OPSANG er et initiativ til bæredygtig forandring indenfor klassisk musik og musikdramatik i det frie felt. De tre initiativtagere, Lise Christensen, Stina Bruun Schmidt og Frederikke Kampmann, giver her et bud på, hvad de gerne vil forandre i det prekære arbejdsliv i musikteatret.
Vi står bag initiativet OPSANG, som er et opråb om handling fra professionelle skabende og udøvende kunstnere inden for musik og teater. Vi giver en nødvendig opsang til både politiske beslutningstagere, kulturinstitutioner og til os selv. Vi ønsker at sætte fokus på de uretfærdige arbejds- og lønvilkår, som præger det, vi kalder det frie felt, og vi vil gerne understrege den uvurderlige værdi, feltet bidrager med til samfundet. Det kan kun gå for langsomt med også at forbedre kunstnernes arbejdsvilkår og trivsel. Vi er dybt nødvendige i den fremtid, vi står overfor.
Tre operasangere i front
Vi er alle tre operasangere og operaproducenter i det frie felt. Vi har mange ting til fælles, men vigtigst af alt er, at vi på samme tidspunkt i vores karrierer fik nok og nu føler, at vi på ingen måde kan fortsætte vores arbejde uden at forsøge at skabe forandring. Vi er alle tre i fuld sving med sangerkarrierer. Vi har skabt og drevet adskillige musik- og teaterproduktioner på højt professionelt niveau, som ofte er blevet anerkendt for højt kunstnerisk niveau og nytænkning. Men gennem tiden har vi sideløbende konstateret, at noget er aldeles galt i det frie felt inden for musik og teater.
Midlerne er mindre
Det er blevet sværere at rejse penge til egne projekter og at lønne de kolleger, vi arbejder sammen med, ordentligt. Honorarerne til kunstnerne, som arbejder i det frie felt, er stagnerede og er i kroner og ører oftest som for 15-20 år siden – nogle gange mindre. Samtidig er det som om, de større kulturinstitutioner pga. besparelser mere eller mindre har lukket sig om sig selv.
Den udveksling der har været tidligere, hvor de store institutioner indgik i ligeværdige samarbejder med kunstnere og producenter fra det frie felt er blevet til envejskommunikation. De frie kunstnere kan sporadisk blive hyret ind – ofte kun til en minimumsløn. Hvor fx Det Kongelige Teater tidligere havde en del samarbejder med kunstnere og producenter fra det frie felt, er døren nu fuldstændig lukket.
Peger på problemerne i det frie felt
OPSANG peger uden at ryste på hånden på problemerne i det frie felt: En gruppe mennesker med lange uddannelser, som er betalt af staten, arbejder i krævende professionelle sammenhænge, men under løn- og arbejdsvilkår, som ingen andre på arbejdsmarkedet bydes. Og vi har masser af arbejde. Der er ikke tale om fritidsinteresser. Heller ikke om unge kunstnere som er i gang med at prøve at slå igennem.
OPSANG samler stemmer
Med OPSANG har vi skabt en kanal på sociale medier, hvor kunstnere i det frie felt kan indsende deres opsange, som vi så sender ud til vores voksende følgerskare.
OPSANG samler simpelthen de mange stemmer, der råber om hjælp fra de forskellige hjørner af vores branche. Vores styrke ligger i vores uafhængighed som frie kunstnere. Vi har friheden til at tale åbent og ærligt om de problemer, vi står overfor, uden at være bundet af bestemte organisationers dagsorden.
Fonde, politikere, bestyrelser og arbejdsgivere skal i højere grad stilles til ansvar
Vi mener, at hele det frie felt har brug for et økonomisk løft, og at det skal sikres, at pengene når indholdsskaberne i kulturprojekter. Vi mener, at fonde, politikere, bestyrelser og arbejdsgivere i højere grad skal stilles til ansvar for, om de projekter, de støtter økonomisk, også tilbyder ordnede forhold for de ansatte. Sådan som det fungerer lige nu, har de løst tilknyttede ringe mulighed for at evaluere forholdene. Der hersker desuden også en frygt for at være kritisk, for hvad nu hvis man ikke bliver inviteret tilbage?
Kulturmødet på Mors gav os mulighed for at fremhæve de problemer, vores felt står med, og vi fik lejlighed til at diskutere fremtidens kulturpolitik i Danmark. Det er tydeligt, at vi har brug for et kulturministerium med visioner, der aktivt arbejder for bedre arbejdsmarkedsvilkår for kunstnerne og kulturskaberne, og som støtter den mangfoldighed, innovation og generøsitet, som det frie felt repræsenterer. Vi står med et momentum for at skabe reel forandring. Lad os solidarisk insistere på, at det skal bruges.




