Populært lige nu

Årets ultimative højdepunkt i TeaterVejle

Det er tid for præsentation af sæsonprogrammer og i Vejle har teaterforeningen TeaterVejle i et par år satset stort på at sende deres trykte...

HamletScenen søger produktionsansvarlig

Ansøgningsfrist: 28. april 2024.
Annoncespot_imgspot_img

Fanget i et pink peep show

Et twisted univers med stiliserede voldsfantasier venter publikum, når de træder indenfor til forestillingen StuepigerneAarhus Teater. Hvis man endnu ikke har lært at være bevidst om sit blik på kvindekønnet, har man muligheden, når søstrene Claire og Solange reproducerer magtstrukturer i et lyserødt fængsel.

Kvinder er vrede for tiden. Vrede over deres formødres undertrykkelse, vrede over patriarkalske magtstrukturer – og måske også over, at de selv har været for længe om at kvinde sig op? Hvad end affekten har rod i, er det vist ikke forkert at sige, at kønsrollerne i disse år er til forhandling og under forvandling. Det har også Aarhus Teater opdaget.

I Stuepigerne, som opsættes på teatrets Studio Scene, iscenesættes en mands undersøgelse af to unge pigers vrede og afmagt. En “dødelig leg om dominans og underkastelse” kalder teatret selv forestillingen, som er baseret på den franske forfatter Jean Genets skuespil fra 1947. I rollerne som de to stuepiger, Claire og Solange, ses Mette Klakstein og Amanda Friis Jürgensen, der arbejder for den sadistiske Madame, spillet af Mette Døssing.

Nathalie Mellbye. Foto: Kim Glud
Nathalie Mellbye. Foto: Kim Glud

Madame udnytter sin magt over pigerne, som bearbejder fornedrelsen ved at “reproducere magtstrukturer,” som scenograf og huskunstner på Aarhus Teater, Nathalie Mellbye, formulerer det over for ISCENE.

Ind til det grimme og skrøbelige 

Som andet led i trilogien Dirty Decadence er Stuepigerne også en undersøgelse af de mørkere sider af den kvindelige seksualitet. Et tema, Aarhus Teater bad Mellbye om at undersøge – og som passer hende godt. For med hendes egne ord er hun i sit kunstneriske virke ofte drevet af jagten på det uperfekte – ikke mindst når det gælder erotik.

“De fleste har lært det seksuelle at kende gennem et mandligt blik – hovedsageligt porno. Som kvinde har man ofte haft en forventning til sig selv, som er præget af de billeder, man er vokset op med omkring, hvordan seksualitet skal se ud: En poleret seksualitet – som jo er en umulig standard at møde,” siger den norske scenograf og instruktør.

Som kunstner er hun optaget af at finde sprækkerne ind til dér, hvor det går galt eller er skrøbeligt eller grimt: “Så man forhåbentlig kan nå ind til et meget mere intimt rum, hvor man blotter sig for hinanden”.

Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Mænd skal ikke skamme sig

Og hvad er det så med det der mandlige blik, der så ofte nævnes som en spændetrøje for kvindekønnet? Det giver Nathalie Mellbye sit bud på med en symbolladet scenografi, der simulerer et peep show, hvor publikum kan se skuespillerne, men de ikke kan se publikum. 

Stuepigerne befinder sig således bag spejlglas i en ottekantet boks i en kvalmende, tyggegummipink farve. Fanget af beskuerens blik, ude af stand til at undslippe det. Mellbye understreger, at hun ikke er ude på at få de mandlige publikummer til at skamme sig.

“Men vi lever på mange måder i en opgørstid, hvor der er brug for, at man – kvinder som mænd og alt der imellem – undersøger sine bias og det blik, man ser med. En kvinde udstilles jo for et mandligt blik på en særlig måde. Det er ikke en sort/hvid fortælling – pornografien er altomfattende i vores samfund, og de fleste unge mennesker vokser op med den som deres læremester i forhold til, hvad det vil sige at have en seksualitet,” siger Melbye og fniser lidt genert: “Jeg har selv prøvet at finde ud af, hvad min egen seksualitet er, når den er fritaget for den iscenesættelse”.

Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Toxiske kvinder

Stuepigerne og Frankly My Dear I Don’t Give a Damn, som også er en del af Dirty Decadence-trilogien, undersøger således seksualitet fra et kvindeligt synspunkt. Claire og Solange er repræsentanter for en “toxisk” type kvinder, som i vreden over at blive dårligt behandlet kommer til at gøre det samme mod hinanden. Når deres hersker, Madame, er ude, gennemspiller de en række sadomasochistiske fantasier – de reproducerer magtstrukturer, siger Mellbye:

“Den relation, de indgår i, er en reproduktion af roller. De udøver magt mod hinanden – et kvindeopgør mod dem selv, fordi de er kommet til at reproducere nogle af de samme magtstrategier, nemlig at sparke nedad. De spejler sig i hinandens toxiske blik og gentager hele tiden de her magtkonstruktioner, som de i virkeligheden gerne vil fri af,” forklarer hun.

Et andet lag i Stuepigerne er det såkaldte mimetiske begær – tendensen blandt især unge piger til at ville være en anden end den, man er. Skal man tro medier og undersøgelser, har unge piger det i dag værre end nogensinde. Og en stor del af skylden bærer de sociale medier, hvor man konstant er til skue for alle, der gider kigge.

I Stuepigerne behandler Madame Claire og Solange som små dukker, og det rollespil gentager pigerne over for hinanden, når de skiftes til at spille Madame, fortæller Mellbye og beskriver forestillingen som en stærk, visuelt stimulerende og filmisk oplevelse, hvor skuespillerne nu og da kommer endog meget tæt på publikum, som hører deres replikker gennem et sæt hovedtelefoner.

Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Gamle strukturer bliver forstærket

Mellbyes kendetegn er in our face-scenografier, som skal få publikum til med det samme at forholde sig til det univers, der møder dem. I Stuepigerne bliver der sat en fed streg publikums voyeuristiske blik på de to unge piger. Og selvom Mellbye ikke er ude på at give mandlige publikummer med dertil hørende mandlige blikke dårlig samvittighed, kunne Aarhus Teaters podcaster, Anders Lange, alligevel ikke sige sig fri for netop dét, indrømmede han i et interview med Mellbye.

Konfronteret med dét, ler scenografen anerkendende og siger:

“Det er ikke meningen, at man som publikum skal sidde med et dømmende blik på pigerne. Man har lov at kigge på dem. Men jeg kan jo ikke vide, hvordan publikum vil reagere – om de vil føle sig udstillet i den voyeuristiske rolle”. 

Kønsroller er i sandhed ved at blive defineret på ny, slår Mellbye fast – og når noget nyt bygges op, bliver gamle strukturer sommetider forstærket i forvandlingen, mener hun. Således også magtspillets kunst, som jo også kvinder kan være særdeles talentfulde udi. 

Stuepigerne spiller på Aarhus Teater fra 2. februar 2023. Læs mere her.

aarhus teater at logo

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Aarhus Teater med fuld redaktionel frihed for ISCENE.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Nina Branner
Nina Branner
Uddannet i litteraturvidenskab og kulturjournalistik fra Universität der Künste i Berlin, og skriver om kultur og samfundsstof for blandt andre Dagbladet Information, Weekendavisen og Berlingske Medier.
Annonce

Scenekunstens Årsmøde 2024 sætter fokus på fremtidens scenekunst

Mandag den 3. juni afholdes Scenekunstens Årsmøde som en del af programmet for CPH Stage 2024. I år er temaet Scenekunstens fremtid og mødet...