Over to dage på Refshaleøen i København afvikledes Metropolis’ Performing Landscapes Laboratorium, hvor 40 kunstnere, kuratorer og forskere satte fokus på relationen mellem kunst, natur, landskab og mennesker. Laboratoriet, der gav indsigt i form af teori, praksis og debat med fokus på, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt og i samhørighed med vores omgivelser, bød på et stramt program med indslag fra internationale talere, kunstneriske workshops og ’rundbordssamtaler’ mellem sal og paneldeltagere.
Torsdag åbnede med inspirationsoplæg fra tre talere via Zoom: Nils Ole Bubandt, professor ved Aarhus Universitet, Susan Ballard, kunsthistoriker ved University of Wellington, og Herman Bashiron Mendolicchio, skribent, redaktør og kurator ved University of Barcelona.
”Et af problemerne er, at vi sætter klimaudfordringer og det antropocæne ud i fremtiden – men det sker nu. Transformationen er i gang,” lød det fra Ballard, der brugte billedkunsten som eksempel på naturens udvikling og afsæt for en generering af en ny måde at beskue naturen på.
Mendolicchio lagde også meget konkret ud med værker fra kunstens verden og eksemplificerede menneskets destruktion af naturen med Steve Cutts barske animationsfilm MAN, der viser menneskets gennemgribende grådighed og meningsløse destruktion af omverdenen. Bubandt holdt sig til videnskabens metodik og kom bl.a. omkring, hvordan forskellige metoder tillader adgang til forskellig former for forskning, og hvordan hvert landskab kræver sit eget undersøgelsesafsæt med eksempler fra det antropologiske feltarbejde. Hver især understregede de tre alvoren af den igangværende klimakrise.
Tingenes forbundethed
Herefter bød torsdagen på workshops, som de mere end 150 deltagere på forhånd havde tilmeldt sig, og som var med til at understrege kunstens potentialer. Fælles for de forskellige workshops var interaktionen med deltagerne og muligheden for at være med til at sanse og udvikle sig i mødet med kunsten.
Flere kunstnere har fokus på indre landskaber, hvor både søvn og meditationslignende processer ligger til grund for den kunstneriske proces. Andre af de indbudte kunstnere arbejder med lyd i både workshop og værker. Performancekunstner og filmskaber Madeleine Kate McGowan arbejdede i workshoppen Book og Songs, hvor sangen, som hos de traditionelle grædekoner, kan være med til at forløse fælles sorg forårsaget af klimakrisen. Workshoppen refererede til forestillingen Solastalgia, der blev præsenteret på Sort/Hvid i efteråret 2022 (læs mere her).
Lyd er også omdrejningspunktet hos sanger og performancekunstner Katrine Faber, der arbejder med stemmen og lydens landskaber. I workshoppen Singing Our Place mødte vi hinanden og omverdenen med lyd. ”Syng lyden af et rødt jordbær,” lød det fx, mens vi stod to og to overfor hinanden og skulle give hinanden små billeder at sætte lyd til. Et forsøg på at forbinde sine indre landskaber med den ydre verden og undersøge, hvordan verden ser ud, når vi lytter til den på forskellig vis og fra forskellige perspektiver. Derpå gik vi ud i landskabet for at sætte lyd på de møder, vi der havde med omgivelserne. Disse små lydbidder, som fremførtes først i grupper af fire og siden for resten af holdet i en rundkreds, var fuldstændig fortryllende fortolkninger af Refshaleøens formiddagslyde og -stemninger.
I det hele taget handlede dagen om at få blikket, øret, øjet og sjælen til at sanse verden på ny og skabe forbundethed med det “andet end menneskelige”. På workshoppen Planteværen hos de to billedkunstnere Søren Lose og Thomas Seest transformerede vi os for en stund til plantevæsner. Det foregik helt konkret ved at klippe lidt grønt af buske og ’iklæde’ os det med hjælp fra elastikker, hvorefter hver især fandt et meditativt sted og forsøgte at forbinde sig mere med naturen, for til slut at plante et træ – en afklippet pilekvist, som kan slå rod i den våde jord. Alt sammen kunstneriske præsentationer, der viste kunstens potentialer til både at ville og kunne være med til at forandre og udvikle det mindset, vi oplever omverdenen med.
