Så blev det tid for PASSAGE Festival 2024, der i sidste uge fyldte gader og andre offentlige rum i Helsingør med elskelige og punkgroteske klovne, med legende slagsmål, med en cykeltur i commedia dell’Arte-stil og seriøs sangcyklus om kunstenerens rolle. Nærvær og fællesskab var i centrum for den største nordeuropæiske festival for gadeteater, der viser kunstens rolle som stemme i samfundet og kan så meget mere end at slå (perfekte) saltomortaler.
PASSAGE Festival åbnede i år med den overdådige Face T(W)O med det unge europæiske dansekompagni People Power Partnership, der er et af de partnerskaber, festivalen er så dygtig til at engagere sig i. Partnerskaberne er et af de greb, der er med til at give festivalen kant og refleksionsrum ud over det sprudlende repertoire, der igen i år udfordrede gadeteatret som genre ved at fylde både gyder, gader, indkøbscentre, strand og boligkvarterer med gøgl og alvor i et væld af varianter.
Scenetaget fungerede både som skærm og spejl og fordoblede dansen i et nærmest optisk bedrag
Face T(W)O fyldte havnefronten, mens de mange unge dansere ankom som gammeldags rørpost i transparente bure på et antal mindre scener, før de bevægede sig mod hovedscenen. Scenetaget fungerede både som skærm og spejl og fordoblede dansen i et nærmest optisk bedrag, mens det samtidig adresserede forbindelser mellem det analoge og det digitale. Det var visuelt en særdeles smuk forestilling, men produktionen er måske ikke helt i tråd med festivalens øvrige fokus på bæredygtighed, og forestillingen stod og blafrede lidt afkoblet fra det øvrige program, der nærmest uden undtagelse var baseret på nærvær og fællesskab mellem artister og publikum.
Klovnen er løs
Der var klovne overalt. I små telte og biler, på scener og på gaden, og hvem er bedre til at etablere nærvær end netop klovnen? Italienske Luigi Ciotta er festivalveteran og jonglerede sit babusjka-system af kufferter i et klassisk klovnenummer, hvor publikum fik plads og konfettidrys, mens italienske schlagere sørgede for stemningen. François Duporge fra Bachi-bouzouk Production var domptør over rengøringsvognen, hvor tre trip-trap-træsko svampe, en fræk hund og en primadonna-moppe dukkede frem og skabte magi i Le Chapoto. Enkelt og godt.
Fang også Luigi Ciotta på Dansk Rakkerpaks Street Cut Festival i Næstved i denne weekend.
I det italienske open air-cirkus Antilia, der igen i år var rykket ind i Helsingør med fem forestillinger og kaffevogn, fik jeg set Mario Levis Crazy Fantony, en musikalsk leg leg med violin, ethjulet cykel og publikum, der både spillede med og lagde lyd til i en forestilling, hvor karakteren holdt flot totredjedele af vejen, men derefter diffunderede i en påklistret croonersekvens.
Franske Cie i.Si besøgte Helsingør med det meget ambitiøse stumfilmsinspirerede klovnenummer CLOW(N)D, hvor deres to spøjse karakterer hvirvles frem og tilbage mellem virkelig og virtuel verden. Det er to uhyre dygtige klovne i virtuost, præcist samspil, men med en lidt kompliceret idé, der af og til spændte ben for min koncentration.
Festivalens ultimativt skønneste klovne var dog spansk-katalanske Jimena Cavalletti, der punkgroteske på aldeles hæmningsløse måde fik kludret en begravelse helt og aldeles i hegnet i B.O.B.A.S. Den forsorne grædekone, den koleriske leder og rejekællinge-donnaen med de farlige pomponer på uniformskuldrene satte med stor melodramatisk konsekvens skabet forkert hver eneste gang til ustyrlig morskab over den tynde linje mellem det akavede og det sørgmodige, mellem liv og død.
Flirtende hænder og summende fluer
I familie med klovnens univers var de små dukke- og objektforestillinger med Storm P’ske installationer, som PASSAGE Festival altid er leveringsdygtig i. Således også i år, hvor to telte på havnen husede to fine forestillinger i genren.
