★★★★★☆ Jane Eyre – mageløst morsomt og konsekvent angreb på en klassiker

Aarhus Teater pumper velgørende nyt liv og rasende energi i den ellers så romantiske Jane Eyre. Pussy Riot-huer og blodige kastrationer kæmper med melodramatiske poseringer og hvide heste om narrativet i Sigrid Johannesens konsekvente og vanvittigt morsomme klassikerangreb.

Jane Eyre – hvorfor nu det? Hvad kan den såkaldt feministiske, men i særdeleshed højromantiske historie sige nogen i dag? Forestillingens program fortæller, at det kunstneriske hold gjorde sig de samme overvejelser som mig. I forrige sæson forelskede jeg mig dog i Vibeke Wredes sanselige treafteners udgave af Stormfulde højder på Odense Teater, skrevet af Emily Brontë, søster til Jane Eyres forfatter Charlotte Brontë – og ikke mindre højspændt.

I Aarhus går Sigrid Johannesen på ganske anderledes vis i clinch med klassikeren med vrede som en uhyre frugtbar motor. Blot for Anne Plauborgs rasende Bertha skal stykket ses. Hvilken underskøn rolle, der flabet forener drifter amok og feminismens stemme. Berhta-karakteren er typisk blevet læst som Janes drifter, men den sort/hvide dikotomi gør stykket velgørende grundigt op med i sit eget kaosorkestrerede, mangetydige univers.

Defineret af patriarkatet

Vi starter dog et andet sted. Ikke blidere, for Janes opvækst hos sin tante og dennes grusomme børn er grum, men vreden tøjles og kommer mere ud som uskyldig undren over rollefordelingen i den patriarkalske verden, hvor et barn stemples som grim – og derfor uden synderlig værdi.

Gennem hele forestillingen løber denne fortælling, hvor Jane defineres af samfundets normer. Fortællingen bæres både af de mænd, hun møder, og de kvinder, der medvirker til at opholde status quo. Ofte kaldes hun klog men grim. Hendes store kærlighed, Rochester, definerer hende som en ”troldkvinde, skabt til at fortælle hemmeligheder til”, mens en anden frier, missionæren St. John, på ingen måde tager et nej for et nej, men blot belærende smiler ”kære lille Jane”.

Kampen om fortællingen

Fortællingen står ikke alene, men angribes frontalt af Berthas narrativ. Hun er Rochesters første kone, som holdes indespærret på hans slot. Anne Plauborg starter vrangvilligt sukkende, ler uhyggeligt i kulissen og fortsætter med vanvidsskrig, så Rochester må bære hende korporligt ud. Det forhindrer hende ikke i fortsat at råbe bag os, inden hun igen kaster sig ind i kampen for at få overtaget over Janes historie, så hun ikke ”bliver endnu en rekvisit i Rochesters fortælling,” men derimod træder i karakter som moderne shero med Nobelpris, SCUM-manifest og det hele.

Janes egen stemme er det slyngede spor mellem de to fortællinger. I hende rumsterer de begge, og er det nok at være en tilfreds lærer? Mette Klakstein bærer sin Jane med en dragende blanding af naiv oprigtighed og rapkæftet klarsyn, der efter en himmelsk, særdeles blodig kastrationsscene får hende til at vende sig mod den feministiske konsensussnak og spørge efter noget større end sig selv. Om dette større er den romantiske kærlighed – som romanen konkluderer – får heldigvis lov at blafre i vinden, punkteret af stykkets sidste replik.

Pikke og vredesytringer flyver os om ørerne

Sigrid Johannesen står sammen med dramaturg Hanne Lund Joensen bag genskrivningen, der forvandler epik til dramatik ved at hive romanens egentlige og tillagte undertekster op i lyset og garnere dem med nutidsrefleksioner og sprogbrug. Det fungerer forbløffende godt i hendes højenergiske iscenesættelse, hvor oplysningspassager som tantens død afvikles i speedtempo, mens Rochesters rigmandsfest udføres i slowmotion som en kniv i hjertet på Jane.

I fuldendt symbiose med den grasserende fortælletone er Laura Løwes geniale billedrulle-scenografi, der fungerer som tableauer af datidens malerier. Særlig skøn er Simon Mathew som charmørknudemanden Rochester, når han poserer på sin hvide hest mod voldsomme naturbilleder. Om sex kunne man ikke skrive på Brontë’ernes tid, men så kunne man da vise det med naturens rasen og store, prustende, potente dyr. Mod slut går billedrullen på speed, mens Bertha og St. John kæmper om Janes sjæl.

Hele castet har grebet spillestilen i farten og spiller overdådigt underholdende til kanten og lidt over i dette mageløst morsomme og konsekvente greb, der går direkte i kødet på en klassiker, som der pludselig er al mulig grund til at se. Pas på! Pikke og vredesytringer flyver os om ørerne i Sigrid Johannesens Jane Eyre, og de rammer lige, hvor de skal.