Danmarks største egnsteater Sjællands Teater fejrer børne- og ungdomsafdelingen Teatret Fair Plays 50-års jubilæum med Jesper B. Karlsens poetiske Under Mælkevejen, der lader stemmer slynge sig sammen til et portræt af livet som ung i byen ved fjorden.
Vi sidder bænket i kreds om den runde scene med det sorte hul i midten. Det sorte hul, der ligesom mælkevejen og en solformørkelse, sætter himmelhvælvet i spil med livets cyklus i byen ved fjorden.
Byen kunne være en hvilken som helst provinsby i den vestlige verden netop nu, hvor den klassiske provinsdrøm om at komme væk blandes med tidstypiske temaer som klimaangst og kønsidentitet.
Lyrisk og legende sprog
Jesper B. Karlsens tekst er inspireret af Dylan Thomas’ radiospil Under Milk Wood i sin struktur, hvor karakterernes drømme taler med i det patchwork af stemmer, der danner portrættet. Indholdet er inspireret af unge på Holbæk Drama College, som ledes af Sjællands Teater, men forsøger netop ikke at mime de unges sprog – hvor enhver over 25 jo alligevel vil komme til kort. Jesper B. Karlsens tekst bevarer det genkendelige sociale rum, men giver det et væld af facetter med sit lyriske og legende sprog.
I samspil med Svend Dam Meinilds smukt-spinkle og potent-dirrende kompositioner, Esa Alannes skiftevis organisk-cirklende og kraftspringende trin omkring Stine Martinsens enkle, men fremragende udnyttede runde scenografi skaber teksten et fabulerende rum for de unge. Dem, ”der er forår i byen ved fjorden”. De er netop ikke fra storbyen og heller ikke fra landet, som vi mødte dem i Henrik Szklanys Himmelvendt på Aarhus Teater i sidste sæson. De er noget midt imellem.
Klimaangst, vildskab, selvskade og længsel
De fire spillere hopper fra karakter til karakter, mens et par handlingstråde forbinder den mere abstrakte oplevelse af det at være ung. Aske Hass Thorsens glade Linus falder for Maria la Cours noget mere skrøbelige Mona. Hun er bærer af tidens klimaangst og drages af himmelhvælvets fænomener som den forestående solformørkelse. Den gør de unge ”høje på kosmisk tilfældighed”, og Linus og Monas længsler forenes endelig i en sproglig forførelse rækkende mod hinanden over hullet i midten. Sødt, så hjertet banker med.
Joachim Bach Rosendals Christian er den obligatoriske contender, der efterstræbes af Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlets navnløse karakter, fordi ”han er så vild”. Vild på den måde, man er, når man bare vil væk fra det her sted, men i stedet kommer til at skubbe de andre væk og gøre sig selv ondt med den sult, man ikke formår at stille.
Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlets Johanne skader sig selv på anden vis som højtpræsterende studerende, der ikke kan tåle at fejle. Hun møder uventet ømhed blandt byens bumser, der taler hendes individualisme mildt imod.
Et æstetisk spejl for unge drømme
Mareridt om eksamen, barndommens forsvinden og ensomhed flettes ind sammen med revolutionære skrig om Green Justice, bløde morgenminder om fuldesex, følelsen af at være lammet af forventning til det voksne liv, der kommer rullende og for altid vil opløse identiteten i gruppen, der som én krop ruller over scenen.
Under Mælkevejen markerer Teatret Fair Plays 50-års jubilæum og viser, at teatret fortsat er en væsentlig spiller på børne- og ungdomsfeltet. Robert Parr har stået i spidsen for teatret i en menneskealder – og i øvrigt sat Under Milk Wood op tilbage i 2008. Han har denne gang instrueret med totalt gehør for både tekst og spillernes fysik. Det giver en forestilling, der ikke gør sig ung med de unge, men byder dem en æstetisk verden at spejle deres eget liv, drømme og mareridt i.
Se forestillingstrailer her.
Manuskript: Jesper B. Karlsen. Instruktion: Robert Parr. Inspiration: Unge på Holbæk Drama College. Scenografi: Stine Martinsen. Koreografi: Esa Alanne. Musik: Sven Dam Meinild. Lyd: Jakob Pørtner. Lys: Oskar Sass og Esben Knigge. Produceret af Sjællands Teater.
Medvirkende: Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet, Maria la Cour, Aske Hass Thorsen og Joachim Bach Rosendal.
På turné 27. oktober – 12. november 2022. Se turnéplan her.