Efter grundige overvejelser stopper Lars Werner Thomsen sit mangeårige virke på Glad Teater. Beslutningen er taget i samarbejde med Glad Fondens ledelse og Jesper Michelsen, administrativ leder af Glad.
Lars Werner Thomsen fortsætter sit virke som instruktør med andre scenekunstneriske projekter, samt med nye spændende udfordringer i støbeskeen. Jesper Michelsen overtager den fulde ledelse af Glad.
”Det er et kæmpe skift, at Lars forlader Glad Teater. Lars har som medgrundlægger og kunstnerisk leder gennem 17 år været en stor del af at udforme Glad Teater og derigennem også sætte et flot aftryk på dansk scenekunst. Vi ønsker ham al muligt held og lykke med hans videre færd,” udtaler teaterleder Jesper Michelsen.
Selvom Lars Werner Thomsen stopper, vil han fortsat være en vigtig del af Glad Teaters historie. Der er en gensidig interesse for, at samarbejdet fortsætter, så nye fælles projekter venter i fremtiden.
Torsdag d. 17. august kl. 15.00 afholdes en afskedsreception for Lars Werner Thomsen på Glad, Rentemestervej 45, Kbh NV.