★★★☆☆☆ Iliaden – teksttung dekonstruktion af heltebegrebet mangler dynamik

Betty Nansen Teatret vil med Iliaden dekonstruere et klassisk helteepos og fremskrive den menneskelige dårskab og sårbarhed, der gemmer sig under den patriarkalske heltediskurs. Det lykkes, men forestillingen samler sig ikke ud over denne trods alt ret banale indsigt.

Krigen har varet længe. Aktørerne dasker hvileløst rundt på scenen, da vi bænker os og kort efter placeres i rollen som soldater, som statister til helte og hærføreres krigsspil.

”Der findes ingen helte,” hedder forestillingens undertitel, hvilket den derfor også sætter sig for at vise ved at give andre perspektiver på historiens karakterer og kernekonflikter end den 2000 år gamle teksts eget patriarkalske perspektiv.

Mennesker dør i krig

Iliaden udspiller sig 9 år inde i trojanerkrigen, der blev udløst af den trojanske prins Paris’ for- og bortførelse af den græske helt Menealos’ kone, den skønne Helena. Historien tager afsæt i Achilleus’ vrede, der skyldes, at hærfører Agamemnon tager hans krigsbytte/sexslave Briseis fra ham, da han selv må opgive sin, Chryseis, for at ophæve gudernes vrede og en deraf fremkaldt pest. Achilleus går i strejke, Agamemnon tager drømmevarsel, dummer sig og må tigge Achilleus om at komme tilbage. Herfra eskalerer alt i voldsomme blodsudgydelser. To be continued, da Iliaden tidsmæssigt ligger før Odysseen.

Den skønne Helena får med lidt tilløb sat historien i gang og observerer ellers mest krigen fra Trojas høje bymure. Paris ser vi aldrig, derimod er Helenas forhold til Asbjørn Krogh Nissens diabolske svigerfar Priamos ikke helt sundt. Seksuel ydmygelse og en form for Stockholmsyndrom får hende til at udpege de græske helte, så trojanerne ved, hvem de skal slagte.

Mathilde Arcel er som Helena desuden udstyret med uendeligt lange opremsninger af dem, der døde på slagmarken. Tiøren falder første gang. Mennesker dør i krig. Mennesker er individer med navne, ikke tal. Det bliver meget langt at få repeteret den indsigt gang efter gang.

Det tænker jeg, men jeg siger det ikke

Xenia Noetzelmanns indsigtsfulde Andromache og Ena Spottags handlekraftige Hektor udfordrer ikke ligefrem kønsrollestereotypien, men fortæller fint om hverdagens følelser og begær, der også rammes af krigen. ”Du kommer til at dø,” siger hun lakonisk og dog smertedryppende til ham.

Hos grækerne, der belejrer Troja, står idioterne i kø. Anders Buddes forfængelige Agamemnon bedriver manisk sine herskerteknikker over Mathias Rahbæks potente Achilleus og hans trofaste – og svært forelskede – væbner Patrokles, der spilles med smuk sødme af Mathias Bøgelund. Achilleus er lige så stædig som Agamemnon og det kvindelige krigsbytte kommer ikke selv til orde, men hvisker helt tyst i forestillingens lydunivers og de synlige kvinders mimik.

Ida Cæcilie Rasmussens Thetis, mor til Achilleus, er stereotypen moder, men tænker selvstændige tanker. ”Det tænker jeg, men det siger jeg ikke”. Men hun siger det jo naturligvis højt til os, selvom hun bagefter handler stik modsat, fanget i patriarkatets mulighedsrum, som de alle er. Hun vil ikke curle sin krigerunge og støtte mændenes krig, men hun gør det alligevel.

Teksttung og dyster

Sorgen over de døde kommer til dem alle. Achilleus vånder sig i smerte over Patroklos, der elskede ham så dybt. Priamos må tigge om at få sin søn Hektors lig udleveret. Ingen vinder, alle taber, når følsomhed undertrykkes og ære og mandsmod sættes som stærkeste værdi. Det viser Eline Arbos iscenesættelse egentlig fint, men alligevel blev jeg ikke fanget ind af denne enormt teksttunge og dystre forestilling.

Der er humor, eller snarere komiske karakterer, der fremviser menneskets naragtighed, men det nærmest drævende tempo og oplevelsen af, at karaktererne mest taler ud i luften og kun i enkelte – virkelig gode – sekvenser har en dynamik imellem sig, efterlod mig med en meget træt fornemmelse i kroppen.  

Det hjælper heller ikke, at scenografien er så statisk som en græsk statue. Umiddelbart er det et imponerende rum, men det kan bare ikke ret meget. Kun i Agamemnons drøm liver en del af scenografien selvstændigt op, og det skyldes især Christian Alkjærs fine lyssætning. Ellers er det mest afdækningsplast og teaterblod i dunke, der skal skabe bevægelse på scenen – og supplere den ikke synderligt interessante nedbrydning af den fjerde væg. Vi er godt klar over, at det er teater. Vi er nok også godt klar over, at vi har en rolle at spille i en krigerisk samtid.

Iliaden er en del af BETTY UDVIKLER, og jeg går ud fra, at udviklingen her skal ses i lyset af det musikalske univers, som skuespillerne selv frembringer på scenen. Det fungerer godt og udvider dialogen med stemninger, der nogle gange kan opleves dybere gennem toner end gennem ord. Lyduniverset og de gode skuespillerpræstationer er bare ikke nok til, at forestillingen samler sig for mig.  

Hør instruktør Eline Arbo og musiker Thijs van Vuure tale om forestillingen her.