Aaben Dans i udvikling 

Krop, kød og kærlighed var titlen på lørdagens miniseminar på Aaben Dans i Roskilde, der også var afslutning på udviklingsprogrammet Aabent Rum 2022. Et program, som i den grad viste spændvidden inden for moderne dans. 

Fokus var kroppen. Her var den søgende krop i ung og kærlig nærkontakt med andre. Den næsten døde krop muteret til levende zombie. Og kroppen som fuldstændigt fraværende på scenen i en verden af maskiner, dødt svinekød og plastikskrald. Kort sagt kød, krop og klimakrise som tematisk struktur for de unge talenter.

Aabent Rum er en del af Aaben Dans´ udviklingsstrategi, som skal sikre dansen et højt, kunstnerisk niveau. I år var var tre kunstnergrupper inviteret med i programmet, hvor de gennem et år tilbydes rum, honorar og sparring til at gå i dybden og undersøge en specifik ide eller koncept. Eneste krav er, at de skal præsentere en visning for publikum ved projektets afslutning. Det behøver ikke være en færdig forestilling, men kan også blot være et indblik i arbejdet. 

Menneskets eksistentielle behov

Dagens første visning var Song of Songs, en 30 minutters work-in-progress forestilling, der kredsede om kærlighed og afsøgte samhørighed og selvstændighed i en sansemættet nær-krops-koreografi med dansernes sang som bærende lydflade. Gruppens tre danserne, Katrien van der Velden, Lara Vejrup Ostan og Ida Mariboe Nielsen, er alle uddannet i dans og koreografi fra Den Danske Scenekunstskole i 2020. De integrerer dans, dramaturgiske processer og stemmearbejde i deres arbejde. Tematisk tager de udgangspunkt i følesansen i forhold til menneskets eksistentielle behov for – og følelse af – at høre til. 

I Song of Songs møder vi de tre kvinder liggende på gulvet med ryggene til os. Deres ansigter er bortvendte, men kroppene emmer af velbehag. De holder blikket på et punkt i horisonten, måske ser de en film, en solnedgang, eller stirrer bare længselsfuldt ud i horisonten. Lyset er dæmpet og der er kun en enkel lampe, som markerer deres placering. De ligger længe og kigger, krydser et ben, læner sig kærligt op ad hinanden, rykker sig lidt, nærmer sig igen og kommer langsomt ud mod publikum – hele tiden er ansigterne bortvendte og blikkene fæstnet på punktet i baggrunden. 

Vi må selv digte med, og det er en sand fornøjelse at lade sig føre med af de koreograferede optrin af nærhed og fælles velbehag. Da danserne endelig løfter blikkene, og vi ser deres ansigter, er det med en fælles klang af sang. En enkelt stofe fylder melodisk rummet og gentages igen og igen, mens de bevæger sig rundt i en fælles fastholdelse af fysik, blikke og undersøgende smil. 

De afsøger rummet – på ryg og mave. Holder fast i hinanden i akrobatiske optrin og ruller rundt. Hele tiden synger de den samme linje, men langsomt får de hver en stemme. Klangen er fælles, mens de slipper hinanden, ganske forsigtigt og finurligt. Med nye stemmer, forskudte fraser og mindre fysisk kontakt indtil de, styrket af fællesskabet, til slut træder ud i verden som selvstændige individer. En generøs og kærlig koreografi, som legende og elegant tilbyder publikum en sansemættet danseoplevelse.    

Kroppen i fordærv

Dagens anden visning stod i den diametral modsætning til den første, da det nyligt etablerede, nordiske dansekollektiv, The Meatlump, blændede op for deres ti minutters horror-dansefilm. Danser og koreograf Julie Rasmussen (DK), Maren Fidje Bjørneseth (NO) og Rickard Fredborg (SE) var samlet første gang til forestilling Umwelt fra 2020, der bl.a. blev vist på KSelekt. 

Umwelt har været inspiration til koreografien i filmen. Sekvenser fra værket er blevet udforsket, udviklet, finpudset og skabt på ny i filmen. Her er kroppen post-corona, pakket ind i plast med minder om pandemiens beskyttelsesdragter og bodybags. Det er kroppe i et limbo mellem liv og død. Kroppe, der dødvægtigt klasker mod gulvet. Forvredne kroppe, der kæmper sig frem over gulvet, og bange blikke, der forsøger at rekognoscere det tomme rum. 

Her er nærhed som brutale bevægelser og kropslig kontakt, når de flår, flænser og bider hinandens kød i stykker, så blodet sprøjter og kroppene muterer til zombie-lignende skabninger. Her er forstørret lyd af kød-kroppens klask mod gulvet, dyriske brøl, dybe toner og højtempo beats, der former en verden af gru og uhygge. Filmen vandt prisen for bedste lyddesign ved Mexico Videodancefestival 2022. 

Klimakrise, affaldssvineri og overforbrug

Dagens sidste præsentation var en af den italienske koreograf og performer Fabio Liberti, der er kunstnerisk leder af kompagniet MUOVI i København. Liberti, der både skaber egne værker og værker for dansekompagnier som fx Skånes Dansteater og Dansk Danseteater, har siden 2013 modtaget en lang række priser for sine værker i Makedonien, Polen, Danmark, Tyskland og Holland. Til Aabent Rum præsenterede Liberti There is no away/A self portrait, en 25 minutters performance-installation af plastisk, maskine og kød. 

