★★★★☆☆ Roaring Twenties – fra glamourøse brøl til tør klynken

Dansk Danseteater præsenterer Roaring Twenties bestående af to værker, der tidligere har indgået i hver sit Copenhagen Summerdance-program under åben himmel. Pontus Lidbergs Roaring Twenties i 2021 og Ina Christel Johannessens The Hollow Men i 2022. Genopsætningerne får nyt liv i Takkelloftets black box, hvor de teatralske brøl tilsættes lys, mørke og intimitet.

I 1920’erne brølede en modreaktion til 1. verdenskrig og den spanske syge, og hvad kan bedre udtrykke euforisk lettelse end Lindy Hop i frisk pardans med hurtige trin, vilde løft og farvestrålende skørter? Lidbergs version er imidlertid en maskulin, sort og hvid, minimalistisk scenografi på spejlvinyl, hvor der også danses med sorte caféstole. Musikken er af duoen Den Sorte Skole.

En afgørende forskel på de gamle og de nye 20’ere er, at stormen ikke længere lægger sig her 100 år senere, hvor klimaet er blevet en større trussel end både pandemier og krige. Hollow Men er inspireret af T.S. Eliots digt af samme navn. Brølet er blevet til desperation og tomhed i en tør og gold verden portrætteret som tom for ord og handling og som en længsel mod den løsning, der aldrig kommer.

Lalleglade 20’ere

De teknisk dygtige dansere fra Dansk Danseteater kaster sig teatralsk ud i social, livsglad barfodsdans for at skrue tiden tilbage til de brølende 1920’ere med fald, spring og spjæt, men også moderne, vandrette kast i hinandens arme. Symbolet på tidens sociale dansescene, den franske caféstol, vippes, balanceres, kastes og spinnes. Stolelegen handler om at være sprællevende, men måske også om tabet af nogen, der havde en stol, en plads i livet, før krisen.

Lukas Hartvig-Møller ses i en rolle isoleret fra gruppen på en stol, som han danser en udtryksfuld pas de deux med, måske fra en fjern verden. Vi hvirvles fast forward til flimrende stroboskoplys på et moderne diskotek med nutidig, social dans. Den Sorte Skoles elektroniske, jazzede, mørke strygerklange og hvirvlende club beats er komplekse og saftigt flydende. 

Et ringetone-cue hjælper danserne tilbage på scenen, når musikken ikke kan tælles midt i en fejende duet, hvor Lúa Mayenco Cardenal sprudler af friskhed og nærvær. Raphael Frisenvænge Solholms stramme scenografi og lysdesign rummer blandt andet et stort antal hængende pærer i loftet, der giver variation i blødhed og skarphed, mens den sociale dansestil gradvist udvikler sig til sceniske, moderne danseudtryk, der mest af alt bliver et display af klassisk, moderne teknik.

Brændende 20’ere

T.S Elliots digt fra 1925 reciteres uforstærket af den britiske danser Jessica Lycall undervejs, mens hun selv danser med. Ina Christel Johannessen er anerkendt over hele verden for sine politiske produktioner, og er selv aktiv i udvikling af koncept og scenografi sammen med sit faste kunstneriske hold. Genbrugspapir er blevet til tørre strå spredt over hele scenen og indgår sågar i Bregje Van Balens kostumer sammen med jordfarver, rødt og farvestrålende sneakers.

I den apokalyptiske verden er danserne alle solister med egne udtryk, indre reflektioner og kostumer, der passer til deres personligheder. ”We are the hollow men. We are the stuffed men. Leaning together,” lyder begyndelsen. Danserne sidder foroverbøjede på gulvet skiftevis med et strakt ben løftet i en lidende Martha Graham inspireret åbning af overkroppen. Linjer og formationer opbygges og nedbrydes, kroppe knækker og retter sig ud i undertrykt panikstemning.

Tommy Jansens klikkende og knasende elektroniske musik med momentvise brag fra en klode på katastrofekurs er i sync med Solholms blinkende, svage, orange lys vekslende med hvidt lys fra skærme, der i sig selv giver indblik i både indre og ydre aspekter af undergangen. Klamrende, dansede grupperinger vekslende med ensomt lidende zombies med hovedet i strået skildrer skismaet mellem tomhed og længsel efter samhørighed. ”Remember us” og ”Is it like this?” lyder det. 

Fra glat til intens

”Det er sådan, verden går under. Ikke med et brag, men med en klynken,” lyder slutningen på Eliots digt. Johannessen formår at male et næsten installationslignende øjebliksbillede af jordens golde, rystende, sidste minutter. Det bliver derfor kun mere intenst, jo længere det varer i al sin håbløshed. At være vidne til, at pinen trækkes ud, giver næsten lyst til at se væk, ikke mindst i de sidste minutter, hvor kompagniet løber på stedet for fuldt drama mod publikumsrækkerne i al deres smerte.

Der er også plads til humor med ordene: ”Life is very long” set i denne kontekst af ”hollow life”. Som dansere er de imidlertid ikke hule i dette værk, hvor der er plads til at skildre de enkelte roller fagligt og personligt. Vi ser forskellige teknikker og personligheder komme i spil fra intense og dramatiske Lukas Hartvig-Møller til den mere minimalistisk effektive Merete Hersvik. Nogle er fysisk stærke, nogle har mimisk talent, nogle er reflekterende og andre sprudlende.   

Personlighederne tilføjer autencitet trods den kontemplerende indadvendthed, der selvom værket føles langt, klæder danserne at arbejde med. Ved at sætte det mere glatte danseshow fra de brølende 20’ere sammen med en intens apokalypse får vi en black box-version, hvor teknikken kan komme til sin ret, og hvor modsætningerne forstærker hinandens udtryk.