★★★★☆☆ VIDEOS – tre originale nedslag i menneskeheden

Nørregaards Teater er nået til sidste del af trilogien VIDEOS, der handler om Vi, De og Os, menneskeheden og dens selvdestruktivitet. Trilogien er herligt visuelt nørdet og sprogligt interessant og den er iscenesat med nerve og publikum som aktiv medvider til både undergang og muligt håb.

Verdens skabelse og undergang på 45 minutter. En rumrejse med museum om bord af samme varighed, og til slut venners faren vild i vildmarken og sig selv.

Nørregaards Teater kommer med trilogien VIDEOS vidt omkring med deres fortælling om menneskeheden. Sidste del OS spiller nu og på enkelte datoer er det muligt at se trilogien i sin helhed.

Åh, Babelstårn

Rummet er rundt og vi sidder i VI på skamler med ryggen op ad en hvid ring af døre. De tilbyder uendelige muligheder, men vi kigger mod midtens runde scene. Nyhederne annoncerer verdens skabelse og et stjernebarn fødes af scenens mave, mens det flimrende halvmørke farves rødt. Med små figurer på rad når vi frem til mennesket, der straks afæskes sine følelser af den allestedsnærværende reporter.

Så bygges verden op af skruer og træ, men samtidig sprogligt med Inger Christensensk inspiration: “alfabetet og atombomben… Digtet, dronen, dapmaskinen og den dims, du aldrig kan finde… Plastik, penge og Pokémon Go”, for at ende med sukket: “Åh Tokyo, åh New York, åh Babelstårn”.

Blid sang om natten og gulnede fotominder afløses af dunkende rytmer og 80’er-vibe i de ledsagende ord om menneskehedens rasen mod den hedonistiske selvforherligelse, før nyhedsreporteren atter melder sig. Nu med budskabet om jordens undergang, og mens der tælles ned, “mødes vi og tuder på torvet” med endnu en 80’er-reference, før vi skydes af i rumskibet i det øjeblik, stemmen forstummer.

Museum over menneskeheden

Vi kigger mod himlen liggende i en cirkel i det nu tomme, runde rum, der nu illuderer museum over menneskeheden. Thomas Guldberg Madsen, Sune Skuldbøl Vraa Nielsen og Jens Andersen sidder over os og taler os ud i rummet. Til en ny verden, der lidt efter bliver tegnet på gulvet med kridt og illustrerer endnu et mislykket demokratisk projekt.

Så åbnes en dør, så endnu en og så en tredje, mens de tre taler om magt og afmagt, om svigt og savn, om tanke og tid, om død og afsked. Ordene spændes op mod kontrapunktiske fjolledanse og intense musiknumre, inden tiden igen tæller ned og alle museets døre slås op, så vi kan gå på opdagelse i de finurlige rum, der alle har en fabulerende flig af menneskehedens sær- og skønhed.

VI og DE er tæt forbundne med rumskibet og nedtællingerne som den artikulerede bro. Alligevel bliver de ganske forskellige i deres tematisering af menneskeheden og dens undergang i den førstes frenetiske fremadskridende fart og den andens mere finurlige, kropslige kustodefortællinger.

Det var ikke sådan, det skulle være

OS kiler anderledes end i den overordnede fortælling om menneskeheden. Vi er i år 127 på Planet X-4 og sidder atter på skamler, men nu i en klump i midten, mens tre venner er på vildmarkstur over vores hoveder. En med ægteskabelige problemer, en anden med et ungdomstraume. De tumler afsted i mørket mod en katastrofe, der måske ikke fandt sted, i et genkendeligt univers, der dog fremmedgøres af en digital stemme, der standser dem, når deres ord “ikke følger de etiske retningslinjer”.

I OS møder vi rigtige karakterer. En flok venner, der ved det meste om hinanden og med få ord og en rædselskaraokee-version af I Wanna Dance With Somebody kan overkomme det meste. Men det fortrængte presser sig på ved det dybe hul, de kredser om. “Det var jo ikke sådan, det skulle være,” råber de, inden de kaster fiktionen bort og blander sig med os på gulvet.

Tæt sammenspillede trioer

VIDEOS har samme historie fortalt i tre versioner, hvor OS trods sin repetition af menneskelig dårskab måske bærer mest håb i sig. Bundet sammen af Carsten Wittrocks niveaudelte dørscenografi, der kan meget, og en nørde-detaljeret tilgang til at skabe universer ved at få små plastikfigurer, bamser, LP’er og skrivemaskiner til at spille Storm P’sk sammen med visuals, spillernes dybe musikalitet og en tekst, der vækker nysgerrighed og skaber verdener i sig selv.

Sune Skuldbøl Vraa Nielsen og Jens Andersen er gennemgående spillere, mens Thomas Guldberg Madsen erstatter instruktør Nils P. Munk fra del to, DE. I begge konstellationer er det tæt sammenspillede trioer, der fungerer lige godt som eksempler på liv i de to første dele og som nuancerede karakterer i den sidste.