Fejringen af 300-året for dansk teater har blandt mange andre aktiviteter også udmøntet sig i en række tænketanke, hvor forskellige aspekter af scenekunstens fremtid bliver vendt. Den næstsidste i rækken foregik på Det Kongelige Teater, der sammen med Dansk Teater 300 År havde inviteret Madame Nielsen til at skrive en komedie om demokratiets perspektiver i fremtidens Danmark.

Dramaet Demokratiets pris blev fremført i fuld længde som en reading med Karin Bang Heinemeier, Jens Jørn Spottag, Ena Spottag Fog, Marie Dalsgaard, Christine Gjerulff og Nicolai Dahl Hamilton i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse.

Efter readingen talte Madame Nielsen, satireforsker Dennis Meyhoff Brink og idehistoriker Mikkel Thorup om, hvordan teksten udfolder demokratitemaet og hvilken rolle, scenekunsten spiller i dag.  

Prisen på grisen

En statsminister, en spindoktor, en ordfører, en formand, en forkvinde, en løsgænger, en kulturminister, en studentermedarbejder, en stjernearkitekt og et medie (den sidste i begge ordets betydninger). Sådan er rollebesætningen i Demokratiets pris, der med afsæt i, at alt er en vare, hvis blot man finder den rigtige pris, gennemspiller en række dystopiske scenarier for fremtidens demokrati.

Det findes nemlig slet ikke. For bedst som statsminister og spindoktor med blikket fast låst på form fremfor indhold øver dialekter, så førstnævnte kan fremstå rummelig over for det ganske danske folk, ringer telefonen. Det er USA’s præsident, og denne gang vil han ikke købe Grønland, men det danske demokrati. Det er en ganske effen idé at gennemlyse vores forhold til demokratiet gennem vareliggørelse – og dansk provinsialisme.

Den postdemokratiske æra

Vi tror nemlig – må vi uddrage af teksten – at alle tænker som os. Så ”historisk mange milliarder” fra USA skal selvfølgelig omsættes i mere velfærd. Den nationalromantiske forkvinde og formanden for Dansk non plus ultra Liberalistisk Parti er med hver sine begrundelser straks friske på ideen. Ordføreren for Enighedspartiet og løsgængeren er lidt mere tøvende og forsøger at få en debat om, hvad vi vil med demokratiet. Den strander, da ingen kan komme på noget bedre, end at det er en tradition som julen.

Handlen indgås, og den postdemokratiske æra oprinder. Først da opstår overvejelserne om, hvad det egentlig er, man har solgt. Vil USA mon have embedsværket med? Og hvad med folket?

Efter denne cliffhanger og håb om folkelig opvågnen, kommer vi hurtigt ned på jorden igen i anden del. Folket glimrer ved sit fravær og postdemokratiet er ikke fuldt af tryghed og iværksætteri, som politikerne drømte om, men minder mere om corona-nedlukningen. Efter amerikanerne kommer russerne og siden kineserne, mens referencer til Shakespeare, Biblen, H.C. Andersen og Holberg flyver os om ørerne.

Historiens afslutning

Resten er ikke – som hos Shakespeare – tavshed, men action, hævder mediet for derefter at forlade rummet og gå ud i verden og virke. For de øvrige handlingslammede bliver det tavshed i det land, der nu ved Kronprins Christians mellemkomst er blevet en vasalstat i Kina.

Triste udsigter for demokratiet. Er Kina historiens afslutning, spurgte da også Dennis Meyhoff Brink som det første i dialogen efter readingen. Ikke nødvendigvis, mente Madame Nielsen, men ifølge hende er det så langt, vi kan se nu. Vi formår ikke at kigge længere ud i fremtiden og lever stadig i overbevisningen om, at USA er vigtig og har ikke øje for Ruslands, Kinas roller og ikke-vestlige perspektiver hverken nu eller i fremtiden.

Demokratiet er tomt

Mikkel Thorup fremhævede en måske vigtigere pointe i teksten: manglen på permanens. Det er ikke vigtigt, hvem der ejer Danmark, for vi har allerede afgivet meget suverænitet. ”Ja, demokratiet er tomt i sig selv,” replicerede Madame Nielsen. Hendes pointe er, at demokratiet skal fyldes med mening, for der er ikke en diktator, som skaber mening ved sin blotte tilstedeværelse.

Tekstens kristne referencer spiller ifølge både Thorup og Nielsen ind i samme meningstab som kulturkristent vraggods på linje med det postdemokratiske. ”Vi vil ikke acceptere, at Gud er død, men når vi har solgt demokratiet, er selv Djævlens rolle udspillet,” postulerer Madame Nielsen og sætter aktuel trumf på: ”Så kan vi tage til Qatar og spille fodbold”.

De tre opfatter tekstens mangel på permanens som en refleksion af samtidens opskruede tempo – og kaotiske netværksstruktur, kunne man tilføje. Mikkel Thorup udpeger præcist spindoktoren som eksempel. Hun ser alle muligheder, men har intet overblik. Komediegenren kalder på tempo, om end man i readingformatet mangler kroppen til at skabe netop det. Madame Nielsen er enig i, at der ikke er mange følelser i teksten, hvilket fører til en diskussion om, hvorvidt teatret skal bære en utopi i sig. Stjernearkitekten er eksempel på det modsatte: han kan levere det perfekte byggeri, der indeholder alle de rigtige meninger – og alle kan bestille det, også diktatoren. Det er med Madame Nielsens ord ”Optimal moral til fals og købs for alle”.

Provokationen glipper

Samtalen snoede sig til sidst forbi scenekunstens (fremtidige) rolle som forum for den demokratiske debat. Livedimensionen blev som så ofte før fremhævet som scenekunstens berettigelse, fordi der her kan skabes interaktion med et publikum. Men scenekunsten skal med Madame Nielsens ord ”træde i karakter og bevise på scenen, hvorfor den er vigtig”.

Demokratiets pris gør ikke helt det, da teksten hverken har det udsyn, Madame Nielsen selv efterlyser, eller går den provokatoriske planke ud. Som samfundsanalyse er den vel nærmest doven sammenlignet med andre af Nielsens egne værker, da den kun registrerer tendenser, der er fuldt synlige for alles øjne. Derfor glipper også provokationen. En reading er ikke nødvendigvis det bedste format at bedømme en tekst på. Heller ikke selvom den leveres så glimrende, som holdet på og bag scenen gør det her.

Demokratiets pris er udviklet under teatrets dramalaboratorium KGL Dansk, og det er måske værd at give det en tur mere i laboratoriet, før en reel opførelse evt. kan komme på tale. Det Kongelige Teater og Dansk Teater 300 År skal have cadeau for at sætte projektet i søen, om end det måske havde været mere interessant at lade yngre kræfter og perspektiver komme til orde.

LÆS OGSÅ: ISCENEs reportage fra tænketanken om musikdramatik