Den store vision
Efter dagens sidste workshops var der refleksion i plenum. Her var et panel inviteret til at give deres tanker om kunstens rolle og potentiale i en tid med økologisk krise. Susanne Danig, der er leder af BIRCA, lagde ud med retorisk at spørge til, hvordan kunsten kan relatere til andet end det menneskelige? Og hvad der er kunstens ’gummistøvlemetode’ i forhold til at finde frem til en fælles vision for kunsten netop nu?
Gry Hedin, der er forsker på SMK, har forsket i landskabsmalerier fra 1700-tallet og talte for at komme bort fra den monokultur, der er så rigeligt gengivet i de mange malerier af danske kornmarker. Hedin skeler fx til Indien, hvor der er udviklet kornsorter, som binder CO2, og hvor de arbejder med et regenerativt landbrug. Hun pointerede, at vi skal ændre vores mindset, hvilket hun mener, at kunsten, der kan ændre blikke på verden, kan hjælpe med. Hun eksemplificerede det med Christine Fenz’ workshop Meeting other people, der – ved at tilbyde en reception af omverdenen i baglæns og langsomt tempo – fik skabt en kropslig ro, som tillod at sanse omgivelserne på en ny måde.
Christina Louise Jørgensen fra Liselund Laboratorium var også del af panelet. Hun spurgte, hvordan kunsten kan tage del i arbejdet med at skabe nye landskaber. Hvordan kunsten kan klimasikre kyster, omlægge landbrugsjord, rejse skov og skabe liv på havbunden? Bør kunsten ikke være med i den proces? Og skal vi ikke inddrage borgere, ingeniører og andre fagfolk?
Livlig debat
Publikum, der sad omkring på puder i en rundkreds og på et podie, blev inviteret med i samtalen og der opstod en livlig debat. Som opfølgning på det hele var der tanker om en radikal nytænkning, både af sprog og begreber, som skal være inkluderende. Et eksempel var, at ’natur’ let opleves som noget derude, der ikke er en del af en selv, mens et begreb som ’det levende’ er mere knyttet til det, vi alle kender. Det blev også påpeget, at vi i Vesten er af den privilegerede klasse, som stadig ikke er direkte berørt af klimakatastrofen som andre dele af verden, og vi derfor også er nødt til at se indad og give slip på nogle af vores privilegier. Og så skal vi støtte hinanden!
Dagen blev afrundet med endnu en Zoom-debat med internationale gæster. Her deltog bl.a. Nikolaj Schultz, der er sociolog og sammen med Bruno Latour medforfatter på Notat om den nye økologiske klasse. Teksten består af 76 diskussionspunkter, hvor der argumenteres for, hvordan økologien kan manifestere sig med ideologisk sammenhæng, autonomi og som en politisk fortælling. Og her kan kunsten netop være med til at skabe de fortællinger, som kan styrke projektet, lød det fra Nikolaj Schultz.
Don’t go back to normal
Fredagen bød på et lige så stramt program med oplægsholdere, debat, workshops og flere internationale speakers fordelt over en godt ti timer lang dag. Trine Rytter Andersen, der er kurator og kritiker, tog afsæt i sine egne erfaringer med at bo i tæt kontakt med naturen, og viste bl.a. fotos fra sin egen have. Intimiteten med haven har formet hendes verdenssyn og styrket hendes blik for, hvad vi har mistet, og hvordan vi har flyttet os fra det, som er vigtigt.
