Den Umulige Samtale bringer mennesker sammen om naturen – hvis de vil

Metropolis – Københavns Internationale Teater har siden maj rejst omkring i Danmark med deres Talking Landscapes, der byder på tre forskellige samtaleformater. ISCENE besøgte turen i Randers for at deltage i Den Umulige Samtale.

En lidt grå lørdag formiddag mødes en lille flok på blot fem deltagere i foyeren til Kulturhuset i Randers. Vi skal alle deltage i Den Umulige Samtale, som er en del af Metropolis’ Talking Landscapes, der lægger op til at gentænke vores forhold til hinanden, til omverdenen og til naturen gennem iscenesatte samtaler i det danske landskab.

I de foregående dage har Metropolis afviklet flere samtaler under Talking Landscapes på to andre lokationer i Randers med op til 40 deltagere pr. gang. Men denne lørdag er det en lille, sluttet kreds, der er dukket op.

Historiske omgivelser

Dagens guide er performer Annika B. Lewis, der leder os på en gåtur op til Skovbakken i Randers. På en skråning i lysningen mellem grønne løvtræer er skabt en form for amfiscene. Gennem tiden har Skovbakken huset både en tesalon, et dansested, været mødested for danskere under Anden Verdenskrig og har huset flere arrangementer under Randers Festuge. Denne lørdag stiller vi skamler i en cirkel øverst på bakken under træerne, hvor vi skal afvikle Den Umulige Samtale.

Dagens deltagere er alle kvinder. Og før vi forlader Kulturhuset spørger jeg et par af dem, hvilke forventninger de har til den forestående oplevelse. Den ene er Inger Dan-Weibel, der har hørt om Talking Landscapes via det bofællesskab, hun bor i. ”Det lød rigtig spændende på et niveau, hvor jeg tænkte, at det ville jeg gerne. Især det med det lokale i det nationale, som præger projektet,” svarer Inger Dan-Weibel og tilføjer: ”Jeg har ikke anden forventning end en styret samtale. Der er helt sikkert en tanke bag, og det finder jeg ud af.”

Også Grethe Thuesen, der er en anden af dagens deltagere, er spændt på, hvad den forestående oplevelse vil byde på. ”Jeg er i en læsegruppe, hvor én af de andre havde hørt om det og fået billetter til os,” forklarer Grethe Thuesen, der er uddannet i Randers, men derefter var væk fra byen i 30 år, før hun igen flyttede tilbage. ”Jeg regner med en tur til Skovbakken. Jeg er nysgerrig og kan godt lide at høre om Randers. Men helt ærligt, så ved jeg ikke, hvad jeg skal forvente.”

LÆS OGSÅ: Trevor Davies: “Kunsten skal respekteres som en samfundsrelevant magtfaktor”

Let usikkerhed i trygge rammer

Ingen af dagens deltagerne er sikre på, hvad dagens program byder på. Somme tider er det en fordel, når det betyder, at man møder op til noget med et åbent sind. Når man er klar til at deltage fuldt ud. Andre gange kan det give anledning til tøven og usikkerhed hos deltagerne. Og denne lørdag ses lidt af begge dele.

Heldigvis er Annika B. Lewis imødekommende og åben i sin tilgang til dagens program. Da vi alle er placeret i cirklen, introducerer hun programmet. Den Umulige Samtale er en samtaleteknik, der stammer helt tilbage fra jesuitter-munkene, og som især sikrer, at alle kommer til orde, og alle husker at lytte. Samtaleformen består af tre runder. Først skal vi reflektere, skrive ned, læse højt og lytte til de andres tekster. Dernæst gentages dette, men med udgangspunkt i det, der netop er blevet læst højt. Og til slut er der fri samtale i den lukkede kreds. Intet er forkert, og alle skal lytte i tavshed uden at kommentere, forklarer Annika B. Lewis. Vi vælger selv, hvad vi vil skrive og læse højt. Vi vælger selv, hvad vi vil dele. Det lader til at give en vis tryghed.

