★★★★★★ Triptych – grotesk dansevanvid på svimlende højt niveau

København Danser har inviteret det belgiske stjernekompagni, Peeping Tom, til gæsteoptræden på Østre Gasværk med trilogien Triptych. At kompagniet går sin sejrsgang over hele verden, er forståeligt. De sprænger rammerne for kunstarten og redefinerer både trinsprog, udtryk og iscenesættelse. 

I et rasende tempo af skøre og fantasifulde hændelser buldrer værket afsted mellem drøm og virkelighed. Otte dansere er ombord på et krydstogtskib som gæster og personale i en David Lynch-lignende stemning af absurd uhygge og grotesk humor. Alle følelser afspejles i dansernes sublime teknik. De er bøjelige som gummi og stærke som stål og tryllebinder os med ufattelig energi i en magisk, billedstærk fortælling.  

Trilogien er skabt af Gabriela Carizzo og Franck Chartier i tre akter: The Missing Door, The Lost Room og The Hidden Floor. Festivallederne Thomas Mieth og Ulrik Birkkjær tager os i hånden og byder som altid velkommen på scenen i strømpesokker. De taler om dans som fælles oplevelser i nuet og inspiration til forandring med en mission om at vise os det bedste i verden – at være en ”danset Michelin guide.” 

Ufatteligt bevægelsessprog

Hændelser af stor kompleksitet hvirvles op og blænder os med chokeffekter, så vi fra starten mister kontrollen. Lys blinker som et advarende fyrtårn i mørket, for krydstogtskibet er allerede på katastrofekurs. I 1. akt, The Missing Door, slæber en tjener en livløs kvinde ud af salonen, mens den døde mand ved cafébordet har et blodigt skudhul i brystet. Salonen rengøres med klud i en eksalteret vanvids-breakdans. 

En kvinde i en lænestol har et ben stikkende lige op i vejret. Døre går op og i, mens benet bevæger sig op og ned i takt med dørenes smækken. Stive, rystende kroppe hopper i takt. En mand rejser sig senere fra samme lænestol. Under ham ligger en kvinde formet som en stol, som han svinger rundt, som var hun en vægtløs dukke. Hun er både stiv som en 2D-papfigur og bøjelig som flydende karamelmasse.

Tjenestepigen falder til gulvet ramt af en dør og tripper på tæer, der er krøllet bagud i en form for anti- tåspidsdans. Fra rygliggende løfter kroppe sig op til stående i ét langt svaj. Danserne næsten svæver som spøgelser mellem drøm og virkelighed med et surrealistisk trinsprog, der reflekterer indre tilstande, fremfor ydre pynt. Stilarter smelter sammen til et unikt sprog, hvis formål ikke er at please, men at forløse.

Skeletter i skabet

Scenografien er skabt af Gabriela Carrizo og Justine Bougerol. Det er i sig selv et mystikkens forvandlingsteater af vægge med indbyggede effekter. Enkelte dansere er stadig i karakter sammen med virkelighedens sceneteknikere, og alle sceneskift sker åbent, og vi ved ikke helt, hvornår skiftet er sket. Det skaber svævende mellemrum af tvivl om, hvad der er teater, og hvad der er virkelighed.

I 2. akt, The Lost Room, gennemleves følelser fra begær til skræk. Dansere vælter ud af et skab og lander i groteske formationer, som et surrealistisk portrætmaleri. Et omklamrende par ruller ud under sengen i en akrobatisk hed akt, mens et vindstød blæser den forfjamskede stuepigens kjole af. En historie om utroskab lurer, da en anden kvinde får taget sit barn, og skænderier kommer og går. ”Close the fucking door!”

Kompagniet excellerer i dramatisk og tempofyldt ensemblespil, ikke mindst da skibet fanges i et fatalt tordenvejr. Hvert tordenbrag får med et trylleslag nogen eller noget til at forsvinde eller forandre sig. Kroppe pulserer af hjertebanken på dørken af det knirkende, klagende skib. En mand ligger på sengen med et levende hoved under armen, og en flugt af dansende skeletter fra skabe vælter som materie ud over altanen.

Filmiske effekter

Tom Vissers lysdesign er en af hovedingredienserne til uhygge og magi. Særligt de meget store spots, som teknikere håndholder og kører foran en karakter eller op på publikumsrækkerne. Kompositionerne af Raphaëlle Latini, Ismaël Colombani og Annalena Frölich får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Skærende og dunkende lyde blandet med strygere eller sang, der passende lyder som en dødsmesse på et vrag. 

I 3. akt, The Hidden Floor, er katastrofen en realitet. Skibet synker, og skibsbaren er fyldt med vand. Nogle sidder med paraplyer, mens andre surfer ubesværet over scenen på bare ben, plasker og ruller. Uden for vinduerne ses storm og høje bølger. ”You said the ocean breeze would be good for us,” siger kvinden til sin mand. Hoveder og kroppe bevæger sig i korte ryk til klavertoner, stivnet af skræk.

Musikkens skingre metallyde fra skibsskroget er en gysende svanesang. Et flammehav ledsages af violin og haze, mens nøgne og halvnøgne kroppe klynger sig til hinanden. Triptych er spækket med filmiske special effects og intens dramaturgi. Små glimt af en rød tråd udviskes et sted mellem realtid og drøm, beskuer og den beskuede. Peeping Tom forliser ikke kun skibe, men også forestillingen om, hvad en forestilling er.