Populært lige nu

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort, 79 år gammel. Det skriver Hotel Pro Forma i dag i en pressemeddelelse. Kirsten Dehlholm...

Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg møder kritik efter uddeling af ny scenekunstpakke

Da Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune for nylig udmøntede en ny scenekunstpakke, lød der kritik fra branchen om, at kommunen løb fra sine...

Roskilde 2024 Art & Activism – minianmeldelser af danseperformances

Roskildes Art & Activism-program bød blandt meget andet på en række danseperformances, som vi løbende giver minianmeldelser under festivalen. Under programmets tematiske overligger Utopia...
Annoncespot_imgspot_img

★★★☆☆☆ N.F.S. Min mund og mit indre – stærkt hold, men dårlig lyd i teksttung forestilling om Grundtvig

En fortælling om Grundtvig iscenesat i kirkerum er en virkelig fin idé. Desværre er Teater Jævns N.F.S. Min mund og mit indre både meget teksttung og udfordret af rumklang, der gør det vanskeligt at høre de i forvejen komplicerede tekststykker.

Teater Jævn turnerer for tiden med forestillingen N.F.S. Min mund og mit indre i 13 forskellige kirker – primært i Hedensted provsti, men også med smut til andre dele af landet. N.F.S. henviser naturligvis til Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1892), teolog, forfatter, manden bag næsten en tredjedel af salmerne i Den danske salmebog og en af de væsentligste initiativtagere til de danske højskoler.

“En teaterforestilling om Grundtvigs ånd og folkelige gennembrud” står der på teatrets hjemmeside. Måske tager Teater Jævn fra begyndelsen munden lidt for fuld, for Grundtvig var et mangefacetteret, betydningsfuldt menneske, som er vanskelig at portrættere i løbet af blot halvanden time, hvis man ikke vælger at et skarpt, afgrænset fokus. Rasmus Ask står bag iscenesættelsen. Den er der der egentlig ikke noget at udsætte på, men den udfordres af den noget omfattende, svulstige tekst, der samtidig er ganske svær at forstå i kirkerummets særlige akustik.

N.F.S. Min mund og mit indre, Teater Jævn. Foto: Søren Meisner
N.F.S. Min mund og mit indre, Teater Jævn. Foto: Søren Meisner

Tre i fællesskab

Dramatiker Amalie Olesens tekst til N.F.S. Min mund og mit indre er bygget op om en rammefortælling med tre mennesker, der mødes i et kirkerum. Den ene mand, Jonas Kriegbaum, har gennem 25 år søgt efter Grundtvigs genfærd i den mørke, aftentomme kirke i håbet om, at “Grundtvigs ånd skal manifesteres i et menneske, der kan samle os alle sammen.”

Sådan forklarer han det i hvert fald til Chadi Abdul Karim, der en aften kommer til kirken. Han er en mand – præsten fra nabosognet, viser det sig – der har mistet sin tro og søger den foran alteret gennem bøn til den Gud, han ikke længere tror på. Desuden er han – ifølge Kriegbaum – ganske givet det uskyldsrene lam i hvilket mesterens ånd igen vil tage bolig.

Og så er der Anna Ur Konoy. Kvinden, der til daglig gør rent i kirken, men denne aften slutter sig til de to mænd for at hjælpe dem i deres søgen og deres fortælling om Grundtvigs ånd. Sammen udgør de en treenighed, der mimer, hvordan deres tilsyneladende tilfældige skift mellem Grundtvigs tre fornavne, Nicolai, Frederik og Severin, fremstiller ham som en tredelt, splittet personlighed. Som publikum skal man holde tunge lige i munden og spidse ørerne ekstra godt for at følge med.

N.F.S. Min mund og mit indre, Teater Jævn. Foto: Søren Meisner
N.F.S. Min mund og mit indre, Teater Jævn. Foto: Søren Meisner

Kontraster i lys og mørke

“Hvor er mine øjne,” brøler Chadi Abdul Karim med sin karakteristiske, næsten skræmmende, mørke stemme, mens han knæler på kirkegulvet med ryggen vendt mod alteret. Han søger efter sine øjne, sin rene barnetro, der ikke indeholdt tvivl om, at Gud og Himmerige var til. Abdul Karim er som den eneste af de tre medvirkende iført hvidt fra top til tå. Skjorte, vest, flæsekrave, bukser og lyse støvler. Derudover en kappe med hætte og langt, hvidt blondeslæb, som et brudeslør. Måske som en understregning af hans uskyld.

