Har du sans for planlægning, struktur og detaljer? Er du god til at skabe relationer og have med mange forskellige mennesker at gøre? Og har du lyst til at bringe landets største og ældste folkelige teater ud til alle i Danmark? Så er jobbet noget for dig.
Vi søger en turnéproducent til at producere vores omfattende turnévirksomhed. Du har et skarpt blik for planlægning, koordination og struktur. Du har styr på overenskomster og arbejdstidsregler og kan skabe de bedste rammer for trivsel samt et godt arbejdsmiljø for vores medarbejdere på turné. Du er god til relationer, befinder dig godt med mange forskellige faggrupper og kan lide at være bindeleddet mellem et kunstnerisk hold på turné og spillestederne. Du har lyst til at spille en aktiv rolle i salget af forestillingerne og bevarer overblikket i den omfattende planlægning af vores turnéer fra start til slut. I forbindelse med direktørskifte og ny kunstnerisk profil står Folketeatret over for at skulle udvikle turnéforretningen til et turnémarked med ændrede publikums- og kulturvaner. Som turnéproducent vil du også spille en vigtig rolle i dette udviklingsarbejde.
Dine arbejdsopgaver
Dit største fokus og ansvar vil være at sikre en god planlægning, koordination og strukturering af turnéerne samt være den primære kontaktperson for vores kunder i et krydsfelt af teaterforeninger, musikhuse, egnsteatre og lands delsscener. Derudover vil din opgave også være at sikre, at reglerne i overenskomsterne og i arbejdsmiljøloven over holdes.
Du vil også have den overordnede kontakt med spillestederne og være ansvarlig for booking af hoteller og transport. Det vil ske i et tæt samarbejde med produktionschefen, HR-chefen, forestillingslederne på de enkelte forestillinger og teatrets transportansvarlige. Dine opgaver bliver mangfoldige og afvekslende og vil blandt andet indebære:
• Udarbejdning af spillelister for alle teatrets turnéer
• Udarbejdning af timelister for teknikerne på holdet
• Udarbejdning af kontrakter til spillesteder og teaterforeninger
• Udarbejdning af budgetter for rejse, hotel og diætudgifter
• Planlægning af turnéholdenes rejser, booke hoteller, transport, færger etc.
• Følge belægningstallene hos kunderne
• Løbende kontakt til teaterforeninger, scenemestre m.fl.
• Koordinering ved sygdom ift. aflysninger og genspilninger
• Opsøgende arbejde ift. turnéforestillinger øvrige steder
• Bidrage til udarbejdelse af turné-salgsmaterialet
Du vil referere til produktionschefen og blive en del af en stor produktionsafdeling med gode, erfarne kolleger, der har mange års erfaring med turnévirksomheden.
Dine kvalifikationer
Du trives og motiveres af et stort og vigtigt ansvar, da du bliver garanten for en god planlægning af vores turnéer og dermed det gode arbejdsmiljø ude i landet. Vi lægger derfor vægt på, at du har en solid erfaring indenfor branchen, gerne med en lignende funktion, evt. som forestillingsleder, producent, produktionsleder, koordinator eller lignende.
Vi forventer også, at du er god til at skabe relationer, har stærke samarbejdsevner og trives med en dagligdag, hvor du fordomsfrit skal samarbejde med mange forskellige typer af mennesker. Du har en naturlig nysgerrighed, interesse og evne til at sætte dig ind i rammer og vilkår for de forskellige opgaver.
Vi tilbyder
Folketeatret er en dynamisk arbejdsplads med en engageret og dedikeret medarbejderstab på 50 fastansatte og 150 periodisk ansatte, som alle brænder for at skabe folkeligt teater af højeste kvalitet til hele Danmark. En arbejdsplads, hvor hjertet banker for teatret, og hvor et stærkt sammenhold og en god omgangstone er i centrum.
Vi står overfor en række nye tiltag, som en naturlig følge af et chefskifte og særligt en tilpasning af teatervirksomheden, stationær og på turné, til ændrede publikums- og kulturvaner. Det glæder vi os til, at du skal være en del af.
Du vil i det daglige både have din gang i administrationen, primært på vores turnématrikel på Hvidkildevej 64, hvor vi producerer alle vores turneforestillinger, men også i Nørre Voldgade 50, Kbh. K, hvor vi producerer alle de forestillinger, der spiller i Nørregade.
Ansøgning og information
Ansøgningsfristen er torsdag den 19. september 2024.
Vi forventer at afholde første samtale den 23. september 2024 og anden samtale den 30. september 2024. Ansøgere, der går videre til anden samtale, skal tage et testforløb mellem de to samtaler, og der vil blive trukket referencer inden tilbud om ansættelse. Tiltrædelse er pr. 1. november 2024 eller før. Lønnen forhandles efter kvalifikationer. Teatret følger principperne om ligeløn og statens lønniveau.
Send din ansøgning samt CV mærket ”Turnéproducent” til administrations- og økonomichef Søren Normann Hansen på sono@folketeatret.dk. Du er også velkommen til at kontakte Søren Normann Hansen, hvis du har spørgsmål til ansættelsesprocessen på ovenstående mail.
Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til – i fortrolighed naturligvis – at kontakte produktionschef Sophus Mathiasen på soma@folketeatret.dk.
Vil du vide mere om folketeatret?
Med en stolt arv, der strækker sig over mere end 150 år, har Folketeatret etableret sig som en kulturel institution, der leverer teateroplevelser af højeste kaliber og engagerer publikum på tværs af generationer og landsdele. Vi er samtidig Danmarks største turnéteater og hver sæson sender vi 4-6 forestillinger på turné landet rundt i ca. 6-7 uger pr. forestilling. Dette kræver selvsagt en dygtig koordinator.