Her var plastikaffald i kilovis strøet ud over salens gulv. I midten af salen hang en skinke i en metalline. Liberti selv sad på en stol på kanten af scenen. Han satte den store skinke i sving, mens han tændte en selvkørende plæneklipper, der blinkende og bippende forsøgte at skabe en vej gennem horderne af plastikaffald. Lydsiden var en blid mindfulness-stemme, der bad os lukke øjnene og slappe af, mens lidt fuglefløjt og blide latinrytmer blandede sig. Det var grotesk og en benhård reminder om vores fælleskulturelle fortrængning og lukken af for et gedigent, materialistisk overforbrug, den igangværende klimakrise og miljøsvineri, hvor plastik jo er en af de helt store syndere. 

I There is no away/A self portrait var kroppen fuldstændigt fraværende på scenen, hvilket blev yderligere understøttet, da Liberti mod slutningen forlod salen og lod maskinen køre videre i den nu mørklagte sal med et lille, orange advarselsblink. Klimakrisen, affaldssvineri og overforbrug handler om os. Kunsten kan sætte det i tale, men det er os og dermed vores kroppe, som skaber problemerne. 

Hvorfor kunstnerisk udvikling?

Dagen blev afrundet med et oplæg fra Cecilie Ullerup Schmidt, der har en dansebaggrund og er adjunkt ved Institut for Kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet og netop har udgivet bogen Produktionsæstetik. Hun gav et kort akademisk rids af synet på den skabende kunstner og de socioøkonomiske og samfundsmæssige forhold, som spiller ind og er med til at sætte agendaen for den kunstneriske udviklingsproces. 

Derpå blev samtalen åben for alle i en fælles debat. Deltagerne på dagen var primært udøvende koreografer, producenter og dansere. Debatten blev faciliteret af Pernille Møller Taasinge, der er udviklingschef på Aaben Dans og lagde ud med at spørge: ”Hvad skal kunstnerisk udvikling og for hvem? Er det institutionernes behov, kunstnerne, forestillingens? Hvad er formålet med det? Skal det skabe bedre arbejdsforhold, styrke kunstnere eller kunsten? Og hvad er udfordringerne?” 

Den kunstneriske udvikling debatteredes som koncept. For hvornår er det, udviklingen finder sted? 

Flere var enige om, at udvikling ikke nødvendigvis sker i et prøveforløb, men lige så vel forekommer i repetitionen af samme værk, ”man kan ikke bare gå ind i en black box og så udvikle,” som en deltager pointerede. Mens en anden udtrykte undren over at tale om udvikling, fordi  ”udvikling er implicit i forhold til at skabe kunst, og det at separere udvikling fra enhver kunstnerisk produktion virker absurd.” 

Udvikling som fokus eller benspænd

Betina Rex, der er konstitueret kunstnerisk leder på HAUT, fortalte, at de har fokus på eksperimenter, der undersøger, hvad der skal til for at skabe rum for kunstnerisk udvikling. Eva Præstiin der er direktør på Betty Nansen Teatret fortalte om, hvordan de havde fået fondsmidler til, at en akademisk konsulent fulgte deres interne arbejde. Derved fik de fokus på dette og opdyrkede et fælles sprog og teoretisk grundlag, og fandt mere plads til den kunstneriske udvikling.  

Samtalen gav også plads for debat om udvikling som et benspænd for den faktiske fornyelse af kunsten, fordi finansiering uløseligt er forbundet med at skabe kunst, og udvikling er et iboende krav for de fleste fonde og resendicys. Dermed bliver udvikling en fondsstrategi og ikke en kunstnerisk nødvendighed, hvilket ikke nødvendigvis er en særlig bæredygtig strategi, da det spænder ben for en mere grundig fordybelse, som på sigt netop kan være med til at udvikle kunsten og kunstnerne. Samtidig tages fokus fra det igangværende, som en deltager pointerede: ”Jeg skal hele tiden tænke på hvor pengene kommer fra næste gang.”

I det hele taget var der en fælles konsensus om, at konstant udvikling er opslidende – både kunstnerisk og mentalt. 

Bud på fremtidige tiltag

Der var flere bud på, hvad der kunne gøres for at styrke den kunstneriske udvikling. Bl.a. ift. de eksisterende fagforeningsregler, der godt kan tåle en genskrivning i forhold til at matche moderne produktions- og spilleforhold. Der var forslag om fondsfinansieret ferie, som der fx findes i Tyskland, der kunne være med til at give et pusterum og dermed give plads til udvikling. Et andet fokuspunkt var at genopsætte og reproducere eksisterende værker, hvilket også kunne understøtte et mere bæredygtigt økosystem. 

Hele dagen igennem var der en stor lydhørhed og fagsærk debat om de forskellige forslag og erfaringer, der blev delt – og som Pernille Møller Taasinge pointerede til slut: ”Bare det, at vi har denne fælles snak, er jo også udvikling”. 

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Aaben Dans med fuld redaktionel frihed for ISCENE.