Olivia Hetmans sort-hvide kostumedesign er grafisk, nærmest skulpturelt. Anna Ur Konoy og Jonas Kriegbaum er begge klædt i sort med markante detaljer som store kraver, flæser, pels og kraftige støvler. Hun med enkelte neongrønne detaljer, som en stor, synlig ørering i hendes venstre øre, der ikke er dækket af det sorte tørklæde, som ellers skjuler det meste af hendes hoved.

Kontrasterne mellem det sorte og det hvide, mørket og lyset, går også igen i Stine Fumz’ lysdesign, der leger med skift mellem en hel mørklagt kirke, der kun oplyses af det lys, der skinner ind gennem de store, farverige mosaikvinduer i koret, og et fuldt oplyst kirkerum, hvor publikum såvel som skuespillere er synlige. Også de mindre lys i mørket, som Abdul Karims lanterne og Kriegbaums lommelygte, når de hver især ved ankomst bevæger sig op gennem kirkeskibet, giver en fin, dramatisk effekt i rummet.

N.F.S. Min mund og mit indre, Teater Jævn. Foto: Søren Meisner
N.F.S. Min mund og mit indre, Teater Jævn. Foto: Søren Meisner

Savner fokus

Amalie Olesens fortælling er bygget af mange lag. Her er rammefortællingen, utallige Grundtvig-citater, faktuel viden om Grundtvigs liv og de tre karakterers egne tanker, der spindes ind og ud af sekvenser, hvor de nærmest virker besatte af Grundtvigs ånd. Det er ganske enkelt svært at følge med. Selvom de tre skuespillere virker velvalgte, supplerer hinanden godt og hver især byder ind med troværdighed og høj energi, så er det endelige resultat alligevel meget rodet.

Noget af det, der fungerer fint i Rasmus Asks iscenesættelse er salmerne, som skuespillerne synger i fællesskab med aftenens publikum. Først Dejlig er den himmel blå, dernæst Den signede dag med fryd vi ser og til slut Sov sødt, barnlille!, der synges til Morten Moesgaards nykomponerede og virkeligt smukke melodi.

Der kan ikke herske tvivl om, at der ligger en virkelig god idé bag N.F.S. Min mund og mit indre, som kunne være endt med et stærkt resultat, det erfarne hold taget i betragtning. Måske er nogle kirkerum vanskeligere at benytte som teatersal end andre. I Stouby Kirke var akustikken så udpræget dårlig, at der var flere passager, som desværre blev helt uforståelige. Og det er ikke godt for en i forvejen lidt kompliceret, teksttung forestilling.

Instruktør: Rasmus Ask. Dramaturg: Gitte Villadsen. Dramatiker: Amalie Olesen. Kostumedesigner: Olivia Hetman. Lysdesigner: Stine Fumz. Producent og komponist: Morten Mosgaard.

Medvirkende: Anna Ur Konoy, Chadi Abdul Karim og Jonas Kriegbaum.

N.F.S. Min mund og mit indre spiller i kirker over hele Hedensted Provsti samt enkelte kirker i resten af landet 14. januar – 14. februar 2023.

Seneste

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent,...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent,...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort,...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys...
Annonce
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og kritiker på ISCENE. Arbejder som freelance kulturjournalist, er medlem af Reumert-juryen og har Kulturmor.dk. Tidligere teaterkritiker for Jyllands-Posten og Dagbladet Information. Uddannet cand.mag i Moderne Kultur ved Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Annonce

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent, stringent mashup af blankvers, shakespearesk seriøsitet, rablende farcetempo, balstyriske karakterer og samtidssatire, der svider, forløst...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en bæredygtig udvikling af cirkusdisciplinerne – og samtidig skabe lokalt forankrede forbindelser på tværs af erhverv...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening i et kunstnerisk kredsløb? Og hvad gemmer kunstnerne selv? Den digitale bevægelse i samfundet har...