★★★★☆☆ Farlige forbindelser – stærkt spil i øjenguffende lækker setting

Det Kongelige Teater har den per definition forstilte modeverden som ramme for Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers udgave af Farlige forbindelser, der især lever i kraft af godt skuespil, men som har svært ved at drive tekstens revolutionære potentiale ud af sovekammeret.

De overlevende, der vedblev at spille spillet, går bortvendte og krogede mod døden i sidste scene af Staffan Valdemar Holms udgave af Farlige forbindelser. Et billede på samfundets undergang? Det samfund, der kvæles i egen dekadence. I 1782, hvor Choderlos de Laclos skrev sin brevroman som oprør mod den franske adels privilegier op mod revolutionen. I 1985, hvor Christopher Hampton i AIDS-svøbens skygge dramatiserede romanen, der blev ikoniseret i Stephen Frears filmatisering fra 1985.

I dag med #metoo som referenceramme i en opsætning, der samtidig forbinder undergangsstemningen med det poserende livsvilkår. Alt er forstillelse i et modeunivers, der med Bente Lykke Møllers altid stilsikre hånd er øjenguffende lækkert og isnende følelsesforladt på samme tid.

Døden indeni

Indrammet af gulv-til-loft forhæng, bag hvilke man kan spionere, omgivet af luksusvarernes logoer og catwalkens melodier, placeret på matchende blød-stramme puffer udfolder forførelsen sig som tidsfordriv. Markise de Merteuil og Vicomte de Valmonts væddemål er handlingens omdrejningspunkt. Tidligere elskende er de, men de er ikke for fastholdere og holder nu meningsløsheden fra livet med ornamenteret snak og erobringer på stribe. Kan han mon nedlægge den kyske Presidente de Tourvel – og samtidig forføre den unge Cécile, så er vejen til en nat med Markise de Merteuil banet.

Intrigerne er mange, men selvfølgelig lykkes både Valmont og markisen selv med deres forførelser. Mestre som de er. Det bringer hverken dem eller deres ofre lykke, men hævnen er sød. Kærligheden overvinder alt. De unge får hinanden på trods af de ældres rænkespil. Forførerne rammes selv af kærlighedens smerte. Valmont dør i duel, Merteuil fortsætter spillet. Nu blot endnu mere død indeni.

Den subtile berøring

Vi kender historien, så hvad vil den os i dag? Dens intrigante, seksuelle leg har altid haft en moraliserende bund, men fremstår i dag selvfølgelig med en helt anden tone, der ikke handler om de kyniskes magt over de uskyldige på et samfundsmæssigt plan, men om overgrebet som konkret hændelse. Staffan Valdemar Holm perfektionerer magtens voldsomhed ved en iscenesættelse, hvor berøring næsten ikke forekommer – og derfor mærkes så grænseoverskridende, når den endelig subtilt sker. Som i det pædofile overgreb på lille Gretchen i hans Faust i 2020, skærer også Valmonts overgreb på Cécilie med så skarp en kniv, at vi først mærker smerten lidt efter.

Valmonts egen smerte, da han forstår, hvad han har mistet, rammer i Casper Frederik Dyhr Crumps stærke præstation. Tomhedens smerte får vi også fra Tammi Øst i en fremragende præstation som en Merteuil, der sikker i sin seksualitet bruger den skamløst til at opnå sine mål. Hun kender hulheden i dominansens sødme, men kan ikke slippe ud af dens tillokkende greb.

Birgitte Hjort Sørensen imponerer med stringent kropslig dosering yderpunkterne i Tourvels karakter, mens Ulla Henningsen og Hanne Hedelund giver den ældre generation underliggende farlighed og medviden. De unge tilfører al uskyldens lidenskabelighed i dansende eksplosioner og henført suk. Marie Reuther blidt flammende som Cécile, Stephanie Nguyen som altid mesterligt, kropsligt fortællende og æggende koket som Valmonts elskerinde. Alexander Bryld Obaze med fin tilstedeværelse som hans tjener, og William Halken brager igennem troskyldigt rørende som Ceciles udkårne.

Ud af sovekammeret?

Skønne præstationer hele vejen rundt i en iscenesættelse, der med de kontante poseringer og tøjskift kræver sit af ensemblet. Det kunne blive en showstopper, men fungerer, fordi holdet står så stærkt hele vejen igennem.

Alligevel sidder jeg lidt uforløst tilbage. Lidt som jeg havde det med Holm og Lykke Møllers 1001 nat på Østerbro Teater i 2021, der også beskæftigede sig med overgreb. Stiliseringen, der er deres adelsmærke, kommer næsten til at stå i vejen for fortællingen. Måske fordi modemetaforen næsten er for oplagt? Måske fordi – og jeg tør næsten ikke sige det, da jeg også selv var ganske forført af fortællingen tilbage i 80’erne – tekstens oprindelige revolutionære potentiale blegner i lyset af nutidens alvor, når den fastholdes i sovekammeret.