Rytter Andersen gør bl.a. op med ideen om, at vi skal skabe nye fortællinger, der mimer de gamle, politiske fortællinger, som Bruno Latour og Nikolaj Schultz taler for. Det er ikke vejen frem, sagde Rytter Andersen og uddybede:
”Vi ønsker en ny verden med nye fortællinger og nye måder at være i verden på. De (Latour, Schultz red.) misser en pointe. De gamle systemer er ekkokamre og tunnelsyn. De skal ikke repeteres. Don’t go back to normal,” afsluttede hun sit oplæg.
Dagens anden oplægsholder var Maria Kjær Themsen, der er kunstredaktør ved Dagbladet Information. Maria Kjær Themsen fortalte om projektet Soil, Sickness, Society, Bikubenfondens Udstillingspris Vision 2020. I samarbejde med Rønnebæksholm, Næstved Kommunes Kunsthal, var Kjær Themsen kurator på en udstilling i kunsthallen, der forgrenede sig til den omkringliggende park, Næstved sygehus og psykiatrisk hospital. Udstillingen undersøgte relationen mellem jord, sygdom og samfund fra forskellige perspektiver. Centralt for udstillingen var ambitionen om at lade naturen indgå som en aktiv medspiller i værket og lade genbrug af koncepter og materialer være en del af værket. Et værk, der viste, hvordan genbrugsmaterialerne gav nyt liv, da stofferne fx blev betræk på gamle hospitalsstole og i den grad var med til at bringe ny energi og forfriskende liv ind i venteværelserne på det lokale hospital.
Kunsten som afhjælper af konkrete problematikker
Kunsten havde også en meget konkret og bæredygtig funktion i de værker, som den amerikanske kunsthistoriker Julie Reiss præsenterede senere på dagen. Reiss er kunsthistoriker med fokus på samtidskunst, der adresserer klimakrisen, hvilke hun eksemplificerede med række værker, der kan afhjælpe eksisterende klima-, natur- og sociale problemer.
Reiss viste fx Meile Laderman Ukeles Touch Sanitation, hvor Ukeles mødtes med over 8500 renovationsarbejdere i New York og gav dem håndtryk og takkede dem for at holde byen ren. Og Mary Mattinglys Swale, der er et værk bestående af en række sejlende flodpramme og både lastet med grøntsager og planter, hvor almindelige mennesker kan gå ombord og plukke frisk grønt, fordi en stor del af befolkningen i New York er afskåret fra at få sund mad. Et andet eksempel var Anina Gerchicks Birdlink, som er en række habitat-skulpturer, hvor fugle på træk kan sætte sig, hvile og få lidt føde, fordi der er stor mangel på grønne områder til de mange fugle.
Fokus var på værker, som meget konkret arbejdede med at adressere og afhjælpe konkrete udfordringer, og viste, hvordan lokale tiltag kan blive en afgørende faktor i en større sammenhæng.
Fælles ønske om at skabe forandringer
Metropolis’ Performing Landscapes Laboratorium åbnede for en række væsentlige debatter og indblik i kunstneriske potentialer, som i den grad satte fokus på kunstens mangefacetterede mulighedsrum.
Der var et gennemgribende ønske fra et bredt felt af forskere og kunstnere om at skabe forandring. At skabe nye blikke på omverdenen, styrke forholdet til tingenes forbundethed og åbne vores sanser for nye måder at være i verden på. Der hersker ingen tvivl om, at der er lang vej igen, og at det er en benhård kamp at få skabt forandringer – men det haster og laboratoriet viste klart, at kunsten er en del af løsningen. Men det kræver forandring, og det koster på den personlige konto, som Trine Rytter Andersen, gjorde klart:
”Vi må tilsidesætte egne behov for den levende verden. Denne dag er som en saltvandsindsprøjtning, så vi er klar til at tage en tørn til for den levende verden.”
Performing Landscapes Laboratorium blev afholdt 26. – 27. januar 2023. Se hele programmet her.
Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Metropolis med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
