På Horsens Teaterfestival 2024 kan børn og deres voksne se forestillinger, der skaber debatter på tværs af generationer. Et af emnerne er døden eller livets præmis om at skulle sige farvel til nogen eller noget. ISCENE har talt med koreograf Michael Tang og instruktør Nils P. Munk om kunstneriske tilgange til svære emner, hvor børn er i centrum.
Vågner man bare en morgen og beslutter sig for at lave børneteater om død eller afsked? Det er der intet, der tyder på i samtalerne med de to kunstnere, der har hver deres personlige og professionelle tilgange.
Børn får mulighed for at opleve, at de ikke står alene med de svære tanker
”Det handler måske bare om, at man i en alder af 50+ har opdaget, at der er mange tab i livet. Det er et grundvilkår, hvor det interessante er, hvordan vi lever videre med det,” siger Nils P. Munk, som er aktuel på Horsens Teaterfestival som instruktør på Nørregaards Teater og BaggårdTeatrets nye forestilling Farvel. Han fortæller, at han egentlig altid har lavet forestillinger om afsked i mange af ordets betydninger. Farvel handler om afskeder med både venner, mareridt og dårlige dage. Han ønsker, at børn får mulighed for at opleve, at de ikke står alene med de svære tanker.
Koreograf Michael Tang mistede som barn sin far i en ulykke, og da han kom i skole, havde læreren sagt, at ingen måtte tale om det, fordi skolen skulle være hans fristed fra døden. En velment, men misforstået hensyntagen, som han af og til genkender, når han med Bobbi Lo Produktion er ude og arbejde med skolerne.
”Børn har ofte et forhold til døden som noget ekstremt sørgeligt og forfærdeligt, men i virkeligheden er det en lige så naturlig del af livet, som fødslen er. I Dancing with the dead kan vi dele tanker om, hvad der sker, når vi forsvinder, og hvordan vi kan takle det,” siger han.
Hvad tænker børn om afsked og død?
Bobbi Lo Produktion laver research til deres produktioner gennem workshops med skoleklasser. De vil høre børn og unges tanker om emnet som input til, hvordan bevægelserne skal se ud, og hvad scenerne skal handle om. I Dancing with the dead har de arbejdet med 350 børn og unge. De professionelle kunstnere skaber værkerne, men børnene er med i den kreative proces:
De ikke er bange for døden, for de ved præcist, hvad der sker
”Små børn har en åben fantasi og får lys i øjnene, når de forestiller sig, hvordan der ser ud på den anden side. Teenagere er typisk lidt mere stagnerede i deres opfattelser og siger, der bare bliver sort, mens de mere religiøse børn har læst om det i en bog eller fået det fortalt af deres forældre. Vi kan se på deres små kroppe, at de ikke er bange for døden, for de ved præcist, hvad der sker,” fortæller Michael Tang.
LÆS OGSÅ: Performance på tværs af generationer
I deres workshops skal eleverne fx stille sig enten i en ja-gruppe, som mener, der er noget efter døden, eller nej-gruppen, der ikke tror på, der er noget efter døden:
”En pige i ja-gruppen fortæller, at hun har mistet sin lillebror, da han var meget lille. Når hun besøger ham, er der altid et lille dyr på kirkegården, og så ved hun, det er ham. I nej-gruppen græd en pige voldsomt, fordi hendes hamster var død. De havde ikke talt om det i familien, så hendes idé om døden var præget af uforløste og ubearbejdede følelser. Det betyder måske mindre for de voksne, men at miste et kæledyr har stor effekt på et barn,” siger Michael Tang.
Nils P. Munks døtre synger hver en sang til den nye teaterkoncert Farvel:
”Den ene sang handler om at besøge mormor, som bliver ked af det, når familien siger farvel. Ikke når de ser på billedet af morfar, der står i en ramme, men når barnebarnet skal afsted og nå bussen. Hun spurgte en dag, hvad den der mormorsang egentlig handler om, for når vi spiller den for mormor, græder hun. Jo mere reelle og banale, jeg gør teksterne, jo mere begynder de voksne at læse ind i dem.”
LÆS OGSÅ: Ung på vej: Hvad skal talenthold på en professionel festival?
Koreografisk arena for forskellige følelser
Dancing with the dead bliver en turnévenlig forestilling med minimal scenografi, der kan sættes op i alle større rum, som kan mørklægges. Komponist, Hans-Ole Amossen, sidder i Grønland og komponerer, mens holdet skaber bevægelser hjemme i Sverige, fortæller Michael Tang:
”Hans-Ole skaber musik af nostalgisk, dramatisk og filmisk karakter med en eminent evne til at ramme tiden og temaet gennem lyd. Han rammer vores ønsker spot on.”
Danserne kommunikerer med øjenkontakt om de følelser, vi vil opnå sammen med publikum
Michael Tang koreograferer sammen med sin partner, Lava Markusson, og giver også danserne mere intuitive improvisationer, hvorefter materialet sættes fast ud fra dansernes kroppe. Kostumer, musik og bevægelse udgør 50% af forestillingen, mens de andre 50% skabes af det tilstedeværende publikum:
”Publikum kommer blandt andet til at hjælpe med lydbilledet, og vi arbejder med, hvordan instruktionen skal ske. Fra alle de år, vi har arbejdet interaktivitet, ved vi, at der ikke behøver være konkret instruktion. En gestik eller et blik kan sige meget om, hvor man vil have publikum. Danserne kommunikerer med øjenkontakt om de følelser, vi vil opnå sammen med publikum. Når publikum har været det igennem på egen krop, gør det oplevelsen stærkere,” siger Michael Tang.
