★★★★☆☆ Blodbadets Gud – massakre på hykleriet skal lige tage tilløb

I et offfentligt klima, hvor værdikampene bliver stadig mere polariserede, er det åbenlyst, hvorfor Aarhus Teater opsætter Yasmina Rezas moderne klassiker af en massakre på det moralske hykleri, Blodbadets Gud. Men motorsaven skal lige startes et par gange, før den for alvor får fat. 

Vi er i en nydelig lejlighed, hvor stuens civiliserede nuancer af beige kun brydes af en stor buket blodrøde tulipaner. Det ligner ikke umiddelbart en kampplads. Men to forældrepars møde om en voldelig episode mellem deres sønner udvikler sig til en kaotisk magtkamp om værdier, hurtigere end de kan nå at skrive en fælles udtalelse om hændelsen. 

En bismag af hykleri

Alain og Annette oser af travl arrogance, og forsøger at glide af på værtsparret Veronique og Michels passivt aggressive stikpiller til måden, de opdrager deres søn. Men Veroniques hjemmelavede Clafoutis får hurtigt en bismag af hykleri. Selvom hun belærende udbreder sin kamp for moral og for fred i Darfur, er hun mere optaget af at redde sine kunstbøger end at tage sig af sin gæst, da Annette får kvalme og brækker sig på dem. 

Blodbadets Gud handler ikke så meget om konflikten mellem børnene, men om hvordan de fire forældres undertrykte primitivitet bobler frem i stadigt mere absurde nedsmeltninger, der sætter spot på hykleriet i at kaste med sten, når man selv har en indre svinehund.

En forestilling, der lige skal i gang

Instruktør Anastasia Nørlund har givet den ordtunge tekst et tiltrængt fysisk modspil. I starten føles de fysiske greb dog en smule overtænkte, som når skuespillerne går i frys midt i en samtale eller synkroniserer deres bevægelser, for at understrege høflighedens overfladiske koreografi. 

Den lidt klodsede fornemmelse i starten skyldes også, at både skuespillerne og publikum indimellem er ved at kløjes i tekstens mange franske stednavne. Forestillingens sproglige flow havde vundet meget, hvis man havde oversat dens geografiske og kulturelle referencer til en dansk kontekst. 

Efterhånden som spillerne bliver varme, og civilisationens maske falder, kommer det fysiske spil meget mere til sin ret som noget, der skaber dynamik. 

Jacob Madsen Kvols spiller den egoistiske advokat Alain med perfekte mængder adræt præcision, når han liiiige skal se noget på sin telefon eller feje nogen af banen med et kynisk argument. Og Nanna Bøttcher mestrer nuancerne den bedrevidende Veronique, som mere og mere febrilskt forsøger at holde fast i det civiliserede ved at gøre rent, indtil det hele eksploderer i et kvælertag på hendes mand midt i dagligstuen.

Rummet bobler med

Fornemmelsen for det primitive, der hele tiden bobler under overfladen, er forstærket gennem Nørlunds brug af symboler. Toilettet bobler mystisk, skrald vælter ud i køkkenet og Annette får mere og mere kvalme og kaster op ud over alt det påtaget pæne. 

Anders Kjems’ lysdesign fortætter symbolikken yderligere med en baggrund, der bliver mere og mere orange, efterhånden som aggressiviteten og volden begynder at herske. Skiftene mellem civilisationens fernis og primitivitetens grimme ansigt fanges virkelig godt af Aki Bechs lyddesign, hvor klassiske strygere blander det elegante og det foruroligende. 

Iscenesættelsen orkestrerer således blodbadets brusende bølger og skaber en tiltrængt dynamik i en tekst, der ellers hurtigt kan blive en ensformig spurt mod vanviddets afgrund. 

Intet er helligt i blodbadet

Blodbadets Gud er et kammerspil uden scenskift eller pause. Der er fokus på Rezas spiddende replikker, hvor blodbadet tager form som en nådesløs rundbarbering af alle former for hykleri. Vestens selvopfattelse moralskt overlegen. Forældres syn på egen opdragelse som det eneste rigtige. Kvinders krav om at deres mænd både skal være John Wayne og gå tur med barnevognen. 

Hvor Aalborg Teaters udgave fra 2019 blev en farce over curlingforældreskabet, har Nørlund lagt fokus på det absurde. Denne version af Blodbadets Gud er derfor ikke haha-sjov. Men til gengæld er den langt mere interressant. For hvad skal vi stille op med det faktum, at mennesket, lige som børnenes forsvundne hamster Gumle, er fanget mellem at være et vildt og et tamt dyr?

LÆS OGSÅ: Blodbadets Gud tager fat på konflikt som tema