★★★★☆☆ Björk – storladen dobbelthyldest følger hver sit spor

Holstebro Dansekompagni er på Danmarksturné med dobbeltforestillingen Björk, der denne aften er nået til Baltoppen i Ballerup. Det store tilløbsstykke rummer hele otte af Björks sange i to koreografiske værker af hhv. libanesisk-amerikanske Dolly Sfeir og danske Gunilla Lind. De følger hver deres spor, men hylder begge Björk i flotte billeder med indlevende og teknisk dygtige dansere.

Dolly Sfeir er også filminstruktør, og det lader sig ikke fornægte i aftenens første værk, der oser af en billedlig skarphed og en følelse af, at vi kan zoome tæt på individerne. Det blege og anæmiske univers af robotlignende mennesker med kantede bevægelser står i skarp modsætning til kollegaen Gunilla Linds blodrøde og pink bankende kredsløb præget af flydende bevægelser.

Komponist Marie Koldkjær Højlund og lyddesigner Asger Bruun har skabt et lydunivers, der medkommenterer og binder Björks værker sammen. Kunstnerisk leder Marie Brolin-Tani udtaler i en aftertalk, at hun siden coronapandemien fik lyst til at sende Björks arv på rejse med sit unge kompagni. De unge dansere har derfor arbejdet intenst på værkerne hver for sig og sat dem sammen til forestillingen. Værkernes forskellige udtryk indebærer, at de samme dansere skal nulstille sig mellem hvert værk.

Grøn for håb

Everybody is happy these days hedder det første værk, som Sfeirs står bag. Vi ser tre store, horisontale metalgitre som rå og urbane scenevægge, og seks gråhvide dansere i arbejdstøj med blonde, halvkorte parykker. De ligner ens robotter, der bevæger sig hakkende til knirkende og skrabende lyde. Kontrol og hjernevask fastholder tilsyneladende det rigide system, hvor ingen kan tænke eller føle selv.

”You are outside the line,” bliver der råbt, mens de flytter på hinanden med abrupte bevægelser og en skrankepave, der griner uhyggeligt hen over sit bord. Det blege lys afløses af grønt, som spirer med håb og udvider det koreografiske repertoire med større bevægelser og hurtigere retningsskift. Vi ser piruetter, kast med hovederne, cha-cha-cha og swing i et tempofyldt fodarbejde til et jazzet lydbillede.

Kærlighed synes at være antidoten til det prækodede liv. Der råbes: ”I love him!” og ”I am happy”. En danser smider arbejdsuniformen og ifører sig en grøn kjole til blizende stroposkoplys. Nye grænser udforskes i et grønt, frigørende univers midt i alt det grå. Nye følelser og initiativer spirer frem. Hvor længe kan de træde uden for linjerne uden at blive straffet? Dansernes ekvilibristisk sitrende kroppe, groteske udtryk samt repetitive fald viser en kamp for frihed overfor den paralyserende ensomhed.

Rød for relationer

Gunilla Linds værk Aorta danses efter pausen. Et kæmpemæssigt rødt klæde hænger ned på bagscenen i rød haze. Under dette ligger et stort væsen med tykke, røde slanger som blækspruttearme omkring sig. De øvrige dansere entrerer iført glitrende, kropsnære dragter med hætter, store plasticpufærmer og crocs på fødderne. I forskellige poserende formationer stiller de sig an og glimter som en milliard. Lysdesigner Thora Eriksen giver den virkelig gas med skiftende farvefiltre og haze.

Det store, bankende organ bevæger sig ind på scenen, og tykke, røde gummiårer skaber forbindelser til danserne som en fælles krop af forbundne kar. Med åbne munde vrider de sig som organismer, der vågner og får nyt liv i et kredsløb af grotesk store blodårer i en pulserende hjerterytme. Björks sange mimes, mens danserne kryber, pulserer og skaber farvestrålende billeder med moderne teknik, hiphop og mange gentagelser. 

Endnu et lysskift til pink lys og tempofyldt footwork med akrobatiske splits. I det lave niveau glider pufærmerne over gulvet. Det er en næsten digital oplevelse med de glinsende dragter og blodrød læbestift, der får scenen til at ligne et MTV-show. Snart har alle dansere hver to blodårer hængende ud fra kroppen, der som navlestrenge kan sno sig om hinanden, tappe næring og pludselig ligne en hinduistisk Ganesha. Der spilles på alle poptangenter i denne hyldest til Björk som ikonisk popidol.

Hyldest til Björk

Holstebro Dansekompagni mestrer en bred vifte af teknikker og stilarter og er imponerende godt danset sammen i et modent, scenisk nærvær trods mange nye dansere. De formår både at fortælle historier og skabe udtryk med en musikforståelse, der selv i sin reneste form kunne bære en emotionel og kompleks kunstner som Björk. Hyldesten er dog alt andet end minimalistisk fortolkende.

Især Katrine Grarup Elbos violin og Domenico Mannellis guitar bidrager til at kradse yderligere op i de subtile stemnings- og følelseslag. Nye narrativer og stemninger i koreografierne lægges oven i den eksisterende lyrik, og den storladne sceneografi er endnu et bærende element for begge værker, der har hver deres agenda fra bleg politisk alvor til farvestrålende sci-fi-fest. 

For nogle er det en fest at hylde et popikon, til hun drukner i kærlighed. For andre vil mæthedspunktet nås inden, især hvis man drives af en fremadskridende dramaturgisk retning. Derfor kunne man overveje, om de to værker skulle have haft hver deres aften, hvormed deres forskellige indfaldsvinkler og kunstneriske udtryk havde stået renere og med tydeligere præmisser.