★★★★☆☆ Diktatorn underholder, men mangler det aktuelle bid

Charlie Chaplins Diktatoren er en hyppig gæst på de nordiske scener. Malmö Stadsteater byder på en underholdende slapstick-farcet fortolkning, der med fart og komik afklæder diktaturets essens, men ikke helt får aktualiseret fortællingen og dermed til dels afmonterer dens bid.

Vi er i “tiden, hvor galskaben slog sig løs og menneskeheden fik sig en omgang”. Scenen er sat med schwung i farcens greb på tragedien, der får et godt modspil i Franciska Zahles dystre scenografi af krigens mørke, røgen over skyttegrave og en mur, der adskiller sind og verdener.

Historien frister

Charlie Chaplins fremsynede krigskomedie Diktatoren (1940) opsættes jævnligt på de nordiske scener og var senest forbi Nørrebro og Aalborg Teater i 201/2019 i Nikolaj Cederholms sprudlende opsætning. Det er forståeligt, at historien frister, da det er nemt at se eller skabe paralleller til nutidens stigende fascination af stærke eneherskere.

Diktatorn er en forvekslingskomedie, hvor den samme skuespiller agerer Hitlers alter ego Hynkel og barberen Harü, der i den første krig frelser piloten Schultz’ lig. Det kommer ham til gode i næste førkrigstid, hvor Schultz, nu højtdekoreret officer, redder ham fra de lavere rangerende bøllesoldater, før han selv falder fra magtens tinder og flygter med Harü bort fra Tomanien – fantasilandet, hvor det hele foregår.

Fantasi eller ej – satiren over Nazityskland er genkendelig og tommetyk, når Hynkel og hans håndgangne mænd, Garbitsch (Goebbels) og Herring (Göring) smeder megalomane rænker som små oversete drenge og kommer til kort over for den mere subtilt-brutale Napaloni (Mussolini) og hans forførende frue.

Hånden i dukken

Omid Khansari har godt fat i sin pjevsede Hynkel, der i skjul leger med Barbiedukker, og udadtil selv styres som lidt af en hånddukke af Johan Marenius Nordahls kælent-morbide Garbitsch. Han hilser os blidt og roterer sit underliv i en lang drift mod katastrofen, hvor Katarina Lundgren-Huggs sørgmodige Herring for evigt er dømt til at være den, der spiser skovsneglen, i denne uhellige magttreenighed.

Er de fortsat et billede på diktaturets dynamik? En usikker hersker, en diktatorhvisker og en rygklapper? Det kan det være, men satiren forekommer måske mindre elegant end i forlægget, da farcegrebet her bliver mere komik end det slangebid, det også kunne være.

Omid Khansari og Arina Katchinskaia skaber en ø af kærligt nærvær i deres dans om barberstolen, mens Johan Marenius Nordahl nonchalant snitter det farlige som Napolini godt sekunderet af sin frue i Viktor Nyström Skölds distræt-vimsende gestalt, der er den direkte fordærvede modsætning til hans ranke Schultz.

Slapstick-koreografi i farcens fart

Omkring hovedkaraktererne bevæger Nathalie Ifter Salomonsson, Ebba Svilling og André Gatu sig som en mental kulisse af radiolyd og gadebrutalitet. Det er en slapstick-koreografisk tilgang, der til fulde udnytter kulissens dominerende mur, der overdænget med skiftende tegn bestandigt roterer og skaber nye formationer, smuthuller og begrænsninger.

Sara Cronbergs instruktion vægter farcens fart i en ganske underholdende forestilling, der dog ikke helt viser sin aktuelle relevans. Måske fordi forlægget er så tydeligt knyttet til historien – hvilket yngre generationer måske er mindre bevidst om – men også fordi skurkene mangler snerten af reel giftighed. Den skal vi finde i scenografiens labyrintiske mørke og måske som antitese i flugtens befriende potentiale.