Teatret ved Sorte Hest måtte forleden aflyse deres ellers udsolgte Hvem er bange for Virginia Woolf? En aflysning, som får fatale konsekvenser for det lille storbyteater og viser, hvor sårbart det er at drive teatervirksomhed.
Sygdom er årsagen til, at Teatret ved Sorte Hest forleden måtte aflyse resten af spilleperioden på deres store publikums- og anmeldersucces Hvem er bange for Virginia Woolf?
”Sygdom er sygdom. Selvfølgelig skal folk lægge sig syge, når de er det. Det vil jeg gerne have lov til at sætte en tyk streg under,” lyder det kontant fra teaterdirektør Maria Vinterberg, da jeg ringer for at høre, hvad konsekvenserne af aflysningen er for teatret.
Problemet er bare, at teatrene ikke har råd til at forsikre sig mod aflysninger, og der ikke findes fonde eller andre organisationer, som dækker økonomisk, når uheldet er ude.
Unødigt pres på medarbejdere og teatre
I det hele taget mener Maria Vinterberg ikke, teatret får mulighed for at følge med tiden, når der tales bæredygtighed og arbejdsmiljø:
”Det er jo helt uhørt, at en skuespiller eller andre medarbejdere skal ligge syge med viden om, at det måske kan koste teatrets eksistens. Det er et helt unødigt pres, som lægges på de ansatte og på teatrene i forhold til at skabe et sundt arbejdsmiljø – og det er nok også de færreste andre moderne arbejdspladser, som ville finde sig i at skulle eksistere under disse forhold.”
I den konkrete sag har aflysningen medført et indtægtstab på mere end 500.000 kr. i form af mistede billet- og barindtægter for Teatret ved Sorte Hest. Med en i forvejen stram økonomi og en årlig driftsbevilling på 2.3 millioner, er et tab på en halv million fatalt.
Teatret er uhyre sårbart
”Hvis det betyder, vi skal lukke, sætter det forhåbentligt fokus på, hvor sårbart teatret er som arbejdsplads,” siger Maria Vinterberg.
Hun sidder med en hasteansøgning til Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, og håber på at få en del af deres disponible midler. Midlerne er egentligt beregnet til fremadrettede kulturelle projekter, ”men i kriterierne er der en undtagelse, hvis det har vægtige kulturpolitiske hensyn – og det har det vel, når vi nærmest er lukningstruet”.
Maria Vinterberg ser hele sagen som et eksempel på, hvordan politikere ikke forstår, hvad det kræver at drive et teater som en moderne virksomhed:
”Før man som virksomhed kan søge kommunen om refusion for udbetaling af løn under sygdom, skal medarbejderen normalt have været syg mindst en måned. Men der har vi jo spillet færdig for længst. Vi er lige nu i gang med at undersøge, om der evt. findes andre regler ved korttidsansættelser, så vi muligvis kan få refunderet, hvad der svarer til en dagpengesats for én af de medvirkende, men det er usikkert. Så denne sag viser endnu engang, hvordan gængse arbejdsmarkedsregler ikke fungerer for vores branche”.
Granatchok
Det var noget af et granatchok for Maria Vinterberg og den faste stab på teatret, da aflysningen og indtægtstabet blev en realitet, og de måtte se på, hvordan de skulle køre videre. Spørgsmålet er, hvad de kan gøre fremadrettet.
”Med mindre der kommer et politisk tiltag, som gør, at det kan gøres anderledes – fx at der bevilges penge til, at vi fremadrettet kan blive forsikret – så må jeg fortsætte som om dette her aldrig kommer til at ske igen. Nu kører vi sæsonen færdig som planlagt. Vi har en lille egenkapital, som selvfølgelig ryger nu. Til næste sæson har vi to mindre forestillinger på programmet, der ikke er så løntunge, og vi har budgetteret konservativt i forhold til publikumsbelægning. Så håber vi, at vi kan hive det hjem der,” siger Maria Vinterberg.
Forhåbentlig kan denne sag også være med til at sætte fokus på, at det er dyrere at drive teater, end politikerne er bevidste om.
”Det er fuldstændig afgørende for mig, at dette opråb handler om teatrets skrøbelighed. De bevilligende myndigheder er ansvarlige for, at vi er så sårbare. Når man som samfund har valgt at have offentligt støttet teater, så burde man også give os, hvad det koster at sikre vores medarbejdere et trygt og bæredygtigt arbejdsmiljø,” lyder det som afsluttende opfordring fra Maria Vinterberg.