Den Umulige Samtale skal vælges aktivt til

Mens vi sidder under det grønne løvtag med fuglenes kvidren og den konstante lyd af trafikstøj som baggrundstæppe, tager solen langsomt over fra morgenens gråvejr. Smukt, gyldent-grønligt lys stråler ned omkring os og skaber en eventyrlig stemning, som kun naturen kan gøre det. Hvis man som deltager køber ind på hele projektets grundtanke om, at samtalen kan være med til at ændre forholdet mellem mennesker og natur, virker det næsten magisk.

De to første runder glider let. Her deles barndomsminder, sjove anekdoter og konkrete oplevelser, der på den ene eller den anden vis er forbundet med naturen. Men da vi når til tredje og sidste del, som er den frie samtale, daler energien en smule. Hvad skal vi tale om? Og hvorfor? Der er altid mindst én i en gruppe, der gerne tager teten og lægger ud. Sådan er det heldigvis også her, hvor samtalen bevæger sig fra tanker om lys og mørke og årstidernes skiften, videre til tanker om, hvorvidt evnen til at manifestere bliver stærkere i naturen, for igen at fortsætte til en længere snak om, hvordan man er i naturen i dagens teknologiske, kontrolfikserede verden. Om mobiltelefoner, planlægning og nutidens børns forhold til naturen.

Fuldstændig som i de fleste andre sammenhænge – demokrati fx – er en væsentlig præmis for, at Den Umulige Samtale skal være en succes, at alle deltagerne vælger den aktivt til. Vi bliver da også alle indledningsvist spurgt om, om vi vil være aktive og deltage i samtalen. Alligevel er flere næsten tavse i den tredje del. Og en enkelt vælger at gå før tid, selvom Metropolis på deres hjemmeside understreger vigtigheden af, at man bliver fra start til slut. Det er tydeligt, at man klart får mest ud af samtalen, hvis man går fuldt og helt ind i den.

Oplevelsens kvalitet formes af ens eget ståsted

Da den frie samtale er slut efter ca. 40 minutter, begiver vi os igen i samlet flok tilbage til Kulturhuset. Her er lagt an til mere fri snak over en skål dampende varm suppe. Samværet med andre mennesker – nogen, der måske for få timer siden var fremmede – er en væsentlig del af oplevelsen i Talking Landscapes. Vi skal være åbne for nye indtryk, nye mennesker, nye syn på verden.

Kort før vi alle igen går hver til sit, spørger jeg igen de to deltagere, hvad de hver især fik ud af dagens oplevelse. Her deres svar mere væsensforskellige. Grethe Thuesen, der mest af alt syntes godt om gåturen til og fra Skovbakken, følte ikke, at hun fik meget ud af samtalen. ”I første omgang var det fint, for der vidste vi jo, hvad vi skulle gøre. Men den sidste halve time kunne jeg ikke bruge til noget. Det, jeg havde siddet og tænkt, passede ikke ind i den samtale, der opstod. Der ville jeg gerne have haft mere styring,” siger hun.

Inger Dan-Weibel derimod er begejstret for oplevelsen. ”Jeg synes, at samtaleteknikken, hvor man stiller sig ind på at lytte mere end at tale, er givende. Jeg er en talende person, så det er vigtigt at øve sig i at holde fast i at lytte,” siger Inger Dan-Weibel, der også finder konceptet med gåturen frem og tilbage velfungerende. ”Bevægelsen – det med at flytte sig fra et sted til et andet – det var godt. Og så var det forbavsende, hvor ens så forskellige personer tænker. I det hele taget fungerede den styrede samtale virkelig godt,” afrunder hun.

Som med alle andre oplevelser, så kommer det meget an på den enkelte deltagers tilgang og ståsted, hvordan oplevelsen former sig og opfattes. Med Den Umulige Samtale under Talking Landscapes har Metropolis i hvert fald skabt nogle velfungerende rammer til, hvordan mennesker kan mødes og tale sammen om naturen.

Læs mere om Talking Landscapes her.

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Metropolis med fuld redaktionel frihed for ISCENE.