★★★★☆☆ Karens kommode – familiedrama i komedieramme

Teatret præsenterede i sidste sæson den meget vellykkede 5 kvarter ved 200 grader. Karens Kommode, som er produceret sammen med Odense Teater, kan ses som en kvindelig pendant. Karens Kommode er en gedigen forestilling, der adresserer temaer som ensomhed og familieforhold i en komedieramme, der gør det svært at få plads til smerten.

Det er i dette tilfælde en kommode, der har sat sig på tværs i trappeopgangen til Karens nye pensionistlejlighed, men indholdet i Karens Kommode kan snildt oversættes til skeletter, der falder ud af skabene. Karens to døtre er mødt op for at hjælpe med flytningen, og de tre kvinder har både hemmeligheder, løgne og drømme, der kommer for en dag i Hans Rønnes bittersøde komedie.

Den, der rejste, og den, der blev

Githa Lehrmanns mor Karen er boomer for fuld udblæsning med oplevelser i bagagen og friske bemærkninger. ”Hun balancerer hårfint mellem en funktionspromille og en katastrofepromille,” snerrer Marie Mondrups storesøster Pia til lillesøster, Lea Baastrup Rønnes Trine.

Pia er den, der blev og drog omsorg for mor, mens Trine er den, der rejste og nu griner med mor, når hun en sjælden gang kommer forbi. Arketyperne er skåret præcist og selvom de måske ikke byder på de store overraskelser, er konflikterne jo ikke desto mindre relevante og netop genkendelige.

Mellem flyttekasser, rødvinsglas og potteplanter bevæger de tre kvinder sig rundt i deres vanlige mønstre, men kommoden rummer på minder, der kommer til at ændre deres relationer for altid. Hvordan kan naturligvis ikke afsløres, men noget går i arv og Karen havde også engang en søster.

Drama eller komedie?

Hans Rønnes manuskript er ligetil og fungerer i hans egen instruktion også mestendels som flydende hverdagstale, om end en sådan er svær at imitere fuldstændig på scenen. Underteksten har det med at hoppe op i det sagte, og selvom de tre spillere leverer deres karakterer med stor præcision i et behageligt samspil, fremstår de tre kvinderoller lidt mere som klicheer, end de tre mænd, der beboede Hans Rønnes Teatrets 5 kvarter ved 200 grader, som i øvrigt på mange måder kan ses som en maskulin pendant med samme sidetemaer om klima og ansvar på tværs af generationer. 

Måske er det fordi, Karens Kommode ikke helt kan beslutte, om den er drama eller komedie – eller står ved at være en blanding, dramedy? Det er ret rystende skeletter, der kommer ud af skabet, og Karens egen promilleomtågede tilstand er jo nok sjov, men vel også ganske tragisk?

Vigtige temaer

Sådan er livet, kan man indvende, og det er jo sandt. Ensomhed er et vilkår for mange, klimaangst ligeså, mens selvmedicinering måske ikke er et vilkår, men i hvert fald et greb for mange, der ikke helt passer ind i samfundets rammer eller bare er gledet lidt ned ad slisken fra det såkaldte normalspekter.

Karens Kommode adresserer de vigtige temaer i en særdeles gedigen forestilling, der måske kunne have løftet sig ved at være lidt mindre hjertevarm, men tværtimod gå længere ud i det smertefulde, der dirrer lidt uforløst i komedierammen.