ISCENE bad Madame Nielsen forklare sine tanker om, hvorfor og hvordan jorden vil gå under, samt hvilke kunstneriske greb, der findes i forestillingen Verdensfrelserinden. Svaret er kommet i form af denne monolog.
Slutningen! siger de. Hvordan ender det hele? Fortæl! siger de. Som om jeg var Sibyllen, der skjult i min forestillings grotte kunne forudse fremtiden og verdens ende. Det er jeg. Det kan jeg. Fortæl! siger de. De kan slet ikke vente. Som børn er de, som børn juleaftensdag. Fortæl! siger de. Nu skal I høre, siger jeg. Og straks er der stille. Dødsstille. Tys. Ikke en lyd:
Der var engang, siger jeg, men det er der ikke mere. Fremtiden er nu og her. Slutningen?! spørger I. Men I sidder jo midt i den. Hver morgen, når I vågner, er den allerede i fuld gang. I ligger, som I har redt, siger jeg, I ved det, men I bliver ved med at lade som ingenting. Hvert år bliver somrene en smule varmere, marker tørrer ud, isen smelter, insekter forsvinder, sommerfuglenes flagren af farver falmer, de bliver færre, det sker overalt omkring jer, det er bare at række ud … Men I lader som ingenting, ingenting skal der til for at stjæle jeres opmærksomhed: en krig, en lille prisstigning, varm luft og gas, et VM i Qatar, og I har allerede glemt, at I just lovede jer selv og hinanden, at vi vil ændre vores liv!
Dette er slutningen, siger jeg, The End. Det er ikke længere mig, men jer, der fortæller Historien. Forestillingen er ikke længere min. Værsgo! siger jeg, jeg giver jer ordet, det sidste, I får ikke flere, når det sidste ord er sagt, så er der ikke mere at sige, så er resten brændende skove, sult, tørst, mennesker på flugt fra krige, der selv flygter fra andre krige, børnene dør i jeres arme, deres skrig kan ikke skilles fra jeres, hør!
Og så skriger de, skriger deres børns navne ned mod mig, ned i min sorte hule, der er som Platons hule, og jeg samler børnenes navne op og skriver dem med kridt på hulens sorte bagvæg. En ark, siger jeg, vi bygger en ark og fylder den op med navnene på vores børn, vores elskede, de umistelige, en ark, der kan fragte de elskede ud af dette brændende sidste nu og ind i det, der kommer efter …
Åh! råber de, så kommer der alligevel noget efter? Efter tiden? en ny verden? Fortæl! råber de.
Ordet er jeres, siger jeg, det er nu helt op til jer. Hvis der skal være en dag efter denne, en tid, når al tid løber ud, en verden efter den verden, der nu går under, så må I skabe den, nu og her i dette rum, denne sorte hule i en gammel slagtehal i den brune kødby. Kom! siger jeg, lad os sammen sværge, at vi vil ændre vores liv, nu og her. JA! råber de, lad os sværge!
Og så sværger vi, sammen, og så går vi i gang, og forestillingen skal rumme den ny verden. Det er vores ansvar, det sværger jeg, thi jeg er Verdensfrelserinden. Kom! siger jeg. Til hvem? Til al verden, menneskene, også til dig. Ja, dig! Jeg taler til dig! Kom, siger jeg, det er nu og aldrig: Vi vil ændre vores liv!
Og du kommer. Jeg ved det. Du kommer!