Spansk-katalanske Guillem Albàs Ma Solitud brugte hænderne i en klassisk, enkel ballade om ensomhed og møder mellem en mand og hans dukker omkring en pladespiller med overraskelser, mens hollandske Vincent de Rooij and Daan Mathots Fly var en herlig rodebutik af guitarriffs, kameramanipulation, en summende flue i suppen og en astronaut, der faldt i atmosfæren. Begge charmerende på hver sin måde, den første flirtende, den anden knastør.
I udkanten af byen
PASSAGE Festival formår hvert år at bruge byen på nye måder og i år var der fokus på flere områder længere fra centrum. Hollandske Aat Dirks fra Compagnie Mobile tog boligkvarteret Vapnagård med storm i sin lille gule bil i Sulky M1. Bilen var fuld af ballade, og selvom chaufføren ville gøre det så godt, gik alt ikke bare galt, men stod konstant i flammer. Børnene hvinede og råbte; “Spis, spis, spis”, da han har brændt sin færdigmad af. Vi andre klukkede over en klovn i Tati-traditionen, der doserede sine virkemidler med præcis galskab.
Dansk-tyske Boys* in Sync var derimod rykket til byens nordvestlige hjørne med Kleist & Krise, hvor de med vanlig sans for det finurligt underspillede på forunderlig vis fik koblet rundturen i det almene boligbyggeri med de dramatiske hændelser i Heinrich von Kleists roman Jordskælvet i Chile. Vi købte præmissen og sang med i trappeopgangens stærke følelse af fællesskab.
Samme sted mødte vi dagen efter det vidunderlige italienske kompagni Faber Teater, der tog os med på en tur gennem cykelhelten Fausto Coppis liv i The champion and the mosquito. I den fineste kombination af commedia dell’Arte-tradition og fælles cykeltur bevægede vi os gennem boligområderne, mens den dramatiske livshistorie blev rullet ud og områdets beboere vinkede fra boligblokkene. Præcis det er en af gadekunstens fremmeste forcer – at skabe en “That made my day”-følelse for forbipasserende.
Mærk verden og kunsten
Teatro Nucleo stod med P.O.P (Piccola Orchestra Pasolini) for en af festivalens mest interessante forestillinger. I en tæt sangcyklus skabte kompagniet et portræt af filmskaberen Pier Paolo Pasolini og hans værker, der samtidig tematiserede kunstnerrollen i tider, hvor det kan være forbundet med fare at udtrykke sig revolutionært. En kompromisløs forestilling isprængt en anelse humor og et moment af kropslig overgivelse til fodbolden, der kontrasterede det seriøse tema og udtryk.
På gaden fandt vi spansk-katalanske Eléctrico 28, der med helt andre enkle midler fik os til at spærre øjnene op. At se verden omkring os, menneskene i den og det, de bærer indeni. Vi sad i gyden med hørebøffer, mens kompagniet med skilte satte ord på bygninger og især de folk, der færdedes på gaden, vi kiggede ud på. De forbipasserende spillede med og lo overgivent, når de opdagede os og forsøgte at afkode, hvad der skete.
Maritime balancer og legende parkour
Belgiske Sur Mesure tog i Barrière kunsten ikke at kunne noget til nye højder. I en performance, hvor tuba og trompet var ligeværdige partnere med trylleri og akrobatik gebærdede de sig om bremsebommens barriere med fjollede faux pas og en passant ekvilibrisme, når kaffen blev skænket og nydt med hovedet nedad.
Finske Arctic Ensemble begav sig i Adrift ud på sejlads i et kvikt og elegant nummer parakrobatik garneret med humor og perchbalance på den lange stang. Maritime markører som sejl, mast, fisk og skattekort integreredes med frisk finesse i dette fornemt afstemte nummer.
