Del

Verdensfrelserinden

16. sep - 1. okt 2022

Sort/Hvid

I Madame Nielsens Verdensfrelserinden mødes vi af en Nielsen, der er lige dele gammeltestamentlig profet og Greta Thunberg, Messias og Verdensmoder. Det foregår i et liminalt rum, på kanten af vores egen fortabelse eller omvendelse – umiddelbart inden verdens undergang, som vi forstår til dels skyldes vort eget hykleri. Men mor er ikke vred, hun er skuffet. 

Det er næppe nogen hemmelighed, at man interagerer med Nielsen på Nielsens præmisser, uanset om det er på scenen eller ej og Verdensfrelserinden er ingen undtagelse.

Tidligt i forestillingen tilbyder hun os en sidste chance for at redde os selv og verden, ved at få plads på en ny Noahs ark, der skal overleve undergangen. Nielsen gør dette i ren skolelærerinde-stil ved at skrive passagerernes navne med kridt på scenens sorte bagvæg. 

Voksendåben

Episoden fungerer godt, ved tidligt at etablere et fællesskab med publikum. Nielsens blanding af jovial charme og asketisk strenghed formår samtidig at forstærke den magtbalance, der behøves for, at vi følger hende videre gennem forestillingens fabelagtige rutschebanetur af håb og håbløshed. 

Kort efter inviteres vi til, i fællesskab med Nielsen, at fremsige en ed og afsværge vort hykleriske overforbrug og fremover leve efter foreskrifter som ”vi sammen vil finde frem til.” At eden fremsiges inden man som deltager ved præcis, hvad det er, man lover, vækker mindelser om den kristne barnedåb, hvor et spædbarn, der ikke selv kan forstå eller tale, gennem en voksen repræsentant afsværger djævelen og alle hans gerninger. 

Verdensfrelserinden, Sort/Hvid, Teater Momentum og The Nielsen Movement. Foto: Emilia Therese
Verdensfrelserinden, Sort/Hvid, Teater Momentum og The Nielsen Movement. Foto: Emilia Therese

Den Menneskelige Frelser

Forestillingen har flere selvbiografiske indslag. Nielsens minder om naturoplevelser med sin søn og sorgen over at vide, at den natur, de begge elsker så højt, vil blive ødelagt, inden drengen bliver voksen, giver os et sårbart indblik i deres privatliv, der i stedet for at underminere hendes autoritet som ritualleder, prædikant, profet og frelser, kun understreger hendes menneskelighed og styrker projektet.

Ligeledes bruger hun minder fra en dag med den franske tænker Bruno Latour til at opridse dele af hans filosofi. Dette gør hun ved at tegne en model i form af en omvendt trekant, der påfaldende minder om en inverteret version af treenigheden og et symbol på det feminine. I stedet for at pege op, mod himlen, vender den nedad og ender på scenegulvet under hendes fødder, hvorfra, argumenterer hun, den egentlige forandring i verden må komme. Fra det nære. Fra jorden. Fra vore egne liv. 

LÆS OGSÅ: Madame Nielsen: “Dette er slutningen, siger jeg, The End

Nedstigningen til Helvede

Vi hører også om hendes tid i Tyskland, som nonne i den katolske Cistercienserordenen. Et ophold, der efter nogen tid, leder til frafald. Skuffelsen over de på overfladen verdensforsagende nonners smålige grådighed, leder hende direkte videre ned i syndens hule, en underjordisk natklub i Berlin. 

Denne del af forestillingen kulminerer med et musikalsk indslag, hvor Nielsen fremstår som en diabolsk figur badet i rødt lys, der svælger i alverdens nydelser. Episoden trækker på to bibelske temaer: den nytestamentlige idé om Satan som denne verdens fyrste eller gud – og myten om Descensus Christi ad Inferos – Kristus´ nedstigning i Helvede, der oprindelig stammer fra den apokryfe tekst Nikodemusevangeliet fra 400-tallet.

Ligesom Jesus genopstår Nielsen fra syndens helvede og stiger op til verden, med tydelig reference til Det Nye Testamente og genopstandelsen, da døren til natklubben er erstattet af en sten, der blokerer den hule, hun nu forlader. 

Verdensfrelserinden, Sort/Hvid, Teater Momentum og The Nielsen Movement. Foto: Emilia Therese
Verdensfrelserinden, Sort/Hvid, Teater Momentum og The Nielsen Movement. Foto: Emilia Therese

Det Liturgiske Teater

Verdensfrelserinden er en forestilling med mange religiøse referencer. Vi møder både glimt af oldgræsk offerkult og buddhisme. Men først og fremmest er forestillingen gennemsyret af kristent tankegods og referencer i en grad, at den næsten fungerer som en slags liturgi. 

Den liturgiske tilgang og det kristne grundmateriale efterlod mig dog med nogle spørgsmål. På det performative plan fungerede forestillingen virkelig godt, ligesom både scenografien, kostumerne og musikken var imponerende og nøje kurateret. Visse elementer fik mig dog til at spekulere over, hvorfor Nielsen havde valgt netop kristendom som både indholdsmæssig kode og visuelt formsprog. 

