Populært lige nu

Danmarks Teaterforeningers priser 2024 er uddelt

Danmarks Teaterforeninger uddelte i går aftes foreningens fire priser til kunstnere og kompagnier på det årlige Teaterseminar, mens Kulturkongens producentpris gik den modsatte vej...
Annonce

★★★★☆☆ Men her går det godt – herlig teaterkoncert på vendelbomål

At lave en teaterkoncert med Ib Grønbechs musik er måske ikke den oplagte måde at tiltrække nye unge publikummer til teatret. Til gengæld serverer de medvirkende i Men her går det godt Vendsyssel Teater herlige fortolkninger af de velkendte sange, som får publikum i salen til at klappe og synge med fra start til slut.

Annonce

De fleste kender Ib Grønbechs Hvorfor må jeg ikke få Beatles-hår og duetten med Jodle Birge, Peter lå i telt. Men faktisk har den nordjyske musiker et imponerende stort sangkatalog bag sig, hvoraf de mest populære numre har over to millioner afspilninger hver på Spotify.

Men her går det godt, Vendsyssel Teater. Foto: Tao Lytzen
Musikere og skuespillere giver den fuld gas i Men her går det godt, Vendsyssel Teater. Foto: Tao Lytzen

Medrivende, musikalske præstationer

Midt på den store, lyse scene strækker en træklædt badebro sig helt ud over scenekanten og frem mod publikum. Til højre for broen er placeret en lille to-personers sofa foran et stort udvalg af musikinstrumenter, som de tre musikere, Ole Albrechtsen, Carsten Landors og Tom Bilde, spiller på gennem de halvanden time, teaterkoncerten varer. Swingende, medrivende musikalske præstationer hele vejen igennem.

Teaterdirektør Rolf Heim har iscenesat teaterkoncerten med fin sans for humoren i Grønbechs tekster og en velfungerende balance mellem de livlige numre med mange aktører på scenen og de mere stille sange med plads til fordybelse. Imellem bliver der også plads til små anekdoter, der bygger bro fra den ene sang til den næste.

Men her går det godt, Vendsyssel Teater. Foto: Tao Lytzen
Hanne Laursen i Men her går det godt, Vendsyssel Teater. Foto: Tao Lytzen

Storcharmerende vendelboer

Især Hanne Laursen og Robin Haslund Buch brillerer på scenen med deres charmerende tilgang, deres naturlige vendelbomål og deres overlegne musikalitet. Publikum i salen jubler allerede, da Hanne Laursen træder ind på scenen som en anden filur med høj hanekam i sit korte, grå hår.

Annonce

Men når hun synger, er hun også en funklende stjerne i iscenesættelsen. Uanset om det er hendes lynhurtige opremsninger af de mange retter, der bliver serveret til Bjarnes svendegilde, eller om det er den stille, men stadig morsomme ballade, hun synger, mens hun sidder alene i spotlyset på forscenen.

Robin Haslund Buch er lige i hælene på hende, både hvad angår musikalitet og charme. Hans fortolkning af den erotiske serenade til Anne Lise er så gennemført morsom, at latteren bølger fra publikumsrækkerne, mens han gør det ene kropslige krumspring efter det andet, for at komme tæt på sin afvisende udkårne. Desuden fremviser han et både overraksende og imponerende talent for at jodle i Peter lå i telt, som han synger i duet med Anders Jul Fristrup Andersen.

Men her går det godt, Vendsyssel Teater. Foto: Tao Lytzen
Anders Jul Fristrup Andersen på Puch Maxi synger Hvorfor må jeg ik’ få Betles-hår? i Men her går det godt, Vendsyssel Teater. Foto: Tao Lytzen

Humor og finurlige påfund

Også Lotte Munk og Anders Jul Fristrup Andersen gør det aldeles godt i teaterkoncerten. Lotte Munk giver Dengang jeg var bette et helt nyt og underholdende aktuelt lag, når hun – mens hun kigger ned i en barnevogn – synger om at slukke computeren og lægge skærmene væk, fordi klokken er kvart over et, og det er sengetid.

Anders Jul Fristrup Andersen får også æren af et af de helt store hits fra Ib Grønbechs repertoire. Kørende på en Puch Maxi med grøn mælkekasse bagpå, iført blå æggeskalshjelm, synger han om de strenge forældre, der ikke vil lade ham gøre noget som helst andet end at tage til frisøren i Hvorfor må jeg ik’ få Beatles-hår.

Men her går det godt, Vendsyssel Teater. Foto: Tao Lytzen
Lotte Munk og Robin Haslund Buch i Anne Lise i Men her går det godt, Vendsyssel Teater. Foto: Tao Lytzen

Nuancerede tekster

Mindre velfungerende er Heims instruktion af Martin Ivan, der indtager en “rolle” som skuespilleren fra København, der hverken taler eller forstår vendelbomål. Det er der i sig selv ikke noget galt i, for Ib Grønbech tekster fungerer også aldeles glimrende på rigsdansk. Men Martin Ivan iscenesættes som den irriterende københavner og det letkøbte mobbeoffer. Ham, man kan gøre nar ad, og som ingen tager seriøst. Det er overflødig tilføjelse til Grønbechs noget mere nuancerede tekster, som har langt mere selvironi.

Teaterkoncerten Men her går det godt fungerer allerbedst, når musikken spiller og de finurlige tekster flyder naturligt fra de medvirkende. Her er plads til både hardcore fans, som kan synge med fra publikumsrækkerne, og til Grønbech-novicer, der kan stifte bekendtskab med både musikeren og dialekten i én og samme ombæring.

Hør Ib Grønbech fortælle om forestillingen her.

Seneste

Oure Kostgymnasium introducerer Dramatik A som ny studieretning i samarbejde med BaggårdTeatret

Oure Kostgymnasium løfter nu ambitionerne for unge med en...

Republique/Revolver vil lytte til de unge – og give dem medbestemmelse i et ungepanel

Gennem hele 2025 vil de to københavnske teaterscener Republique/Revolver...

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Oure Kostgymnasium introducerer Dramatik A som ny studieretning i samarbejde med BaggårdTeatret

Oure Kostgymnasium løfter nu ambitionerne for unge med en...

Republique/Revolver vil lytte til de unge – og give dem medbestemmelse i et ungepanel

Gennem hele 2025 vil de to københavnske teaterscener Republique/Revolver...

Skab dig! Live Art for børn har fokus på identitet

Live Art for børn er en festival for alle aldre...
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og kritiker på ISCENE. Freelance kulturjournalist, teaterkritiker for Jyllands-Posten og medlem af Årets Reumert-juryen. Tidligere teaterkritiker ved Dagbladet Information. Cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet.
Annonce

Oure Kostgymnasium introducerer Dramatik A som ny studieretning i samarbejde med BaggårdTeatret

Oure Kostgymnasium løfter nu ambitionerne for unge med en passion for teater ved at tilbyde Dramatik A som et af de få gymnasier i...

Republique/Revolver vil lytte til de unge – og give dem medbestemmelse i et ungepanel

Gennem hele 2025 vil de to københavnske teaterscener Republique/Revolver engagere et særligt ungepanel, der aktivt skal være med til at udvikle det københavnske teater...