★★★★★☆ Hvem er bange for Virginia Woolf? – kompromisløst spil, der gælder livet

Maria Vinterberg brillerer atter som instruktøren, der kan aktualisere klassikere med absurde noter og samtidig fremkalde et hæsblæsende, edderdryppende fortættet samspil i den stjernegode kvartet, der får os til at gispe i chok af Teatret ved Sorte Hests udgave af Hvem er bange for Virginia Woolf?

Det burde være forstemmende, men bliver tværtimod forjættende at være vidne den menneskelige fornedring i Teatret ved Sorte Hests elektriske udgave af Hvem er bange for Virginia Woolf? Sjældent ser man så ætsende veloplagt skuespil. Sjældent ser man et samspil af denne kaliber, og sjældent oplever man en iscenesættelse, der så modigt tør gå hele vejen på en så højspændt note.

Knivskarp og aktuel

Edward Albees kammerspilsdrama fra 1962 er ud over sit lange liv på scenen også herostratisk berømt for filmudgaven fra 1966 med Elizabeth Taylor og Richard Burton som det midaldrende akademikerpar Martha og George, der en sen aften inviterer det unge par Nick og Honey til drinks som publikum til iscenesættelsen af deres ægteskabelige drama.

Marthas dominerende far, Georges manglende ambitioner og barnløsheden. Elementer, som spejles in spe i Nick og Honeys forhold. De unge fungerer derfor også som sætstykker i Martha og Georges giftige duel, der i al sin veloplagte ondskab kaster os mellem forbløffet latter og en hjerteskærende sorg over det såkaldt civiliserede menneskes evne til at såre dem, vi elsker.

Hvem er bange for Virginia Woolf? er skrevet ind i en tid og en klasse, hvor det freudianske tankesæt herskede, men historien fremstår aktuelt vedkommende og teksten knivskarp i Madame Nielsens friske oversættelse, der af og til koket balancerer på kanten til det platte, men aldrig overskrider den.

Et perfekt cast

Iben Hjejle er Martha. Ja, hvem ellers, kunne man spørge. For hvem kan ægge så øretæveindbydende insisterende, vrænge så uskønt, støde så præcist og samtidig lade os ane sorgens kamp med den grænseløse tomhed indeni? Jakob Cedergrens George er hendes mageløse modpol, der først blasert, næsten mumlende lader sig hundse rundt, mens han perfekt kalibreret bygger sin passivt-aggressive karakter op til perfektion, så den ikke står tilbage for Marthas excesser. Hans blik på hende rummer lige så mange dybder af svig som hendes hofters forcerede slangedans om den unge Nick.

De spiller, som gjaldt det livet for så at parere resigneret i den evigt forførende leg med sandhed og (desperat) fantasi, som er tekstens omdrejningspunkt. Taler de sandt? Taler de falsk? Kan historien overvinde virkeligheden? Eller er det blot en runde mere i tilværelsens ulidelige lethed?

Marie Reuther og Lue Støvelbæk spiller fornemt op med det ældre par som den måske skrøbelige, let alkoholiserede Honey og hendes ungdommeligt kække mand Nick. Måbende går det op for dem hvilken hvepserede, de er trådt ned i, for så alligevel at dumpe i med begge ben. Overmagten er for stor og deres forsøg på at spille med i parrets “selskabslege” straffes nådesløst, men de har potentialet til samme grad af ulykke.

Kamp til døden

Hvem er bange for Virginia Woolf? Det er vi, der sidder i samme rum som vanvidskvartetten på scenen, der i Marianna Nilssons detaljerige udgave af et dannet akademikerhjem åbner en afgrund af menneskeligt morads så dyb, at vi gisper af chok, mens perfiditeter og rene kæbestød sættes rent ind i hjerter, der for længst synes tabte.

Maria Vinterberg er en instruktør, der bare vokser for hver forestilling, hun laver. Med sit afsæt i det absurde aktualiserer hun teksten med sin kompromisløse evne til at gøre sproget spillevende og i dette tilfælde ædende ondt i en toneart, hvor komikken forstærker det bundløst tragiske. Tempoet er konstant højt i denne kamp til døden – eller det, der er værre.

Ville man i dag være gået fra hinanden i stedet for at slide hinanden op i et uendeligt had/kærlighedsspil? Måske, måske ikke. Måske først, når det er for sent og noget uigenkaldeligt er ødelagt. Blandt andet derfor er Hvem er bange for Virginia Woolf? stadig aktuel, og heldige er vi, der kan se den i så overbevisende en iscenesættelse med et stjernedygtigt cast.