★★★★☆☆ All That Remains – verden forandres, men gør mennesker?

All That Remains havde urpremiere på Bora Bora i 2023 og kan nu opleves på Skuespilhusets Lille Scene under KSelekt. I en verden af forandring og transformation prøver mennesket at følge med og skabe tryghed for sig selv og sine nærmeste. Vi suges ind i et surrealistisk univers af fascinerende skulpturer, distinkt koreografi og transformerende lyd, der næsten efterlader os i en trancetilstand. 

I et scenografisk øde landskab af skulpturelt affald er verden endnu engang landet på benene efter en kritisk transformation. Den ydre verden går hånd i hånd med den indre verden i det tværæstetiske værk. Lyd, koreografi og skulpturer flettes sammen til stemninger, handlinger og nuer, som vi mennesker tilpasser os ud fra vores begrænsede antropocæne menneskelogik.

Christoffer Breknes belysning skaber særligt meditative rum i rummet af lys, skærme, skygger, farver, haze og blinken, der ledsager forskellige overlevelsesstrategier og udtryk på en og samme tid. Med stor spændvidde formidler danserne både det dybe nærvær i langsom sansning af omgivelserne og den altædende selvoptagethed i indre følelsesfængsler mellem apati og begejstring.

Efterchok

Som en kat eller hund, der fanatisk slikker pelsen ren efter en voldsom eller intens oplevelse, står de fire mennesker og piller og hiver i deres egen mund, hals eller øje som langtrukne tics. Jo, jeg er stadig mig, men rystet og rundt på gulvet. Koreograf Mirko Guido har stor fornemmelse for at formidle væren og kontroltab.

All That Remains er tydeligvis interesseret i tilpasningsmekanismerne, og hvordan vi finder nye ståsteder i en ustabil og foranderlig verden. Gradvist finder menneskene på scenen deres stemmer i det nye. Forsigtige suk, støn og toner skaber klangrum, der sømløst videreføres i det digitale spor af dyb rungen tilsat diskant lyd.

De kravler prøvende ud i den nye verden, som de undersøger hver for sig gennem interaktioner med de sceniske skulpturer af vidt forskellige udtryk. Der trækkes i en lille græsplet og flyttes på en spinkel skulptur af tynde grene. En interaktion med en tyk, kroget gren i rødlige farver sender rystelser gennem kroppen. En anden krammer en høj træskulptur og nogen gemmer hovedet i en madrasskulptur.

Materielle og humane relationer

Søren Engsteds skulpturer er interessante, forskelligartede artefakter af levet, liv som i sig selv transformeres gennem tider og steder. Fra madras til affald, fra træ til rumlig, kroget struktur. Sanseligt involverer danserne sig med tingene og forsøger at skabe rutiner i søgen efter ny normalitet. De næsten surrealistiske scener er både rørende og frastødende.

Eliott Marmouset sitrer og ryster i et kontroltab af næsten elektriske dimensioner, men finder endelig ind i en tilsyneladende lykkelig duet med en lang bane skumgummi, der slynger sig om kroppen. Zen Jefferson mister fodfæstet i mareridtsagtige pinsler, hvor krop og hoved forvrænges og vrider sig i et scenisk nærvær, der lokker publikum med ind i det akavede og ukontrollerede. 

Roosa Törma giver en nuanceret performance i menneskets inderste væsen i en ekspressiv rutsjebanetur af altædende følelser mellem resignation og begejstring i hurtige skift. Normer og konventioner forhandles, og Elisa D’Amico samler sig selv op fra gulvet og fører an i kampen for forandring. De fire kæmper i lange, seje stræk for at vride en lys bane vinyl af gulvet. Måske til et øjeblik af nyt fælles fodfæste.

Det, der står tilbage

Lyset flimrer og forstærkes, mens Fredrik Arsæus Nauckhoffs kompositioner stiger i rytme og intensitet til et næsten filmisk univers, som et usynligt Atlantis, der bryder frem af havet. Der opstår sociale, frie danse og omfavnelser i nydelsesfulde bevægelser som tegn på heling. Skulpturer samles og organiseres til en art nyt fælles levested, men i forståelsen af, at om lidt er også dette moment transformeret til fortid. 

Vi er taget med på en rejse af konstante tilpasninger med tværæstetiske virkemidler, der suger os ind i smertefulde eksistentielle dilemmaer på kanten af verden, så vi selv mister fodfæste. De blinkende lys og langsomme bevægelser forvrænger verden og skaber en trancelignende tilstand af væren, der rummer både intens afmagt og glimt af håb. 

All That Remains er filosofisk og poetisk surrealisme, der sparker krykkestokken væk under den antropocæne verdens truende kollaps. Det, der står tilbage, kan ses som et tværkunstnerisk manifest, der kalder på en opvågning til nye perspektiver og nye måder at være menneske i verden på.