Med 9 epistler og en bolle med smeltet ost har Teatret Gruppe 38 i samarbejde med madkunstner Jakob Vinkler iscenesat et forunderligt, vellykket middagsselskab, hvor alle sanser tilgodeses gennem følsom musik, poetiske omgivelser, fine fortællinger og forskelligartede smagsindtryk i de blomsterprydede serveringer.
Lad mig komme med svaret med det samme. Ja, vi fik en bolle med smeltet ost. Blandt andet, for vi fik langt mere end det i løbet af de cirka 2,5 time, den nyeste oplevelse på Teatret Gruppe 38 varer.
9 epistler og en bolle med smeltet ost er ganske svær at genrebestemme. De ni epistler leveres i velkendt Gruppe 38-stil af Bodil Alling selv, der indtager rollen som værtinde ved aftenens middagsselskab. Hun underholder undervejs de 28 gæster om det cirkelformede bord med sine fortællinger, sine “ni breve til en mindre forsamling,” som hun kalder dem. De er væsensforskellige, men kredser alle om begrebet overgange. Overgang fra lyse nætter til vintermørke. Fra liv til død. Fra ungdom til alderdommens glemsel.

Gennemført som en drøm
“Hvordan kan vi være sikre på, at vi ikke bare drømmer, at vi sidder her lige nu?” spørger Bodil Alling med vanlig finurlighed. Og der er der også noget særdeles drømmende over den iscenesatte middag. Rundt om os er der kulsort, næsten uendeligt mørke. Over vores hoveder hænger et klæde formet som en enorm, hvid parasol, hvorpå der kan kastes organiske skygger fra små planter på en lyskasse, eller projiceres videoklip med store, røde valmuer, bølgende hav og hvide lammeskyer, der driver over en blå himmel.
Bordet er smukt draperet med hvide duge, der som et ustyrligt islandskab bugter sig hele vejen rundt langs cirklens inderside. Ud for hver eneste plads er fæstnet en lille lampe. Hver med en let gennemsigtig, halvrund skærm i rød-gule nuancer, som kaster et poetisk skær over hele sceneriet, der ved første øjekast kan synes lidt kaotisk.
Det er dog intet tilfældigt over bordenes kaos. Det hele er iscenesat ned til mindste detalje. Fra fortællingernes samspil med maden til stemningsskiftene i det velfungerende lydbillede og lysets næsten umærkelig men effektive blænden op og ned.

Fem blomsterprydede retter
Kombinationen af mad og teater er – selvom man ikke støder på den hver sæson – ikke ny. Fx skabte Line Tjørnhøj i 2017 spiseoperaen Agony og Teater Republique iscenesatte i 2018 Babettes Gæstebud. Til 9 epistler og en bolle med smeltet osthar madkunstner Jakob Vinkler været involveret i hele iscenesættelsesprocessen, hvilket giver oplevelsen en helstøbt sammenhæng mellem alle de mange elementer
Således spænder aftenens fem serveringer ganske bredt. Fra en (heldig) kartoffel med cremet fyld, der hviler på en spiselig og særdeles smagfuld “jordbund”. Over lækkert knasende, bagte kastanjer i en kraftig fond med små svampe og sprøde, syltede rødløg. Til den søde afrunding med farverige lagkager, hvorfra blomsterstængler rejser sig stolt som kronerne på værket. De fem serveringer er vidt forskellige, men har alligevel en tydelig, samlende botanisk tråd hele vejen igennem. Fra små kunstværker skabt af kronblade på madbrødene til de stolte blomster på kagerne til slut.
LÆS OGSÅ: Smag på erindringen – Madteater på plakaten

Oplevelse for alle sanserne
Bodil Alling taler om at miste. At savne. “Du skal slukke telefonen og tørre mine tårer væk, så jeg aldrig mere mister fatningen,” siger hun. Vi hører lyden af et buldrende tog. Den afløses af Søren Søndbergs klaverspil og en utroligt stemningsfuld, jazzet sang fra Laura Stubbe Teglbjærg, der dukker op ud af mørket i en skarpt aftegnet lyskegle.
Bodil Allings fortællinger byder på små og store tanker, små og store oplevelser, der samles smukt til en helhed. Vi lærer, at kartofler kan leve for evigt, hvis bare de får lov at blive “oldtudsegamle”. Vi lærer, at ikke alle sørgende kan sætte ord på den afdødes særlige kendetegn. Vi lærer at være taknemmelige for en bolle med smeltet ost. Vi lærer at åbne vores sanser og bare være til stede.
9 epistler og en bolle med smeltet ost får deltagerne til at lytte til fortællingerne, mærke musikkens påvirkning på kroppen, fornemme de utallige smagsindtryk, hver enkelt bid giver, og at sidde ved et bord med fremmede og dele en helt særlig oplevelse. Tænk, hvis alle middagsselskaber kunne være sådan!
Fakta:
Skabt af:
Skuespiller/dramatiker: Bodil Alling. Madkunstner: Jakob Vinkler. Komponist/musiker: Søren Søndberg. Vokal: Laura Stubbe Teilbjærg. Tekniker/opfinder: Søren la Cour. Bygger: Lars K. Olsesen.
Spiller på Teatret Gruppe 38 24. – 28. august 2022.