Belgiske Be Flat, der for et par år siden sprang fra tagryg til nedløbsrør gennem byen, indtog i år private og offentlige rum med deres fuldstændig fantastisk legende og livsbekræftende parkourperformances. I biblioteket byggede de langsomt op fra bogbalancer og reolkravlen til de – fulgt af en kæmpe hob – kastede sig dødsforagtende ud fra balkoner, kaldte os til hundenummer uden for vinduet og til infight med små slaskeposer, før det hele endte i et musikalsk crescendo.
Klimatemaer
Klimakrisen fyldte en del på festivalen, både i form af metoder og i konkrete forestillinger. I Crap at animals åbnede britisk humor for fuld kropsjov udblæsning det særdeles seriøse tema, uddøde dyrearter. Tom Bailey kan imitere snart sagt ethvert dyr, dog med særlig sans for frøer. Det er en enkel idé, der måske ikke helt lykkedes med sin integration af VR, klovneri og aktivisme, men som satte en klar dagsorden og samtale blandt publikum, når de til slut hjalp med at bære det lange klæde fyldt med navnene på de uddøde arter frem.
Publikum spillede også med i Havreddertårnet, der over sommeren har bevæget sig hen langs den nordsjællandske kyst med PlanktonPower. Publikum har kreeret farverige planktonskulpturer i de interaktive forestillinger, der kulminerede med en fernisering i strandkanten til guitarsoli, vanddans og salte dråber at skylle efter med. Arrangementet druknede lidt i det store program, men bidrog til at aktivere stranden som spille- og mødested.
Livets puls, vreden og det ordløse fælles
“Jeg tror, det er dem med taskerne,” sagde en ung tilskuer, og det var præcis fra de unge menneskers bæltetasker, at lydene kom, i ungarske Dávid Somlós Drift, der var iscenesat med lokale og festivalens unge frivillige. Først en enkelt, så en til og en til på havnepladsen foran Kulturværftet, til den var fyldt af lyde og mennesker, der krydsede spor som i livets puls, i de flygtige møder, hvor vi strejfede hinanden.
Danske Svalholm havde to af sine Collective Matter-koreografier med på festival. Passager i passagen mellem de gamle værftshaller var en intens vandring mellem fire maskerede karakterer. Den første urskrigende, de øvrige i egne bevægelsesmønstre, før de til slut samledes i en fælles nynnende positur for vores fødder. Et foruroligende og dog sært dragende møde med det ordløse fælles.
Bag en af byens kirker stødte vi på vreden i form af franske Muchmuche Companys Furieuse. En koreografi for to, der dels spejlede, dels afstødte hinanden i et uforklarligt, incitererende raseri. De vredesrystende kroppe akkompagneredes af volapyk, der strakte sig fra brølet til det småsludrende i denne lille koncentrerede bagatel.
Sammen i det offentlige rum
PASSAGE Festival bød på mere end 50 forestillinger, og vi nåede forbi lidt mere end halvdelen i et år, hvor der ud over åbningsforestillingen ikke var lagt så meget vægt på det spektakulære, men mere på nærværet – at være til stede sammen i de offentlige rum. At se hinanden på ny og mærke verden uden medierende filtre, som åbningsforestillingen retfærdigvis også tematiserede.
De elskelige klovne og det legende parkourhold fyldte og havde en helt essentiel rolle som indgangsportaler til at være i nuet, men det der særligt udmærker PASSAGE Festival, er et repertoire, der hvert år formår at give kunsten pondus og aktualitet som stemme i samfundsdebatten ved at åbne byen på nye måder og skabe synergi mellem tradition og fornyelse.
Det sker i mødet med den brede vifte af forestillinger, der taler op til publikum i kombinationer af stærk samtidskritik, nytænkte traditioner og overraskende formater, så vi fra parkourleg, begravelseskaos og cykeltur kan gå videre til knugende koreografier og intellektuelle etuder – og føle os mødt som individer og fællesskab alle de steder, vi inviteres ind og betingelsesløst må overgive os til nærværet.
LÆS OGSÅ: ISCENEs reportage fra festivalens socialøkologiske Hand to hand-projekt
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med PASSAGE Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
