★★★★☆☆ Lady Chatterleys elsker – et dampende sug efter frihed

I Camilla Kolds vidunderligt kropslige iscenesættelse af lysten i Lady Chatterleys elsker på Aarhus Teater viser Anne Plauborg atter sit eminente talent for at skabe uafrystelige kvindekarakterer, der går til kanten – og kaster sig over.

Anne Plauborg forlader Aarhus Teaters ensemble med endnu en fascinerende kompromisløs præstation. Birollenomineret til en Reumert for sin mageløst rasende Bertha i sidste sæsons Jane Eyre og nu med en erotisk-sanselig hovedrolle som Lady Constance Chatterley. To vidt forskellige kvinder i to vidt forskellige fortolkninger, men begge af kvinder, der er gemt væk fra verden, begge dampende af begær efter at slippe ud i friheden.

Fra censur til porno overalt

Constance gifter sig med Sir Clifford og verden tegner lys i hans hjem med de høje, sartgrønne paneler og de dybbrune Chesterfield lænestole i Karin Gilles elegante scenografi, hvor svalt skifter med hedt, plaskende vådt med knastørt i det farverigt changerende lys.

Clifford vender hjem fra 1. Verdenskrig lammet fra livet og ned, og mens han ser ud til at kunne tilfredsstilles gennem åndens sublimering, svinder Constance ind. Han affejer akavet-resolut hendes forsøg på intimitet, men i skoven træffer hun skytten Oliver, der møder hendes begær.

H.D. Lawrences roman Lady Chatterleys elsker vakte furore og censur for sine eksplicitte sexscener og udfordring af sin samtids seksualmoral og klasseforhold, da den udkom i 1928. I dag er vi, som forestillingsprogrammet også gør opmærksom på, omgivet af porno alle vegne.

Suget efter frihed

Dicte C. Houmøllers gode dramatisering lægger derfor også snittet ind dér, hvor vi fortsat kan være famlende eller bornerte i undersøgelsen af lysten. Den ikke-præstationssøgende, men altædende lyst, der fylder hver fiber i Anne Plauborgs Constance. Det begær, der smelter hende ned over sengen, vrider hende over gulvet, higende mod et objekt, der lige nu er Oliver, men måske lige så meget handler om retten til egen krop, suget efter frihed.

Kjartan Hansens Oliver er mut-bondsk som i romanen, men spiller alligevel en mindre dominant og mere legende rolle i det forhold, der trods graviditet og skilsmisser næppe kan holde for virkelighedens pres på den boble, de to befinder sig i.

Camilla Kolds iscenesættelse fremhæver således også nænsomt de spirende følelser mellem Christian Hetlands præcist-martrede portræt af åndens patriark, Clifford, og Marie Marschners sorgkække sygeplejerske Bolton, som Constances far i Anders Baggesens flamboyante skikkelse har rekvireret. Sødt-flirtende spiller dette andet umage par kontrapunktisk ind i skyttehusets passionerede elskov, mens Constances far og søster Hilda er med på det meste, bare det forbliver i det skjulte.

Lystens kalden

Lady Chatterleys elsker undviger således den lurende anakronisme via de nuancerede karakterer, der giver et udefinerbart moderne præg til originalens forankring i klasseforhold, som bevares også findes i dag, selvom vi nu udfordres af andre teknologier end den grasserende industrialismes. Hverken ånd eller krop kan stå alene. Ikke dengang, ikke nu.

Men alligevel bliver historien især aktuel gennem den sanseligt og åh så vidunderligt kropslige iscenesættelse af Constances lystsitrende legeme, der drivende af safter forlænges i parrets sexscener. Det er et fuldstændig overbevisende samspil, der dog hele tiden roterer om Anne Plauborgs intense Constance, der som et ulmende espeløv tiltrækker blikket og får vores kroppe til at besvare lystens kalden.

LÆS OGSÅ: Sex på scenen med hjælp fra intimcoach