Populært lige nu

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort, 79 år gammel. Det skriver Hotel Pro Forma i dag i en pressemeddelelse. Kirsten Dehlholm...

Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg møder kritik efter uddeling af ny scenekunstpakke

Da Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune for nylig udmøntede en ny scenekunstpakke, lød der kritik fra branchen om, at kommunen løb fra sine...

Roskilde 2024 Art & Activism – minianmeldelser af danseperformances

Roskildes Art & Activism-program bød blandt meget andet på en række danseperformances, som vi løbende giver minianmeldelser under festivalen. Under programmets tematiske overligger Utopia...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Alting er noget 2.0 – et sprogunivers, det er rart at være i

Teatret ved Sorte Hest genbesøger i Alting er noget 2.0 Naja Marie Aidts univers og dramatiserer det ind på scenen med en fortættet ordleg i poesilaboratoriet.

”Gid jeg boede i et smældende digt,” står der atter på bagvæggen på Teatret ved Sorte Hests lille scenerum. Ganske som der gjorde i 2016, da det kunstneriske hold første gang satte digterens tekster på scenen i en montage. Nu er det blevet tid til version 2.0, der vitterlig opleves som en opgradering.

Ordene dissekeres

Teatret ved Sorte Hest har i de forløbne år udforsket mangt et forfatterskab i forskellige formater fra godnathistorier i baggården til varianter af den oplæsningsform, der prægede den første runde med Aidt. Den var jeg ikke voldsomt begejstret for, men anden runde får bedre fat i mig.

Væk er nu de længere passager, der ikke adskilte sig fra en hvilken som helst professionel oplæsning. Denne gang er dramatiseringen stærkere, hvilket klæder forestillingen. Vi er ikke længere i det smældende digt, men i en form for sproglaboratorium, hvor to forskere klædt i laboratoriepraktiske sko og hvid uniform dissekerer ordene, der nogle gange kommer blot som sætninger, andre gange i længere formationer. Senere tager de fine bordeaux kåber med flæser ved håndleddene på som videnskabsfolk fra en anden tid.

Alting er noget 2.0
Alting er noget 2.0 på Teatret ved Sorte Hest. Foto Robin Skjoldborg

Blåregn, choksprog, gunpowder

Intenst undersøgende indspiller kvinderne ord. Skriver passager ned på tastaturet og noterer særlige ord ned på store whiteboards. Med særlig glæde sættes streger under, når et ord gentages. Substantiver som blåregn, choksprog, gunpowder fylder det ene board. På den anden ordnes ordene under temaoverskrifter som livet og døden. Måske er der en overordnet mening i de to tavleordener, men det forekommer ikke vigtigt, da det lige så meget handler om ordenes klang og sætningernes rytme, som det handler om deres indhold.

En enkelt sekvens skiller sig ud med et narrativt parallelforløb om over- og underboer og deres tanker om hinanden. Her bliver det historiefortælling om forskellige kvindeliv, der udfoldes i 84 m2 stablet ovenpå hinanden. Det tager sig ikke ud af meget, men der leves og skabes forestillinger bag dørene i opgangen.

Alting er noget 2.0
Alting er noget 2.0 på Teatret ved Sorte Hest. Foto Robin Skjoldborg.

Hvidt sprog og billedsmuk intethed

Selvom ”Sproget er tomt, helt hvidt,” er livet pulserende til stede i det, saftspændt af ordenes fylde, men også døden lurer bag bogstaverne. Livets skrøbelighed dirrer stille i de ord, Aidt skrev i 2008, men siden trak frem på ny i sin egen sorg: ”Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage”.  Til sidst opløses alting i billedsmuk intethed, der undviger sproget og indhyller os alle.  

Sarah Boberg og Anette Støvelbæk klæder hinanden endog bedre, end de gjorde i 2016, og får i Maria Vinterbergs også langt mere konsekvente iscenesættelse skabt dette ordenes univers med glød og nysgerrighed. Et univers, det er rart at være i – ikke på trods, men på grund af de fragile ord og eksistentielt svære billeder, de to skaber det med. De udstråler den ideelle kombination af moden indsigt og tøjlesløs videbegærlighed, der gør dem interessante i sig selv, og dermed transformerer Aidts univers helt ind i det dramatiske, jeg sukkede efter i 2016.

Manuskript: Tekster af Naja Marie Aidt. Iscenesættelse: Maria Vinterberg. Scenograf: Marianne Nilsson. Musik: Jacob Binzer. Lysdesigner: Lasse Svarre Christiansen. Kostumedesigner: Mikael Jensen.

Medvirkende: Sarah Boberg og Anette Støvelbæk.

Alting er noget 2.0 spiller 18. februar – 1. april 2023 på Teatret ved Sorte Hest.

Seneste

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent,...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent,...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening...

Kirsten Dehlholm er død

Instruktør og kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm er gået bort,...

Her er de nominerede til Revyernes Revy 2024

I dag kan Skuespillerforeningen af 1879 og Revyernes Revys...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

★★★★★☆ Et skærsommernats drøn – dekonstrueret woke-schwung galore

Et skærsommernats drøn på Teatret Slotsgaarden er et intelligent, stringent mashup af blankvers, shakespearesk seriøsitet, rablende farcetempo, balstyriske karakterer og samtidssatire, der svider, forløst...

Hand to hand – europæisk samtidscirkus-projekt på PASSAGE Festival 2024

Hvordan kan samtidscirkus i offentlige rum bidrage til en bæredygtig udvikling af cirkusdisciplinerne – og samtidig skabe lokalt forankrede forbindelser på tværs af erhverv...

Ny forskning om scenekunstnere og arkiver

Hvordan skal scenekunsten bevares, hvis det skal give mening i et kunstnerisk kredsløb? Og hvad gemmer kunstnerne selv? Den digitale bevægelse i samfundet har...