★★★★☆☆ En ideel ægtemand – vidunderlig persontegning i veltimet magtspil

Når de giftigt farvede medvirkende i En ideel ægtemand på Grønnegårds Teatret finder balancen mellem deres plastiske ydre og en indre menneskelighed, slår Niels Erlings opsætning af Oscar Wilde gnister i sommerluften.

Hvad er skuespil, spørger vel egentlig instruktør Niels Erlings første duel med en klassiker, Oscar Wildes En ideel ægtemand på Grønnegårds Teatret. Er det tekst og handling? Indledningsvist ja, for en kaskade af ord og præsentation af karakterer dominerer de første minutter af forestillingen. Det er næsten lammende.

Når to medvirkende taler, fryser de øvrige fem som stivnede mannequiner iført solbriller: Har man intet at sige, må man gøre sig usynlig. Det er næsten en slags underkastelse for teksten, som på én gang ophøjer den, men også gør den fremmed. Resultat: De første satiriske replikker fra Johannes Lilleøre, klædt i lilla som den ængstelige lady Markby, falder til jorden.

Men det er jo, fordi skuespil netop ikke er teksten i Erlings opsætning. Han har sågar skrevet den ganske markant om, så vi ikke skal sidde og hitte rede i Wildes forviklinger om korruption, men i stedet kan nyde det, der er i fokus for instruktøren, nemlig personerne. Det er deres udstråling, tegning, dynamik, som bærer showet – og som i særligt ét tilfælde fortryller.

Overrumplende stilstudie

I hver sin syrlige ende af regnbuens farver står de syv medvirkende i dette 1800-tals-portræt af politisk og amourøst magtspil som ekstravagante, syntetiske figurer på scenen. Det kræver af dem, at de både falder ind i det plastiske, altså overdriver, og også formår at bryde igennem den kraftige karikatur, tage ejerskab over den.

Begge dele lykkes sensationelt godt for Andrea Øst Birkkjærs gule djævel af en afpresser, mrs. Cheveley. Det er, da hun efter de indledende præsentationer indtager scenen, at opsætningen bliver vakt til live. Hun har en varm blødhed i sin fremtoning, men også en så nøje udfoldet, tålmodigt dramatiseret mimik, at man forstår den udspekulerede magtsult, som hun skjuler.

En pludselig dødhed i blikket. En lidt for velstøbt godmodighed. Smilende mistro. Og en drabeligt dynamisk, selvsikker stemmeføring. Hun er den perfekte blanding af autoritet og opportunisme. Jo dybere hun stikker kniven i Jens Sætter-Lassens prisgivne politiker, sir Chiltern, des mere indtagende bliver hun. Det er et overrumplende stilstudie.

Utilstrækkeligt modspil

Er det et problem, at Birkkjær hverken får tilstrækkeligt modspil fra Sætter-Lassen, der aldrig slipper ud af sin skiftevis vrælende og brølende karikatur, eller fra Luise Kirsten Skov, som spiller hans strudsede frue? Ja, selvfølgelig.

Skov sætter tempoet for højt i konfrontationen med sin ægtemand, og det gør udvekslingen kunstig og artikulationsfokuseret. Der mangler en klangbund af personligt mørke i hendes for uformede karakter, og det gør hendes ærekære førstedame til en ulige modstander for Birkkjærs mangefacetterede magtdrift.

Til gengæld får hun sent i stykket revanche. I ét gyldent øjeblik skruer Niels Erling helt op for det campede – med sang, mord og et fortvivlet skrig fra Skov, der rammer plet med dyrisk smerte midt i den pizzikerede skælmskhed. Det er et sats, der giver pote.

Et plastisk syrebad

Også Johannes Lilleøre får revanche. Da først hans lady med de nervøst markerede øjne får lov at folde sig ud i trygge, sladrende rammer, har latteren alvorligt fat i publikum. Se ham græmmes, når han forfærdes over nye rettigheder til arbejderklassen. Åh!

Og modspillet til Birkkjær? Det leveres til sidst fra den ellers underdanige, men snarrådige Jeppe Ellegaard Marling og hans elskelige ungkarl, lord Goring.

Efter at have strålet i et plastisk syrebad, hvor han sammen med faderen, en stormende grundvrissen Tina Gylling Mortensen, har været helt ude på et svidende overdrev, taler han dunder til mrs. Cheveley, der pludselig vil giftes. Kun hans menneskelighed kan få hendes bøjelige facade til at krakelere.

Medrivende forestilling

Lord Goring, hvis eget skjold er en blå sixpack, foretrækker nemlig den nervøse, drømmende candyfloss, som Laura Skjoldborgs miss Mabel er. Hvis kinder kan som hendes dirre, så hele verden er ved at sprænges? Man mærker konstant kampen mellem sødme og ængstelse i hendes let tøvende, undersminkede fremtoning, hvor mennesket akkurat titter frem dybt inde fra sit pink hår-overskud.

Det er vidunderlige persontegninger som disse, der gør En ideel ægtemand til en medrivende forestilling. Dét og så en veltimet iscenesættelse, der er lydefrit bundet sammen af små musikalske og koreografiske broer. At handlingen til sidst bliver en anelse tam med lidt for lette skift i beslutninger, er mindre væsentligt; det er ikke det, der gør et skuespil. Selvom det jo også lidt er.