenkrantz og Gyldenstjerne.

Det er ikke dårlige skuespillere, men det er meget traditionel forestilling, der trods metaambitionen ikke rigtig tilfører Hamlet-traditionen noget. Vi er lysår fra Det Kongelige Teaters skarpt moderne genrelegende version fra forrige sæson. Der er intet galt med en gedigen Hamletforestilling, da teksten kan bære meget i sig selv, og forestillingen kommer – skal retfærdigvis siges – med gode anmeldelser i ryggen. Jeg synes, den lover mere, end den indfrier, og især ærgrer det mig, at Hamletscenen, der har bragt så mange nyskabende, internationale forestillinger til Helsingør, ikke helt har ramt plet denne gang.