Jens Arentzen (1958-2022) var et af de mest begavede mennesker, jeg har kendt i mit liv. Han var sprudlende, kompromisløs, højlydt, eftertænksom, lyttende, engageret og somme tider også en smule vanvittig. Alt sammen evner, der gjorde ham til det helt unikke menneske, som ganske sikkert har efterladt et varigt aftryk hos alle, der har kendt ham, mødt ham eller blot fulgt hans virke.
De fleste medier omtaler ham som skuespilleren, der spillede den voksne Ulrik Varnæs i Matador. Men at huske ham primært for en rolle, han spillede for 40 år siden, er langtfra hele hans historie. Ja, han begyndte som skuespiller. Han blev uddannet i Aarhus i 1979 og arbejdede en årrække som skuespiller – udover Matador havde han også en ikonisk, bærende rolle i tv-serien Een gang strømer.
Men Jens Arentzen bevægede sig hastigt videre. Han blev instruktør og manuskriptforfatter. Han skrev og instruerede blandt andet den prisbelønnede kortfilm Blomsterfangen med blandt andre Jens Okking og Mads Mikkelsen, og den rørende og meget personlige kortfilm Solen er så rød, hvor han selv spillede rollen som psykisk syg far.
For Jens Arentzen var et menneske med en klar livsmission. Han ønskede at sætte fokus på de konsekvenser, det har for børn og unge at vokse op med psykisk syge forældre. Han mente, at man ville kunne mindske antallet af kriminelle i danske fængsler, hvis man i stedet satte ind med en tidlig indsats for at hjælpe disse børn. Selv var han vokset op med sin mors sygdom og selvmordsforsøg. En start på livet, som han ofte fortalte om og aldrig lagde skjul på konsekvenserne af. Han viede store dele af sit liv til dette fokus – gennem foredrag, bøger, film mm., som han producerede og udgav på egne produktionsselskaber. Det var i arbejdet med én af disse udgivelser, at jeg i 2007 lærte ham at kende.
Alligevel er det nok i rollen som foredragsholder og inspirator, at langt de fleste mennesker, vil huske Jens Arentzen. Hans udbud af kurser og foredrag var bredt. Han underviste i skuespilteknikker og manuskriptskrivning. Han underviste i autentiske kommunikationsmetoder og erhvervsledere i at træde frem. Hans masterclasses og hans film- og bogudgivelser med Skuespillerens værktøjer har utvivlsomt givet mangen en fremtidig skuespiller gode råd med på vejen. Og han holdt utallige foredrag om at være menneske, at være ung, at være barn af en psykisk syg eller blot at have ondt i livet. Altid med sin egen, personlige historie som udgangspunkt.
På sociale medier delte han, til glæde for sin store følgerskare, sine tanker i form af korte videoer eller sine helt særlige, snørklede skriverier. Han delte sine tanker om livet, og satte derved ord på følelser, som mange selv har svært ved at beskrive.
Jens Arentzen var et menneske, der var fuld af empati. Han lyttede. Og han kunne få hvem som helst til at fortælle hele deres livshistorie til ham. Om det så var taxachaufføren, der skulle fragte ham fra et sted til et andet. Han var også et menneske, der stod fast på sine meninger og ikke var bange for en god diskussion. Dem havde vi mange af, men de fleste var af den underholdende slags, som fx om hvorvidt hælene på mine sko larmede for meget, når jeg gik, om jeg var pænere i rød end i blå, eller om man absolut behøvede at dyppe sin kanelsnegl ned i sin cafe latte. Det sidste fik han mig aldrig overbevist om.
Jens Arentzen var sprudlende, intelligent, engageret og et helt særligt menneske. Han var en stor kilde til såvel inspiration som frustration i mit liv. Men han har sat sit mærke. I mig som i så mange andre. Selvom han ikke længere er fysisk til stede iblandt os, så vil hans mange stærke holdninger, hans finurlige udtalelser og hans gode råd leve videre. Og forhåbentlig er der nogen, der kan se vigtigheden af, at hans livsmission videreføres.