På trods af, at hun gennem hele forestillingen kredser omkring kristne myter, karakterer og æstetik, erklæres det dog, at ”Gud er død” og, at formålet er at aflive humanismen også, da den understøtter et antropocentrisk projekt, der ødelægger planeten. Nielsen vil intet mindre end at afslutte den antropocene æra og etablere en ”planetarisk frelsesreligion” med solidaritet på tværs af alle arter. Menneskets tab af tro nævnes som en af årsagerne til nutidens dårligdomme og det sekulære livssyn fremstilles som potentielt narcissistisk og med risiko for værdiforladthed. I stedet vil Nielsen have en ny ”religion uden Gud.” 

Verdensfrelserinden, Sort/Hvid, Teater Momentum og The Nielsen Movement. Foto: Emilia Therese
Verdensfrelserinden, Sort/Hvid, Teater Momentum og The Nielsen Movement. Foto: Emilia Therese

Hvorfor Kristendom?

Derfor undrede jeg mig også over, hvorfor så meget af forestillingen kredsede omkring Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, der om noget må betegnes som kilder til religion MED guder. 

Særligt savnede jeg en kritisk tilgang til kristendommens rolle som katalysator for kapitalismen (og vice versa) som den tyske sociolog Max Weber ellers så tydeligt diskuterede i sin indflydelsesrige bog Den Protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd (1905). Det nærmeste vi i Verdensfrelserinden kommer en kritisk tilgang til kristendommens rolle i kapitalismen er i en sang, der kredser omkring, hvordan Jesus-figuren bliver brugt og misbrugt i blandt andet overforbrugets navn. 

I lyset af sammenfaldet mellem klimafornægtelse og kristen kreationisme, determinisme og undergangslængsel er det også pudsigt, at netop Noahs ark optræder som en mulighed for frelse i forestillingen. Arken er i myten godt nok et guddommeligt indslag, men det er den globale totalødelæggelse nu engang også. 

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Verdensfrelserinden

Folkedrab og Økokatastrofe

En lignende reference, der undrede mig, var, da Nielsen i en sang opridser en lang række dyrearter, der vil blive udryddet og dvæler ved en mængde forskellige græshoppearter. Gentagelsen af ordet ”græshoppe” fungerer som analogi til menneskeheden, der ligesom græshopper slår sig ned og konsumerer, indtil alt er raseret, for derefter at flyve videre på deres ødelæggende færd. 

Vi siger i sangen farvel til græshopperne, men også til os selv og vi forstår, at vores ødelæggelse af den fælles klode er langt værre end græshoppernes. Men betoningen af græshopper i en så bibelsk inspireret forestilling kan ikke undgå, at minde os om, at disse insekter også ifølge myten i 2. Mosebog 7:11 var en af den gammeltestamentlige Guds plager over Egypten. Både Noahs ark og Egyptens plager er mytologiske greb hentet fra historier om, hvordan Gud begår folkedrab og forårsager økokatastrofer. 

Verdensfrelserinden, Sort/Hvid, Teater Momentum og The Nielsen Movement. Foto: Emilia Therese
Verdensfrelserinden, Sort/Hvid, Teater Momentum og The Nielsen Movement. Foto: Emilia Therese

Messiaskomplekset

I sidste ende byder Verdensfrelserinden ikke på nogen konkret løsning på den forestående undergang. Vi forlader dog Nielsen som medlemmer af et edsfællesskab. Vi er blevet døbt sammen og ligesom dåben bekræftes af konfirmationen antydes det, at vi nu som individer fremover selv må vælge, om vi vil bekræfte vores antikonsumeristiske dåb, eller om eden nærmere vil fungere mere som 2025 klimamålene og blive en tom hensigtserklæring uden kraften eller viljen til at ændre verden og afværge undergangen. 

På trods af, hvor eminent Nielsen fungerer som Verdensfrelserinde, er kristendommen dog efterhånden ved at være old hat som fælles referenceramme. Jeg frygter derfor desværre, at Nielsen, med valget af den altoverskyggende kristne referenceramme, fremmedgør lige så mange, som hun indfanger. Det er for så vidt ligegyldigt, om Nielsen har fået et messiaskompleks. Mere vigtigt er det, at Messiaskomplekset har fået en Madame Nielsen. Og hun beriger det betydeligt. 

Koncept: Madame Nielsen og Christian Lollike. Medvirkende: Madame Nielsen og Halvcirkel (Pernille Kristiansen (violin), Bettina Marie Ezaki (violin), Mika Persdotter (bratsch), Nicole Hogstrand (cello)). Iscenesættelse: Christian Lollike. Dramaturg: Anders Thrue Djurslev. Scenografi: Mie Riis. Lysdesign: Morten Kolbak. Lyddesign: Mads Emil Nielsen.