★★★★☆☆ Kansas, er du død? – prekariatet slår tilbage

Teater FÅR302’s mikroskopiske lokaler er rammen for tredje del af Kunstkollektivet FAMILIENs trilogi om klassesamfundet, Kansas, er du død? Kollektivet slår atter benene væk under mig med sin politiske scenekunst, der er både nytænkende, sylespids og hamrende underholdende.

Klukleende forlader jeg Kansas-museet. Måske ikke den mest oplagte respons på politisk teater, men FAMILIEN kan som få andre i det danske scenekunstlandskab skabe politiske forestillinger, der svider, bider og kilder på samme tid. Først gjaldt det underklassen i LANDSBY PÅ HØJKANT (2016), som jeg desværre ikke så. Til gengæld kæmpede og tabte jeg spillet om rigdom i Første parket (2019) om overklassen. Denne gang er det arbejderklassens tur med inkluderet takke-opsang til middelklassen.

Ninja Turtles og Arnepension

Først bydes vi velkommen af en eksalteret museumsvært, der uden yderligere dikkedarer taler henført om arbejderopstanden i 2023 og inviterer os ind i Kansas-museet, der hylder ophavsmanden bag oprøret. Her finder vi avisforsider og små radiobidder, en sindrig tidslinje og en fabelagtig tegneserie over oprøret, de efterladte artefakter fra Kansas og hans hackergruppe – og hans mor, der stilfærdigt sidder med sit puslespil midt i det hele, til vi er færdige med at snuse rundt på museet.

Så er det hendes tur. Eller faktisk er det Kansas. Han har optaget en dagbog fra den dag, han tabte i kapitalistspillet og måtte flytte hjem til mor og blive Wolt-bud til den dag, han forsvinder fra oprøret med PET og andre politiinstanser i hælene. Mikkel Trier Rygård ligger skæppeskøn, lige på kornet-stemme til denne barnemand, der er bedre til Ninja Turtles-citater end ageren på det prekære arbejdsmarked. Hans empati handler mest om ham selv og rækker i første omgang ikke til at kere sig om sin mors slidgigt og forgæves forsøg på at søge Arnepension.

May the force be with you

Mor har cyklet gaderne tynde i 43 år som SOSU-assistent uden at kny. Nu sidder hun i Petrine Aggers perfekt lavmælte moderskikkelse, der brummer til sønnikes lange monolog, mens puslebrikkerne finder på plads under hendes rolige fingre. Et par himmelvendte øjne og et par afbrydelser, der lige præciserer, at hun altså har sagt til ham, at man skal være i fagforening, bliver det til. Men en mild stolthed over sønnen løber som en glødetråd omkring de moderlige bemærkninger – og kraften er jo med ham til sidst, hvor han lidt tilfældigt lykkes med at omvælte samfundet, som vi kender det.

Wolt-buddene finder sammen i et gamerfællesskab. Kan man spille, kan man hacke, og snart holder de fri med løn, og så finder de guld på havets bund og kan udfri hele arbejderklassen til sommer og sol. Da de er pist borte, bliver deres betydning mærkbar og samfundet falder fra hinanden. Museumsværten Jela Natius Abildgaard, der har siddet blandt os, kan ikke holde begejstringen tilbage, men må først takke de af os, der insisterer på at tilhøre middelklassen for vores mod til at dele goderne, for derefter at give fuld gas med hyldestsang til Kansas’ mor.

Politisk teater, der rykker

Mange har været ind over manus, der også er baseret på interviews med nogle af de involverede faggrupper. Det giver en nærmest taktil fornemmelse af autenticitet, der fletter sig flot insisterende sammen med de utopiske strenge i fortællingen. Kansas, er du død? er i familie med Kasper Colling Nielsens revolutionære prosa, men får som Out of Balanz’ Hr. X også vist mennesket bag, i dette tilfælde især den stilfærdige SOSU, der bærer samfundet på sin gigtplagede ryg, mens dets absurditet grasserende galoperer omkring hende.

Kansas, er du død? er både short & sweet og dyb og nytænkende. Det er originalt, politisk teater, der rykker. I smilebåndene, men så sandelig også i overbevisningerne og evnen til at kigge helt skråt på umiddelbart uløselige problemstillinger og fastlåste positioner.