★★★★☆☆ West Side Story – helhjertet ung kærlighed, halvhjertet socialrealisme

På Det Kongelige Teater har Thomas Bendixen instrueret en klassisk opsætning af West Side Story, hvor de unge elskende lever i en poetisk boble.

”Vi er magiske,” siger Søren Torpegaard Lund til Emilie Groth Christensen mod slutningen af første akt i West Side Story på Det Kongelige Teater. Der rammer han hovedet på sømmet.

For i Thomas Bendixens klassiske fortolkning af musicalen fra 1957 svæver den galante gadedreng Tony og den fromme puertoricaner María rundt på scenen som magiske væsner i et eventyr. Han er prinsen, hun er Askepot. De løftes op til månen, som toner frem bag dem. Uendelig langt fra den krig, deres to rivaliserende bander udkæmper nede i New Yorks fattigste kvarterer.

De to hovedpersoner eksisterer kun for hinanden. Forelskelsen er så total, at det virker uforskammet, at de skal rodes ind i et blodigt opgør om at være den største blandt de laveste. Bendixens West Side Story er helhjertet og poetisk ungdomskærlighed, men halvhjertet og grumset socialrealisme.

Årets musicalpræstation

Søren Torpegaard Lund synger, så blodet bobler under huden. Han har ikke ét gram alfahan i sig og passer egentlig ikke ind i en opsætning, hvor resten af de unge Jets hvæser og brøler for at kommunikere maskulint overskud. Men når han åbner munden eller bare spankulerer drømmende og overskudsagtigt rundt på scenen, virker det underordnet at passe ind. Så kan jeg kun tænke på, at det ville være en forbrydelse ikke at høre ham folde Bernsteins følsomme sangkunst ud, bare fordi han er så ung og uskyldig.

Det kunne meget vel være årets musicalpræstation, han leverer. Og det er netop følsomheden, der er opsætningens trumf. Bendixen får ikke det store ud af de fleste medvirkende, når det kommer til naturlighed i deres spil, men når der skal leveres indfølt sværmeri eller tragisk nærvær, rammer han plet.

Efter det skæbnesvangre slagsmål mellem banderne inden pausen, pibler de i anden akt frem på scenen i hvidt undertøj, badet i blåt lys og tåge. Pludselig er de hårde drenge bare børn. ”Der bli’r plads til os,” synger Tony og María, og man tror virkelig på deres naive drøm.

Farvel til arbejderne

Man tror til gengæld ikke på, at de har særlig meget med deres omgivelser at gøre. Med sin fuldt ud romantiske tilgang til deres karakterer gør Thomas Bendixen dem til tomme lærreder, som vi kan projicere stort set hvilken som helst afart af Romeo og Julie ind i.

Der er ikke meget arbejderklasse tilbage i nogen af dem. De er som løftet ud af resten af værkets socialrealistiske ambition. At de svæver rundt i deres egen boble, betyder, at Bendixens West Side Story ikke helt får formidlet værkets sociale indignation.

Bendixens opsætning på Det Kongelige Teater har sit fokus et andet sted: på det nære og utyngede. Opløsningen af tyngdekraft er hovedsagen, se bare orkestret, der konstant løftes og sænkes bag de medvirkende.

Utilpasse bipersoner

Scenografien er – bortset fra Det Kongelige Kapels svulstige elevatorscene – minimal, og koreografien er levende, men spiller på det sikre. Orkestret er vidunderligt, og Tony er en drøm, mens de øvrige sangere er udmærkede.

Men når nu opsætningen satser på det nære og lette, er det ærgerligt, at personinstruktionen ikke virker helt afstemt. Der er humør i Sharks-ensemblets Amerika og stød i Jets-drengenes parodi på lovens håndlangere, men ellers virker bipersonerne ikke alt for tilpasse på scenen.

Steen Stig Lommers betjent Schrank er forknyt, Peter Oliver Hansens butiksejer Doc brøler. Og de unge Jets spiller, som om de prøver at lyde ældre, end de er. I stedet burde de vel lade sig farve af kærlighedshistoriens ungdommelighed. Selvom den er med til at trække socialrealismen ud af historien, er den, på godt og ondt, magisk.