★★★☆☆☆ Miss Saigon – skruppelløs pragtpræstation i ujævnt balladeridt

Det Ny Teaters opsætning af den tragiske musical Miss Saigon er en triumf for den besatte Kim Hammelsvang, men de øvrige hovedroller gemmer sig bag fromme klangidealer.

Menuen står måske nok på tragedie, men det er djævleriet, der fascinerer farligst i Lisa Kents ellers midtsøgende opsætning af Claude-Michel Schönberg og Alain Boublils musicalhit fra 1989.

Fucking spanky

Midt i en på alle måder dehumaniserende vietnamkrig befinder ét menneske sig strålende som lokal vært for de kapitalistisksindede amerikanske soldater: en fransk-vietnamesisk alfons med tilnavnet Engineer, portrætteret med delikat mani af en henrivende skruppelløs Kim Hammelsvang.

”Gør mig til yankee, den er fucking spanky,” drømmer han i sit våde syn mod slutningen af Miss Saigon. Han forstår om nogen, hvad der driver de hovmodige imperialister, og han længes med hele sit væsen efter at blive en af dem. Men hvad vigtigere er: Kim Hammelsvang forstår også, hvad der driver en musical.

Alle er ofre

Centralt i dette fransk-amerikanske værk, der først og fremmest må forstås som en tidligere kolonimagts bearbejdelse af egen skyld, står en forloren kærlighedshistorie om en fattig vietnamesisk teenager, der gøres gravid af en amerikansk soldat.

Begge personer er, ligesom egentlig alle medvirkende, ofre. Ondskaben er noget, der befinder sig på et højere niveau og kun manifesterer sig i det dunkle, eksempelvis som en helikopter, der undlader at evakuere en flok desperate vietnamesere. I øvrigt en scene, der med sin materielle ødselhed bryder med opsætningens lidt sparsomme scenografi.

Udfordringen er at give de to elskende nok substans til at gøre den afsindigt balladetunge musical til mere end et sødebolsje. Det lykkes ikke i Lisa Kents iscenesættelse, hvor både Linda Arunee Olofsson og Christian Lund synger efter fromme klangidealer.

Vokalen i teatrets tjeneste

Olofsson inkarnerer som den unge Kim prinsesseagtig uskyld. Hun bøjer sig let forover og kigger gudfrygtigt ud fra scenen, mens hun med teknisk ynde synger den mere eller mindre samme ballade igen og igen. Bedst er hun, da hun en stund anstrenges af at bære sin søn og her når dybere ind i sin vokal, men det er kortvarigt.

Samme dydige klang præger Christian Lunds halvtapre, men også halvenfoldige Chris. Ved sin entré bygger han fornemt sit parti op med dynamisk vekslen mellem tale og sang, og med sin gode bund er han lige ved at blive rørende, men mangler det sidste overskud i toppen til at give sig helt hen.

Begge kunne med fordel tage ved lære af Kim Hammelsvang, der som den eneste på scenen reelt bruger sit instrument i teatrets tjeneste. Han skalter og valter med sin vokal, strækker den ud i unaturlige positurer for at give rollen karakter.

Det er hos Hammelsvang, vi ser en udvikling og mærker en sjæl. Interessen for de to andre mister jeg omvendt i en grad, så den unge mors tragiske endeligt til slut virker helt uvedkommende. Jeg sad stadig og frydedes over Hammelsvangs showstopper af en amerikansk drøm øjeblikket forinden.