★★★★☆☆ Snowdrops – magiske gys i poetisk mysteriefortælling

Rapid Eye’s nye forestilling, Snowdrops, der spiller på både Mungo Park og Dynamo, bruger et magtfuldt lydbillede, uskyldig undren og nytryl til en poetisk undersøgelse af en 60 år gammel tragedie i Uralbjergene.

“Jeg elsker dig, livet, og jeg håber, det er gensidigt”

Replikken løber gennem Rapid Eye’s nye forestilling Snowdrops, der med lyd, gys og magi nysgerrigt undersøger hændelsen ved Dyatlov-passet, hvor ni vandrere døde en grusom død i 1959. Livet elskede dem ikke, og utallige har teorierne om deres endeligt været, siden de blev fundet. Alle dybfrosne, nogle svært lemlæstede, og tilmed radioaktive mentes de at være. Snowdrops er det engelske navn for vintergækker, men på russisk betyder det lig, der dukker frem af den smeltede sne.

Den kolde blæsts ulidelige susen

Samuel Gustavsson blev fascineret af den tragiske hændelse. Pandemi og krig forhindrede researchture til Uralbjergene, hvor Dyatlov-passet findes. Holdet har derfor valgt en anden tilgang, der tager afsæt i de mange teorier om hændelsen æstetiseret med nytryl og et fascinerende helintegreret lydspor. Den kolde blæsts ulidelige susen ligger snart fremme, snart helt tilbage i et lydbillede, der også trækker på auditive gys fra suspense-kassen og melodiske sekvenser, der giver mindelser om stumfilmens magi.

Her er vi ved ekspeditionens start, hvor de to performere i diskret klovnetempo gør sig klar med en række klatregenstande, som David Tholander har bragt til syne under det første, florlette hvide tæppe, der løber over gulvet og op ad bagvæggen. Indkapslede i bjergets isklædte verden med sneen dryssende ubønhørligt ned. De to performere kan træde ud i siderne og agere videnskabsmænd, der fra nutiden kigger tilbage, men i midtens hvide rum er de næsten tavse og lader kroppe og objekter fortælle historien – og det, den gør ved os.

Ufoer, stormvinde og monstre

Nænsomt bærer de først en, siden en anden hvid ligpose ind. Eller vi tror, det er ligposer. Den første viser sig at indeholde noget, der ligner en rusten rævesaks. Forsigtigt hjælper de hinanden med at aktivere den. I mørket hører vi dens smæld. I den næste pose repræsenterer et stykke tøj hver af de ni ekspeditionsmedlemmer. Den unge Yuri Yudun undslipper som den eneste. Han blev syg og måtte forlade turen før den fatale nat, hvor holdet i panik skar sig ud af deres telt og i al for lidt tøj, døde i det, der nok var en lavine.

Men Snowdrops er ikke så interesseret i den nylige undersøgelse, der peger ret præcist på en lavine som forklaring. Forestillingen er interesseret i gruen i stormen og ikke mindst i de mange teorier om alt fra yetier til efterretningstjenester, som har været på spil i de tre hovedkategorier; naturlige, kriminelle og andre forklaringer.

I forestillingens mest visuelt magiske scene gennemspilles et imponerende antal teorier på en sort tavle med to små papirtelte, et drys af sne og et meget større drys af magi. Ufoer, stormvinde og monstre passerer i hast forbi den roterende tavle som et poetisk billede på den dramatiske forening af naturkræfter og konspirationsteorier.

Neddæmpet klovnegestik

Til slut overskrides grænsen mellem scene og sal i det sidste eksperiment. Vi må godt gå, hvis vi synes, det er farligt, men det gør vi naturligvis ikke. Vi skal have det sidste billede med, hvor scenen er draperet i hængende objekter, og hvor de to performere forsvinder i en blitz, der mimer ekspeditionens undergang.

Nytryl er ikke nødvendigvis spektakulært, men går ind som et element i fortællingen sammen med ord, krop, lyd og lys. I Snowdrops er magien uhyre subtil – i de fleste tilfælde – hvilket ligesom den lavmælte tale og de naivt undrende ansigter spiller godt op imod det magtfulde lydbillede og historiens iboende dramatik.

I én scene sprøjter blodet med næsten parodisk intensitet og udgør sammen med tavlescenen det rytmiske kontrapunkt til den helt neddæmpede klovnegestik, der giver Snowdrops en fin, uskyldig undren – en poetisk, livfuld hyldest til dem, livet ikke elskede.