Farvel i konkret og abstrakt betydning
Nils P. Munk har skrevet sangene sammen med Jens Andersen og Sune Skuldbøl Vraa. Sammen med Thomas Guldberg lavede de for 10 år siden Morfar Morfar Morfar og sidste efterår også trilogien VI DE OS på Nørregaards Teater. Farvel er skabt ud fra en klassisk tilgang, hvor instruktion, koreografi og scenografi er besluttet fra start og uden prøvepublikum, som de normalt har med fra begyndelsen:
”Alle syntes, det kunne være sjovt, og det er befriende efter år med devising. Spillerne synes, det er fedt at nørde frasering og indstilling og vide, at andre tager sig af, hvad der sker omkring dem. Ikke fordi, det er min holdning, men som en reaktion på, at vi har gjort det andet i meget lang tid.
Jeg har taget udgangspunkt i konkrete eksempler og specifikke beskrivelser i sangtekster, der taler lige ind i børns liv fra det nederste trin i abstraktionsstigen. Hver sang introduceres på et kort speak af børn, der forestiller voksne, så publikum ved, hvad der skal ske på scenen. Det tillader os at være abstrakte på nogle andre parametre,” forklarer Nils P. Munk.
Konkrete eksempler og specifikke beskrivelser i sangtekster, der taler lige ind i børns liv
Teaterkoncerten har scenografi af Carsten Wittrock med fire karakterer på scenen i groteskt store kostumer og sminke i en stærk æstetik. De voksne ligner børn i alt for stort voksentøj. De slæber på kufferter fyldt med ting, de prøver at tage afsked med. Gennem sangenes klare og stærke narrativer undersøges forskellige former for ”farvel.”
Spejling mellem generationer
Kunstnerne arbejder begge tværgenerationelt ud fra hver deres kunstneriske tilgange. I Farvel dukker et barn op på en skærm iført samme kostume som en af spillerne på scenen og siger:
”Jeg drømte i nat, at jeg havde taget min fars tøj på, som er alt for stort. Og så slæbte jeg på nogle kufferter og kunne se, at de var fyldt med alt det, man skulle sige farvel til. Vi lagde kufferterne i nogle mærkelige cykelkurve og cyklede sted med dem, men vi kom ingen vegne.”
Rammefortællingen lader os forstå, det er noget, barnet leger, som de voksne spejler i sange, musik og tekst iført alt for stort tøj. Barnet dukker op igen til sidst og synger med fra skærmen sammen med de voksne på scenen.
Vi ønsker at skabe ægte følelser hos publikum fremfor at formidle følelser på scenen
Bobbi Lo Produktion arbejder næsten altid interaktivt, og den første forestilling, de viste på Horsens Teaterfestival, var helt uden siddepladser. Dancing with the dead er en mellemting, hvor en del af publikum inviteres ind på scenen, hvis de har lyst til at være med:
”Vi ønsker at skabe ægte følelser hos publikum fremfor at formidle følelser på scenen, som skal gives til publikum. Når vi spiller skoleforestillinger, er lærerne også med. Det er et fint scenisk udtryk, at alle aldre er repræsenteret på scenen. Når børn er sammen med voksne og evt. ældre gangbesværede, ser vi ofte en opdeling i starten af forestillingen, men efter et par minutter er alle blandet på scenen. De unge hjælper de gamle, og det er virkelig fint at se dem arbejde sammen på tværs af generationer og dele nogle af de samme følelser.”
Forløsning af svære følelser
Nils P. Munk gør sig overvejelser om, hvad det er, de inviterer børnene ind i, og hvordan. Der er forskel på at spille for familier på Horsens Teaterfestival og på skoler i Vollsmose. Den ene præmis er frivilligt familieteater, mens skoleelever kan undre sig over, hvorfor de skal præsenteres for noget om afsked og nogen, der savner sin farfar:
”Nogle gange ser vi børn, der virkelig bliver ramt og føler sig spejlet i en specifik scene i følelsen af, at der er nogen, der ser mig, så jeg er ikke alene i verden med mit lort. Jeg er 10 år gammel og ved ikke, hvad jeg skal gøre, men jeg er ikke alene. Det giver mig den fremdrift, som jeg rejser efter som instruktør. At vi rent faktisk gør en forskel.
Det giver mig den fremdrift, som jeg rejser efter som instruktør. At vi rent faktisk gør en forskel
Det er tit de børn, der sidder på bagerste række og tænker, den her verden er ikke lavet til mig, hvor skal jeg tage fat henne. Forestillingen viser børn, at vi ser dem, selv uden at have løsningen. Jeg krammer bare de der unger og tapper ned i mine egne oplevelser, som en del af den der afskedsting. Vi prøver at sætte nogle følelser på det svære med nogle tekster, der er lige ud af landevejen og fyldt med håb,” siger Nils P. Munk.
Michael Tang fortæller, at de oftest har en samtale med publikum efter forestillingen, ikke mindst til skoleforestillinger. Når danserne har lært børnene at kende under forestillingen, via øjenkontakt eller kropskontakt, er det ofte nemmere at dele tanker og følelser bagefter.
Scenekunst er med til at nedbryde tabuer. Der er ingen færdige svar, men den kan sætte tanker i gang om svære temaer, så den enkelte selv kan finde en form for ståsted.
Både Farvel og Dancing with the dead spiller på Horsens Teaterfestival 2024. Se hele programmet her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Horsens Teaterfestival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
