Signe Løve Anderskov: ”I cirkus arbejder man lige på grænsen til at mislykkes”

Cirkusartist Signe Løve Anderskov arbejder med balance som tema og i praktisk form. Hun er inspireret af ’slow cirkus’ og lader publikum opleve balancekunstens detaljerigdom uden hastværk og med blik for fortællingen om at være menneske. 

Hvad er det for en fortælling om at holde balancen, du gerne vil give os? 

“Med forestillingen Balancen vil jeg formidle en oplevelse af mit arbejde med balance. Jeg vil gerne invitere publikum med ind i alle de fysiske og mentale processer, jeg arbejder med som artist. Ofte lægger man først mærke til styrke eller elegance, når man ser en håndstandsartist optræde, men for mig er balancen det mest komplekse og interessante. Jeg vil gerne forstørre oplevelsen af balance og dele min fascination af at være i gang med det usikre arbejde, det er at holde mig selv og andre ting i balance”.

Hvordan kan cirkusgenren være med til at sætte særligt fokus på balancen?

“I cirkus arbejder man ofte på kanten af det mulige, lige på grænsen til at mislykkes. Og så sætter man nogle rammer op, som gør, at man opretholder spændingen, samtidig med at man ved, at man til sidst lykkes med bevægelsen, timingen, tricket. I Balancen vil jeg gerne rykke lidt ved den grænse, udvide det rum, hvor jeg ikke ved, om det lykkes, og se, hvad der så sker.

Det er nogle meget grundlæggende elementer fra cirkusgenren, jeg hele tiden forhandler. Det er grader af risiko, forskellige former for leg, kontrol eller ikke-kontrol, og så det at lykkes eller mislykkes. Det er noget, alle artister arbejder med, og samtidig er de universelle aspekter af livet. Bl.a. derfor forsøger jeg at undlade at tilføre flere fortællinger til forestillingen. Jeg forsøger at dykke ned i noget meget unikt og partikulært og få det til at handle om mere end det. For mig opstår magien, når cirkus ikke indgår i et narrativ”. 

Hvor bliver du inspireret? Og hvordan ser vi det i din forestilling?

“Først og fremmest er jeg inspireret af den daglige træning gennem over 20 år og det arbejde, jeg i hver eneste balance er i gang med. Jeg tror, det er meget tydeligt i forestillingen, at det er min verden og mit arbejde, det kredser om. Jeg er også inspireret af den barnlige fascination af at lege med at stable ting ovenpå hinanden, indtil det falder, som jeg ser hos mine børn.

Og så er jeg inspireret af en niche i europæisk samtidscirkus, som kan kaldes ’slow circus’. Jeg har arbejdet meget med både langsomhed og kedsomhed som elementer, og jeg synes, det er en sjov udfordring at finde det spektakulære i det langsomme i stedet for i det vilde. Hvis man sætter farten ned, er der masser af oplevelser i detaljer og stilstand, også inden for cirkus. Det kræver måske lidt mere tålmodighed af publikum, men det synes jeg egentlig godt, cirkus også må kræve”.

Hvordan arbejder du det frem med din kunst – hvordan bygger du fx din forestilling op?

“Med denne forestilling har processen været meget lang. Jeg havde flere års forberedelser, hvor jeg afprøvede diverse balanceelementer gennem forsøg med bevægelser, effekter, materialer, kvaliteter, tekster, tanker, i samarbejde med forskellige artister og en cirkusforsker. Til sidst havde jeg knap fem måneders prøver, hvor jeg satte materialet sammen i samarbejde med med min co-iscenesætter, Samuel Gustavsson. Jeg har heldigvis haft det privilegie at have lang tid, for det er tidskrævende at lære cirkusstoffet godt nok fysisk til, at man kan vurdere, om det viser det, jeg gerne vil have frem”.

Hvilke momenter i forestillingen er særlige og hvorfor netop disse?

“Jeg arbejder blandt andet med kontraster mellem det svævende lette og det anstrengende og tunge, både med balancen, når den er der, og når den ikke er der. Den blanding er særlig vigtig for forestillingen; det tunge, det lette, det man kan få fat på og det, der slipper væk. Både konkret fysisk og i mere overført forstand.

En gennemgående præmis i hele forestillingen er, at balancen aldrig kommer helt under kontrol. Og et banalt paradoks, jeg hele tiden stødte på, var, at jeg ville dele en oplevelse af, at noget er ude af kontrol, men hvis man beslutter sig for det, fremviser man ofte en lidt for kontrolleret version af det ukontrollerbare.

En detalje, jeg arbejdede meget med i en scene, var, hvordan kan jeg vise, hvad der sker i mig i det splitsekund, hvor jeg mister balancen? Hvis jeg planlægger det, er det jo ikke at miste balancen. Så ser det ud som om, jeg lader som om, jeg falder, og det er uinteressant. Hvis det ser ægte ud, ser publikum til gengæld ikke selve ’faldet’, selve det magiske sekund, hvor balancen mistes, de oplever snarere et pinligt statusfald, og får ondt af mig. For mig er det måske det vigtigste og smukkeste sted i forestillingen, men det er også et sted, der deler vandene. Jeg ser skønheden i de mange facetter af den mistede balance, mens nogle mennesker synes, det er unødvendigt at gå ned ad den vej i en cirkusforestilling”.

Hvad vil du gerne have, publikum tager med fra din forestilling? 

“Jeg håber, publikum kommer lidt ned i tempo, og kan give sig hen til de fysiske fornemmelser for balance, jeg arbejder med. Jeg vil gerne åbne døren til en nicheverden, man ikke vidste, fandtes. Man får måske nok en udvidet indsigt i balancens elementer, men jeg vil også gerne dele det svævende detaljearbejde og glæden ved at jagte suget i maven, når balancen er der…. næsten.

Selv om jeg fokuserer på det konkrete, fysiske balancearbejde, oplever jeg, at folk associerer meget bredt og relaterer til mange andre ting, som det jo er med mere abstrakte forestillinger. Og det er skønt! Man ser et menneske kæmpe lidt med tingene. Ser et menneske falde og komme op igen, eller måske falde og ikke komme op igen. Det handler om balancen, men også bare om at være menneske”.